Jens Nymand: Danmark mangler en europapolitisk strategi

Det forlyder, at Folketingets partier skal i gang med at forhandle en ny europaaftale på plads. Det er i høj grad på tide.

Set udefra virker det, som om Danmark springer fra sten til sten, har ingen sammenhængende, europapolitisk strategi men blot tager stilling fra sag til sag.

Der er en hårfin balance mellem at EU skal være en union bygget på et fælles værdigrundlag og at fordømme nationale parlamenters ret til at lovgive.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

Det betyder, at de øvrige medlemslande har svært ved at forudse, hvor de har Danmark. I en tid, hvor vi netop diskuterer behovet for at opbygge nye alliancer og skaffe os venner for at sikre maksimal indflydelse på de fælles europæiske løsninger, er det naturligvis selvdestruktivt, hvis vi ikke har en klar og synlig profil.

Vi har derfor et stort behov for at få en ny europaaftale på plads, selvom den bliver en form for katalog over en række prioriterede politikområder.

Vi bør diskutere Danmarks generelle placering
Men inden denne vedtages, bør vi også tage en idepolitisk diskussion om nye udfordringer i EU, vores placering og vores arbejdsmetoder.

Flere vigtige spørgsmål på dagsordenen ligger udenfor den sædvanlige diskussion om et europæisk lovkatalog. Vi bør derfor diskutere, hvorledes vi mere generelt placerer os.

Danmark skal som hovedregel altid bestræbe sig på at blive set som en del af et fremtidigt kvalificeret flertal i Ministerrådet. Derved får vi maksimal indflydelse på lovgivningen, som til sidst kommer til at gælde i Danmark.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

Hvorledes skal Danmark for eksempel placere sig i diskussionen om "rule of law", det vil sige respekten for de værdier og principper, der indskrevet i Traktaten?

Udgangspunktet er frie, demokratiske valg i alle medlemsstaterne. Når magthaverne i flere EU-lande alligevel undertrykker frie, kritiske medier og i stedet forventer journalistisk dækning, der mere ligner regeringers og politiske partiers egne kommunikationsafdelinger, så undergraves demokratiet.

På den anden side afholdes der valg, der på overfladen fremstår demokratiske og som resulterer i regeringer, der kan hævde at have en demokratisk legitimitet. Hvorledes skal Danmark stille sig i denne situation?

Der er en hårfin balance mellem at EU skal være en union bygget på et fælles værdigrundlag og at fordømme nationale parlamenters ret til at lovgive.

Det værste, vi kan gøre, er at spille os selv af banen
I disse år er der skred i det demokratiske fundament i flere EU-lande, hvor der lægges stort pres på de frie medier, de uafhængige domstole, civilsamfundet og på ytringsfriheden. Dette må Danmark forholde sig til og afklare, hvorledes denne udvikling skal håndteres og rulles tilbage.

Det er ikke længere nok blot at bekræfte vores egne holdninger og vedtage erklæringer med ligesindede lande. Med den nye mekanisme koblet på det flerårige budget er der nu kommet muligheder for at EU kan lægge mere direkte pres på de pågældende lande. Det bliver den praktiske anvendelse af disse muligheder, der vil vise, hvor hurtigt og hvor effektivt vi kan bringe landene til igen at respektere de grundlæggende værdier indenfor EU.

I Kommissionen har vi altid trukket på skuldrene, når nationale statsministre eller fagministre skyder skylden for mindre populære europæiske beslutninger på EU, ofte personificeret ved EU-Kommissionen.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

En anden generel diskussion drejer sig om det såkaldte ’sociale Europa’. Danmark har i mange år hørt til lejren, der generelt har været modstræbende. Vi er nok tilhængere af mange af de sociale rettigheder, men vi ønsker dem ikke baseret på europæisk lovgivning men via det danske arbejdsmarkedssystem.

Alligevel må vi erkende, at der er en meget bred kreds af medlemslande, mange i Kommissionen og et flertal i Europa-Parlamentet, som ikke deler de danske holdninger. Hvorledes vi placerer os, er derfor uhyre vigtigt.

Det værste, vi kan gøre, er at spille os selv af banen, når Kommissionen kommer med sine forslag. Danmark skal som hovedregel altid bestræbe sig på at blive set som en del af et fremtidigt kvalificeret flertal i Ministerrådet. Derved får vi maksimal indflydelse på lovgivningen, som til sidst kommer til at gælde i Danmark.

