International ret skaber store dilemmaer i embedsværket

Af Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Hvad gør embedsværket, når internationale konventioner eller EU-retten stiller sig i vejen for de politiske løsninger, ministeren ønsker? Og er de faglige vurderinger kommet under større pres i politisk kontroversielle sager om for eksempel udlændingepolitik?

Disse spørgsmål er for nyligt blevet aktualiseret med regeringens nye 3-årsregel på familiesammenføringsområdet, som udskyder nogle flygtningegruppers ret til at søge om familiesammenføring, til efter de har haft lovligt ophold i Danmark i tre år.

En penibel sag
Både FN’s børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til privat- og familieliv er udfordret af den lange periode, hvor flygtninge afskæres fra at blive genforenet med deres familie, og flere forskellige sagkyndige eksperter og organisationer har advaret om konventionsbrud.

En spinkel faglig argumentation i familiesammenføringssagen kombineret med ministerens udtalelser om ”procesrisiko” kan give det indtryk, at man reelt ser stort på internationale forpligtelser, hvis de er politisk ubelejlige.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

Særlig markant var det måske, at Institut for Menneskerettigheder efter at have undersøgt den internationale retspraksis på området konkluderede, at en udskydelse af familiesammenføring var et brud på konventionerne - en sjældent set entydig konklusion fra det uafhængige institut.

Sagen er blevet ekstra penibel, fordi den tidligere socialdemokratiske minister Mette Frederiksen havde fået at vide af sine daværende embedsmænd, at en 1-årsfrist var det længste man kunne gå. Det udtalte hun til Politiken i december måned, idet hun samtidigt undrede sig over, at Inger Støjberg nu måtte have fået en anden vurdering fra de selvsamme embedsmænd.

Både børnechecksagen og statsløsesagen er andre gode eksempler på, hvor svært det kan være at holde internationale retskilder i hævd, når man i embedsværket stilles over for stærke politiske ønsker.

Pernille Boye Koch
Lektor i offentlig ret ved Roskilde Universitet

I medierne rejste det spørgsmålet, hvor stort et politisk pres embedsværket mon havde været udsat for, og om man kunne stole på deres faglige vurderinger.

Risiko for underkendelse
Da Inger Støjberg blev konfronteret med udsagnene om konventionsbrud udtalte hun, at ”der er en procesrisiko, men den er jeg villig til at løbe”. Underforstået, at man meget vel kan risikere at blive underkendt ved Menneskerettighedsdomstolen, men at man ikke desto mindre fremsætter lovforslaget.

I lovforslagets bemærkninger uddyber man, at der ikke foreligger konkrete domme om lige præcis den danske situation med obligatorisk udskydelse af familiesammenføring i en bestemt periode, og at den menneskeretlige vurdering derfor beror på et skøn. Selv om der er en risiko for, at Menneskerettighedsdomstolen ikke vil godkende ordningen, har regeringen fundet tungtvejende grunde til, at den relevante konventionsbestemmelse er overholdt.

Smertensbørn
Konventioner og EU-ret er ofte smertensbørn i embedsværkets arbejde med lovforslag, for de internationale retskilder opstiller som udgangspunkt håndfaste barrierer for regeringens handlefrihed på politisk kontroversielle områder som for eksempel udlændingepolitikken. Hvis et politisk initiativ er i modstrid med EU-ret eller international ret, er det som udgangspunkt umuligt at gennemføre. Ikke altid en nem besked at levere til en viljestærk minister.

Både børnechecksagen og statsløsesagen er andre gode eksempler på, hvor svært det kan være at holde internationale retskilder i hævd, når man i embedsværket stilles over for stærke politiske ønsker.

Troværdighed under pres
Meget tyder på, at centraladministrationen står i lidt af et vadested. En spinkel faglig argumentation i familiesammenføringssagen kombineret med ministerens udtalelser om ”procesrisiko” kan give det indtryk, at man reelt ser stort på internationale forpligtelser, hvis de er politisk ubelejlige. Og at man kun vil rette ind, hvis (når) man efter en længere retsproces får en direkte dom imod sig.

Noget sådant vil være et stort problem for embedsværkets faglige troværdighed. Godt nok er jura ikke en eksakt videnskab, men det er heller ikke et tag-selv-bord, hvor man kan argumentere for hvad som helst.