Europa må tilbage i styrehuset

KLUMME: EU må væk fra en taktisk, reaktiv krisestyring i udenrigspolitikken og frem til en langsigtet strategi med mere fælles fodslag, hvis andre skal ville høre på os, skriver Claus Haugaard Sørensen, særlig rådgiver for kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Af Claus Haugaard Sørensen
Særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker

Hvis en organisation ikke forandrer sig med samme hastighed som omgivelserne, så er der en nærliggende risko for at blive irrelevant og i værste fald at afgå ved døden.

EU og medlemslandenes håndtering af den græske krise, Ukraine og nu flygtningekrisen bringer mindelser tilbage om Nationalbankdirektør Hoffmeyers advarsel i 60'erne om, at Danmark risikerede at ryge i afgrunden, hvis vi ikke fik styr på statsunderskuddet. Det er derfor ikke et specifikt EU-fænomen, at man kan køre i afgrunden, hvis man ikke er opmærksom på faresignalerne.

Det lader til at være et farligt politisk livsvilkår, at man skal helt hen og stirre ned i dybet for at komme til fornuft. Selv for normale politikere og vælgere som dig og mig. Helt bortset fra at der samtidig findes måske mindre normale mennesker, der med forsæt stikker spaden i og graver afgrunden dybere. Som om man vil være helt sikker på, at hvis man falder ned, så kan man aldrig komme op igen!

Tænk Tory backbenchers i Storbritannien eller for den sags skyld dem herhjemme, der synes, at hvis UK kører ned i hullet den 23. juni, så kan vi måske hægte os lidt på og få en gratis rutsjetur - så Skotland meget passende bagefter kan overtage vores stemmer i EU-ministerrådet, når de erklærer sig uafhængige. Nå, der er vi gudskelov ikke endnu.

EU handler på flygtningekrise
Det Europæiske Råd lader dog til at være trådt mere i karakter. Mandag kunne EU-præsident Donald Tusk med stor opbakning strikke en pakke sammen på forslag af Jean-Claude Juncker (formand for EU-Kommissionen, red.), der med lidt held kan dæmme op for flygtningekrisen, i det mindste på kort sigt.

Stærkere grænsekontrol, en mere effektiv sondring mellem egentlige flygtninge og så dem, der helt berettiget bare søger et bedre liv, men som vi jo ikke har en juridisk pligt til at lade ind. Enighed om, at den grænsefri passage for personer med lovligt ophold i Schengen-landene absolut må bevares. En god støttepakke til at tage sig af de legitime flygtninge, der kommer ind på EU-territoriet, ikke mindst i Grækenland, og en aftale med Tyrkiet om at tage immigranter tilbage, skærpe den udadgående grænsekontrol og bekæmpe menneskesmugleriet. En stor gestus i form af flere penge og visafritagelse for Tyrkiet samt moralsk støtte til en sikkerhedszone i Syrien, og en mere positiv holdning til udvidelsesforhandlingerne indgår også i dealen.

Meget af dette har været forberedt i måneder. Det specifikke forslag om humanitær bistand internt i EU lå i en lidt anden form allerede klar sidste sommer. Men som sagt, vi skal først hen til afgrunden ...

Så vi kan trække et lettelsens suk. Kaos er blevet mødt med samarbejde. Og med knofedt og viljestyrke kan vi få bragt situationen under kontrol. Beslutningerne bliver fulgt op allerede den 17. marts på et nyt europæisk rådsmøde.

En taktisk reaktiv krisestyring
Når det er sagt, er der ikke meget at være stolt af. Det er på tide, at vi kommer bort fra en taktisk reaktiv krisestyring til en langsigtet strategi. Hvis vi ser på flygtningene, så er der mindst tre forhold, der skal tages fat på, hvis vi vil undgå gentagelser:

For det første må vi have mere fodslag i udenrigspolitikken. Nu ved vi jo godt, at USA og Rusland, samt de førende interessenter i Iran og Golfen, kører med klatten i Syrienkrisen. Men det er for nemt bare at smyge sig udenom.

Hvor står det skrevet, at EU ikke kan virke mere effektivt for forbyggende stabilitet i stedet for bare at betale for det smadrede porcelæn i form af flygtningebistand, dyre F16-bombetogter mod ISIS og terrorangreb i vores hovedstæder?

Har vi nogensinde besluttet, at vi for altid skal samle stumperne op og betale de menneskelige og økonomiske omkostninger ved en fejlslagen politik snarere end på forhånd at samordne Frankrig, Storbritannien, Tyskland, de nordiske lande og Visegrad (Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet, red.) omkring en egentlig europæisk stabilitetspolitik i nærområdet? Hvorfor er vi så sent på den?