Melder vi for afvisende ud i begyndelsen, vil de andre lande søge efter et flertal, uden Danmark, og vores indflydelse begrænses betydeligt. Igen er der brug for en hårfin balance og en strategisk tilgang til forslagene.

Dobbeltspil er ikke muligt efter Brexit
I Kommissionen har vi altid trukket på skuldrene, når nationale statsministre eller fagministre skyder skylden for mindre populære europæiske beslutninger på EU, ofte personificeret ved EU-Kommissionen. Vi så det som en af livets betingelser.

Vi så ministre spille for et nationalt galleri og løbe fra deres eget medansvar for de fælles løsninger. Kommissionen har intet ønske om at gå ind i en national, politisk debat, gøre opmærksom på hvad, der er gået forud for beslutningerne, og hvorledes den pågældende minister og dennes egne embedsmænd konstruktivt rent faktisk har spillet med i beslutningsprocessen.

Når ministre og embedsmænd de seneste måneder har talt om manglende vacciner, havde det klædt dem, hvis de tidligt havde vedstået sig deres eget medansvar og havde forklaret årsagerne til den situation, vi er havnet i.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

I mange år har vi levet med dette politiske dobbeltspil. Vi slog os i Kommissionen til tåls med, at så længe de enkelte ministre og de nationale embedsmænd på møderne i Bruxelles arbejdede konstruktivt med, så måtte vi leve med situationen.

De er sluppet afsted med dobbeltspillet blandt andet fordi de nationale parlamenter generelt kun er meget lidt inddraget i arbejdet med EU-lovgivning og andre EU-beslutninger.

Dette dobbeltspil er ikke længere muligt efter Brexit.

Vi ved nu, at de mange små giftige pile og mange nedladende indlæg fra ellers ansvarlige politikere gradvist efterlader et gran af tvivl og skepsis hos befolkningerne, som på et givet tidspunkt kan vækkes til live og true selve medlemskabet af EU.

Danske ministre og embedsmænd skal vedstået sig medansvar
Danskerne har ellers for længst affundet sig med EU. De tabte folkeafstemninger viser imidlertid med al tydelighed også, at man relativt let kan vække en EU-skepsis med skræmmebilleder og usaglige påstande.

Den britiske folkeafstemning var blot kulminationen på årtiers løgne og misinformation om EU der havde bundfaldet sig i den britiske befolkning og ikke kunne rettes op ved en EU-positiv kampagne over nogle få måneder.

Den britiske premierminister Boris Johnsons egen journalistiske dækning af EU fra sin post som Bruxelles-korrespondent, er blot et blandt mange skræmmende eksempler på denne manipulation, som jeg personligt og direkte har observeret.

Danmark bør ændre på den måde Folketinget arbejder med EU-spørgsmål. Det er ikke tidssvarende at lægge hovedparten af ansvaret for denne kæmpe opgave på skuldrene af medlemmerne af Europaudvalget. EU bør langt stærkere inddrages i arbejdet i alle fagudvalgene.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

Et aktuelt eksempel om viljen til at tage medansvar er diskussionen omkring covid-19 og de fælles indkøb af vacciner.

Da alle i EU i sommeren 2020 kom til en erkendelse af, at vi kun kunne løse opgaven sammen, etableredes klassiske EU-strukturer til at støtte og overvåge, hvorledes Kommissionen løste denne opgave. Danmark og samtlige andre medlemslande sad med ved bordet hele vejen igennem. Sådan skruer vi ofte arbejdet sammen indenfor EU. Kommissionen optræder som en form for agent, mens samtlige lande informeres og inddrages løbende.

Når dette er værd at fremhæve skyldes det, at det danske medansvar har været meget lidt centralt, når ministre og embedsmænd i de seneste måneder har talt om manglende vacciner. Alle vil naturligvis gerne vaccineres her og nu, men situationen i dag er skabt af en fælles indsats. Det havde klædt samme danske ministre og embedsmænd, hvis de tidligt havde vedstået sig deres eget medansvar og havde forklaret årsagerne til den situation, vi er havnet i.

Et usædvanligt skandaløst eksempel på det førnævnte dobbeltspil er den østrigske kanslers optræden de seneste uger. Han fralægger sig ansvaret for nogle fejldispositioner sidste år, da der blev åbnet op for indkøb af endnu ikke færdigudviklede og godkendte vacciner. Takket være godt journalistisk arbejde står det nu klart, at kansler Kurz og hans regering alene har ansvaret for manglende leverancer af visse typer vacciner til Østrig.

