Dronningerundens anatomi

EFTERSPIL: Skal der dannes  en ny regering efter folketingsvalget, bliver der indkaldt til dronningerunde . Hvad er egentlig reglerne for den, og hvordan foregår det i praksis?  

Når stemmerne er talt op efter folketingsvalget, skal det afklares, om regeringen kan fortsætte eller må gå af.  

Hvis regeringen ikke kan fortsætte, skal der findes en ny regering og statsminister, og det sker traditionen tro ved hjælp af den såkaldte dronningerunde, hvor partiernes repræsentanter besøger dronning Margrethe på Amalienborg.  

Et enkelt blik på de nuværende meningsmålinger peger i retning af, at der vil komme en dronningerunde efter dette valg. Blå blok og den nuværende regering halter nemlig en del efter rød blok i målingerne.   

Det er kun, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) konstaterer, at den nuværende regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative ikke har et flertal imod sig, at han kan lade regeringen fortsætte uden ændringer.  

Men selv med et blåt flertal kan en dronningerunde blive aktuel. Støttepartiet Dansk Folkeparti har nemlig luftet regeringsdrømme, hvis partiet får mindst 16 til 17 procent af stemmerne.  

Derfor kan en blå sejr også ende med at udløse et par besøg hos dronningen.  

Men hvad betyder den proces i praksis, og hvordan forløber den egentlig? Det giver Altinget svar på her.  

Den allervigtigste regel  
Dronningerunden blev indført i 1909, men den er primært bygget op af en del uskrevne regler, da det ikke er skrevet ind i en lov, hvordan den skal fungere.  

Der er dog enkelte ting, der kan spores i lovgivningen, som dronningerunden skal efterleve. Heraf er den vigtigste og mest afgørende regel, at ingen må danne en regering, hvis vedkommende er bevidst om, at de vil blive stemt ned af et flertal ved første møde i Folketinget.  

Uanset hvordan dronningerunden forløber, kan og må den ikke ende med, at en statsminister med et flertal imod sig i Folketinget bliver udnævnt.  

Det betyder i praksis, at Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen bryder loven, hvis de udnævner sig til statsminister og leder af en ny regering, og de samtidig godt ved, at de vil blive nedstemt i Folketinget med det samme.  

Foruden den afgørende regel, er der også to andre regler for dronningerunden, der er bundet af lovgivning:   

  1. Den fungerende statsminister har ansvaret for hele forløbet, frem til at der bliver udnævnt en ny statsminister.  
  2. Det er den nye statsminister, der underskriver sin egen udnævnelse, og det skal ikke godkendes af den fungerende statsminister. Det vil sige, at hvis Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med dronningerunden konkluderer, at der nu ikke er et flertal imod dem, udnævner de sig selv til statsminister.  

Men det leder tilbage til den afgørende regel: Det betyder også, at de skal være sikre på, at de ikke får et flertal imod sig første gang, de og deres nye regering møder Folketinget.  

De uskrevne regler  
Nu, hvor vi har fået juraen på plads, skal vi kaste et blik på alle de uskrevne regler, der er blevet så integreret i den parlamentariske praksis, at en afvigelse fra den formentlig vil blive kritiseret som brud på grundloven. Selvom det egentlig ikke er det, når man udelukkende kigger på lovgivningen.  

Men ikke desto mindre bliver dronningerunden håndhævet fra gang til gang uden afvigelse fra normen.  

Det fungerer i praksis således, at partiernes repræsentanter bliver indkaldt til samtale hos dronningen. Det er den fungerende statsministers ansvar at indkalde partierne.  

Hos dronningen afgiver repræsentanterne både mundtligt og skriftligt deres råd til, hvem der skal være såkaldt kongelig undersøger og lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering, og hvilken slags regering vedkommende skal forsøge at danne. På baggrund af de råd bliver der udpeget en forhandlingsleder, hvilket også kaldes den kongelige undersøger.  

I 1957 blev begrebet forhandlingsleder introduceret, og det er den person, der får ansvaret for at danne en ny regering. Forhandlingslederen behøver derfor ikke selv at blive statsminister, men kan være den, der er bedst rustet til at afsøge mulighederne for en ny regering. Det kunne for eksempel være lederen for et mindre midterparti, der er i stand til at forhandle om en ny regering på tværs af midten.  

Den person, der bliver udpeget til at lede forhandlingerne, kan også få formuleret et forhandlingsmandat. Det kan for eksempel ske, at Mette Frederiksen får til opgave at forsøge at danne en regering med deltagelse af mindst to partier, fordi det er det råd, der er flest mandater bag.  

Scenarierne  
Efter valget er der flere mulige scenarier. Løkke og VLAK-regering kan få flertal til at fortsætte, eller der kan blive dannet en ny blå regering, hvor Liberal Alliance ryger ud, og Dansk Folkeparti ryger ind. Men taget de nuværende målinger i betragtning lader det til at være de mindst sandsynlige scenarier.  

Scenarie tre er, at blå blok får et flertal, men der skal en dronningerunde til at finde ud af, hvilke partier Løkke skal have med i sin regering.  

Det fjerde scenarie er, at oppositionen får et flertal af stemmerne, og Løkke træder af til fordel for Mette Frederiksen, der bliver udpeget til kongelig undersøger og forhandler sig frem til et flertal bag en eventuel ren S-regering.  

Endelig er der et femte og lidt mudret scenarie, hvor dronningerunden bliver præget af en række ultimative krav, politiske ledere, som peger på sig selv som statsminister, og partier, der vil trække deres mandater ud af ligningen.  

Kravene og ønskerne om andre statsministerbud kan partierne præsentere, når de giver deres råd til dronningen. Dermed kan det indgå i vurderingen af, hvem der bør blive kongelig undersøger og formuleringen af vedkommendes forhandlingsmandat. Derefter er det op til partierne i forhandlingerne at se, om de kan nå til enighed.  

Hvis det ikke er muligt, og partier insisterer på "at trække sine mandater" ud af ligningen, skal vi igen kaste et blik på den allervigtigste regel. Det er nemlig ikke muligt at stemme 'hverken-eller' i Folketinget. Enten stemmer man imod en regering, når den bliver fremsat i Folketinget, eller også er man med til at støtte den. Det betyder også, at partier, der ikke vil pege på andre end sig selv eller ikke vil tælles med, kan ende med at gøre for eksempel Lars Løkke Rasmussen til statsminister, hvis han regner sig frem til, at han ikke har et flertal imod sig.   

Dronningens rolle  
Navnet dronningerunde giver en lyd af, at dronning Margrethe styrer processen. Det er dog ikke tilfældet. I praksis er det derimod den fungerende statsminister og Statsministeriet. Eftersom det er den fungerende statsminister, der har ansvaret for hele forløbet, frem til en nyudnævnt statsminister underskriver sin egen udnævnelse, er det også vedkommende, der skal være ansvarlig for processen bag dronningerunden.  

Det er korrekt, at partiernes repræsentanter møder op hos dronningen for at fremsætte deres råd, hvilket bliver overleveret til hende både mundtligt og skriftligt. Men når man forlader dronningen, afleverer man samtidig sit skriftlige forslag til kabinetschefen, der orienterer Statsministeriet.  

På baggrund af alle partiernes ønsker fremsætter Statsministeriet et råd til dronningen om, hvem der skal udpeges til forhandlingsleder, og hvordan et eventuelt forhandlingsmandat skal lyde. Det råd følger dronningen uden at blande sig.  

Hvem skal med?  
Det er op til den fungerende statsminister, hvem der skal kigge forbi hos dronningen og give sit bud på en forhandlingsleder.  

Som hovedregel er det alle partier i Folketinget, der får lov til at komme med. Det er dog med undtagelse af de nordatlantiske mandater, der normalt kun bliver inviteret, hvis de har en afgørende indflydelse på, hvem der bliver statsminister.  

Tidligere er det også set, at for eksempel kommunisterne ikke har været inviteret med.  

Nyvalg  
Historisk set går det relativt hurtigt med regeringsdannelse i Danmark, uanset hvor meget bøvl der er blevet lagt op til forinden.  

Men hvis det ender med en lang periode uden en ny regering efter folketingsvalget, ligesom det er set i Sverige og Belgien, er der så mulighed for at løsne de fastlåste forhandlinger med et nyvalg?  

Det er der i teorien. Hvis der er total stilstand i regeringsdannelsen, og det forhindrer, at embedsmændene kan gennemføre deres nødvendige arbejde for at holde landet kørende, skal den fungerende statsminister nemlig udskrive nyvalg for at sikre, at statens nødvendige arbejde ikke forstyrres.  

Forrige artikel Vestagers højre hånd får topjob i EU-Kommissionen Vestagers højre hånd får topjob i EU-Kommissionen Næste artikel Kræftens Bekæmpelse henter ny chef i Moderniseringsstyrelsen Kræftens Bekæmpelse henter ny chef i Moderniseringsstyrelsen