Hæv en fælles stemme
Hvordan kan det være, at vores dygtige diplomater, vort erhvervsliv, der lever af eksport, og vore vælgere – dig og mig – har så svært ved at agere sammen? Jeg taler ikke om at blive enige om fine luftige strategipapirer. Jeg taler om enighed om, hvorvidt man skal bombe eller ikke bombe Assad, og om hvad man siger i klartekst til Saudi Arabien og de Golfstater, der fisker i rørt vande og samtidig køber vores isenkram ... for ikke at sige mere ...

Det er selvfølgelig ikke nemt. Men uden enighed er der ingen, der gider høre på os, og andre vil agere i vores sted. Og det er ikke sikkert, at vores store ven USA i al fremtid har kræfter eller vilje til at rage kastanjerne ud af ilden for os. Og imens sukker lokale skolelærere, læger, vejingeniører og studerende på flugt efter den europæiske stemme i Beeka-dalen, i Gaziantep, i Kobane eller i Libyen ...

Inden næste krise kommer, skulle stemmen gerne kunne høres. For den kommer. Krisen, altså ...

Forebyg de rigtige steder
For det andet skulle vi måske se at gøre alvor af at få de samlede europæiske økonomiske værktøjer og ikke mindst udviklingsbistanden rettet mod de mest risikable situationer. Dér, hvor fødselseksplosionen, klimaforandringer, vandstress eller epidemier vil presse befolkningerne mod de europæiske grænser.

Dér, hvor Boko Haram og en kalashnikov er ved at udgøre det eneste fremtidsperspektiv for en ung ærgerrig mand fyldt med testosteron. Dér, hvor et spinkelt demokrati som i Tunesien har en chance for at slå rod. Sammen kan vi gøre det. Splittet er vi dømt til at mislykkes. På det militære område går det egentlig bedre. Enten sammen med andre medlemslande eller med FN. Men forebyggelse er jo egentligt at foretrække fremfor magtanvendelse. Og billigere ...

Fravær af fremsyn
For det tredje burde vi – og det her er måske i en dansk sammenhæng ren dynamit, men derfor ikke mindre rigtigt – se på det demografiske underskud i Europa. Kunne man forestille sig, at det blev opvejet af en bevidst og styret indvandring? Hvorfor er USA dygtigere til at sortere de økonomiske indvandrere og tage de mest produktive srilankanere eller somaliere ind i økonomien eller på universiteterne? Sover vi i timen?

Lad os lave en plan for organiseret indvandring frem mod 2050. Jeg vil ikke være der til at se resultatet. Men tro mig: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt mennesker vil vandre. Det er et spørgsmål om, hvem der kommer, måden de vil komme på, og hvordan de vil blive modtaget, der vil bestemme, om det bliver en horrormovie eller en god historie.

Præcis som i den græske finanskrise og med den famøse handelsaftale med Ukraine, der med vilje spændte ben for Putin, har der været et fravær af fremsyn, fælles analyse og solidarisk handlekraft blandt EU-landene. Indtil nu er vi sluppet med skrækken.

Ny europæisk global udenrigsstrategi
Men mon ikke det ville være bedre at rykke lidt væk fra afgrundens rand og tænke forebyggende samt derpå handle i fællesskab? I gamle dage førte Hoffmeyers advarsel ikke bare til de nødvendige kartoffelkure, men også til perspektivplaner. Hvad der virkede i Danmark, kunne måske eksporteres ...?

Vores europæiske udenrigsminister – det må vi ellers ikke kalde hende, nogen kunne jo blive jaloux – Federica Mogherini, koger på et projekt om en europæisk global udenrigsstrategi. Der er mange kokke, der rører rundt i gryden. Man må håbe, at den bliver ambitiøs og dækker hele feltet fra forsvar, sikkerhed til handel og finanser over bekæmpelse af ebola og international organiseret kriminalitet – og at vi derefter begynder virkelig at agere sammen. Det er på høje tid!

Med flygtningekrisen in mente kunne vi måske også tyvstarte med at bede nogle gode europæere, måske Antonio Guterres og Helle Thorning-Schmidt, om at tænke sammen, om hvor vi vil hen med Europas nærområder, indvandringen og ny-europæernes integration frem mod 2050, så vores børnebørns børn får et fredeligt sted at cykle til skole og windsurfe ... må vi ha' lov at drømme?

Forrige artikel Professor: Sergio Leone i udenrigstjenesten Professor: Sergio Leone i udenrigstjenesten Næste artikel DI: Klart behov for konkurrence i det offentlige DI: Klart behov for konkurrence i det offentlige
Finansministeriet finder ny pressechef

Finansministeriet finder ny pressechef

NAVNE: Søren Langelund er ny presse- og kommunikationschef i Finansministeriet. Han overtager posten fra Sigga Nolsøe, der sagde op med ordene: "Det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat".