Debat

Embedsmænd lades i stikken

KLUMME: Mens embedsmænd prøver at tilpasse sig de nye tider med krav om politisk tæft, dumper de gang på gang, for det er ikke det, de har lært. Lav nu de tiltrængte strukturændringer i centraladministrationen, opfordrer tidligere minister Ritt Bjerregaard (S).

Ritt Bjerregaard mener, at der er meget at lære af bogen "Ansvaret der blev væk". Først og fremmest viser bogen, at der er noget helt grundlæggende galt med systemet i dag. 
Ritt Bjerregaard mener, at der er meget at lære af bogen "Ansvaret der blev væk". Først og fremmest viser bogen, at der er noget helt grundlæggende galt med systemet i dag. Foto: Privat
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister, overborgmester og kommissær i EU

Er det synd for embedsmændene i centraladministrationen?

Det synes deres organisation at mene, og de er gået så langt, at Dagbladet Politiken kunne fortælle, at DJØF opfordrede politikerne til at tale pænere til embedsmændene.

Det blev selvfølgelig afvist af Folketingets formand, og det virker uprofessionelt, at DJØF kan tro, at det hjælper på den situation, deres medlemmer er i. Det er slet ikke her, fagforeningen skal kigge hen.

Måske er det faktisk synd for embedsmændene, for de bliver ladt i stikken. Deres fagforening skriver et fjollet brev, og selv skal de operere i et system, der slet ikke ligner de idealer, som de er uddannet til: Lovlighed, faglighed, saglighed og kontinuitet.

Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister, overborgmester og kommissær i EU

Lades i stikken
At der er et reelt problem i embedsapparatet, kan Justitsministeriet og Skatteministeriet for øjeblikket illustrere, og der har været andre ministerier før dem.

Men måske er det faktisk synd for embedsmændene, for de bliver ladt i stikken. Deres fagforening skriver et fjollet brev, og selv skal de operere i et system, der slet ikke ligner de idealer, som de er uddannet til: Lovlighed, faglighed, saglighed og kontinuitet. Der er ikke spor at sige til, at de bliver forvirrede, og mens de prøver at tilpasse sig de nye tider med krav om politisk tæft, dumper de gang på gang, for det er ikke det, de har lært.

Grundlæggende galt
For at illustrere hvordan det står til, har Cavlingprisvinder Jesper Tynell skrevet bogen ”Mørkelygten”, hvor en lang række embedsmænd udtaler sig anonymt. Det er ikke rar læsning, hverken for centraladministrationen eller politikerne.

En anden bog ”Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket” skrevet af Pernille Boye Koch og Tim Knudsen går langt mere ind i substansen. Her er der gennemgang af statsløsesagen, Skatteministeriet og Justitsministeriet med nødløgnen. De gennemarbejder alle de aktuelle sager. De fælles problemer understreges, så der kan uddrages en lære af det.

Bogen er særdeles læseværdig, og den rummer forslag til, hvordan embedsværket og deres fagforening kan bryde den onde cirkel, som de er kommet ind i. Det er tydeligt, at det ikke bare klares med besværgelser og forsikringer om, at hver af sagerne er en undtagelse - så mange undtagelser kan der ikke være, uden at det viser, at der er noget helt grundlæggende galt.

Lad ministeren vælge
Det vil være klogt at lytte til de to forfattere, de er meget indsigtsfulde. Bogens slutkapitel hedder: ”Kan vi forbedre systemet?” Her er en forbilledlig gennemgang af nogle af mulighederne: Statssekretærer, som det kendes fra de andre nordiske lande, der i øvrigt har forskellige praktiske ordninger, som der kan hentes ideer fra. Junior- og viceministre, der giver et klarere ansvarsforhold i forhold til folketinget og kan tjene som uddannelsesplads for kommende ministre, og endelig kabinetter, som jeg selv med stort udbytte arbejdede med som EU-kommissær.

Ved alle forslagene understreges det, at det skal være den minister, der skal have personerne, der selv bestemmer, hvem det skal være og selv ansætter og også kan fyre. Hvis det er statsministeren, giver det alt for let anledning til interne magtkampe mellem den ”rigtige” minister og supplementet.

Skab fornyelse
Men forfatterne understreger også, at ved en systemændring bør man også se på kontrolsystemerne. Ethvert magtapparat har brug for kontrol, og måske er Statsrevisorerne med Rigsrevisionen og Folketingets Ombudsmand ikke nok. Også her er der konstruktive bidrag til nye løsninger.

Bogen fortæller, at disse forslag til ændringer igennem nu snart mange år er blevet diskuteret, og at flere udvalg har været nedsat, men at de svage mindretalsregeringer har betydet, at ingen regeringer har orket at tage fat på disse strukturændringer i centraladministrationen.

I stedet er man humpet videre fra sag til sag og med en stigning i antallet af ubehagelige sager. Dermed er både ministre og embedsmænd blevet ladt i stikken. Det er ikke holdbart. Brug bogen til den fornyelse, som centraladministrationen og det politiske system så hårdt har brug for.

Dokumentation

Blå bog: Ritt Bjerregaard
Født i 1941

Uddannelse
Studier i historie, Syddansk Universitet (1968)
Lærereksamen, Statsseminariet på Emdrupborg (1964)

Karriere
Eksportambassadør i Kina (2011)
Overborgmester i København (2006-2009)
Fødevareminister (2000-2001)
EU-kommisær for miljø (1995-1999)
Statsrevisor (1982-1994)
Socialminister (1979-81)
Undervisningsminister (1973, 1975-1978)
Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne (1971-1998, 2001-2005)
Seminarieadjunkt, Odense Seminarium (1970-1982)
Folkeskolelærer (1964-1970)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

0:000:00