Folketingsmedlemmer kritiserer lovgivning, som de selv har godkendt
For at kommen den type dobbeltspil til livs og undgå, at den fremover griber om sig herhjemme, mener jeg, at vi i Danmark bør ændre på den måde Folketinget arbejder med EU-spørgsmål.

Det er ikke tidssvarende at lægge hovedparten af ansvaret for denne kæmpe opgave på skuldrene af medlemmerne af Europaudvalget. EU bør langt stærkere inddrages i arbejdet i alle fagudvalgene.

Europapolitik bliver en lakmustest for Lars Løkkes nye parti. Målet skulle jo være, at udelukke de populistiske yderfløje fra indflydelse. Der er vel næppe noget politikområde, hvor det er mere klart, at netop de ikke kan bruges til at formulere en langsigtet dansk EU-strategi.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

I en tid, hvor man fornemmer, at Folketinget kun får de oplysninger, som er absolut nødvendige, og hvor den parlamentariske kontrol med den udøvende magt derved fremstår svækket, er det helt afgørende for EU's forankring det danske demokrati, at samtlige 179 folketingsmedlemmer løbende og indgående beskæftiger sig med EU på hver deres områder, og at de derved bliver tvunget til at tage et medansvar.

Ofte kan man på møder høre folketingsmedlemmer kritisere en lovgivning, som udspringer af beslutninger, som de selv har været med til at godkende.

Det kan der kun rettes op på, hvis Folketingets fagudvalg pålægges ansvaret for at følge EU-lovgivning fra de tidligste stadier med offentlige konsultationer (grøn- og hvidbøger) over lovgivningsfaserne i Ministerrådet til de afsluttende forhandlinger med Europa-Parlamentet.

Udvalgene vil derfor også være langt bedre rustet til at kontrollere den udøvende magt, omsætte reglerne i dansk lovgivning og samtidig undgå overimplementering også kaldet ’gold-plating’.

En systematisk ansvarliggørende mobilisering af alle folketingsmedlemmer vil sammen med arbejdet gjort af de 14 danske medlemmer af Europa-Parlamentet også sikre en stærkere forankring af EU i danskernes hverdag.

Ny dansk europapolitisk aftale skal være mere end en papirøvelse
Europapolitik bliver derfor også en lakmustest for Lars Løkke Rasmussen, når han skal lancere sit nye parti. Målet skulle jo være, at udelukke de populistiske yderfløje i form af Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Enhedslisten fra indflydelse.

Der er vel næppe noget politikområde, hvor det er mere klart, at netop disse partier ikke kan bruges til at formulere en langsigtet dansk EU-strategi. Hvis der er handling bag ordene, bør det derfor kunne ses på netop det nye partis ambitioner på det europapolitiske felt.

Samtlige folketingsmedlemmer skal fremover mobiliseres og gøres medansvarlige i det daglige arbejde med dansk europapolitik.

Jens Nymand Christensen
Fhv. vicegeneraldirektør, EU-Kommissionen, seniorrådgiver, Creative Business Network

Når Folketingets partier åbner op for forhandlingerne om en ny bred europapolitisk aftale, bør den derfor være andet og mere end en indkøbsliste over gode intentioner. Selvfølgelig vil eksempelvis klima være helt centralt, men hvorledes Danmark faktisk opnår maksimal indflydelse på klimaudviklingen i Europa er langt vigtigere.

Man kunne starte med at konstatere, at Danmark i øjeblikket har en af de mindste repræsentationer i Bruxelles. En væsentlig stærkere EU-repræsentation bør være udgangspunktet for en ny dansk europastrategi, men det er ikke nok.

Tusindvis af møder og daglige kontakter foregår i Bruxelles, men en tilsvarende styrkelse af en række danske ambassader i nogle EU-medlemslande er også nødvendig. Disse vil kunne sikre at danske synspunkter om for eksempel EU's klimadagsorden er kendt bredt hos nationale politikere og myndigheder, organisationer og medier.

Konklusionen er derfor, at hvis en ny dansk europapolitisk aftale skal være andet og mere end en tilbagevendende papirøvelse, så må det betyde, at vi finder de ressourcer, der er påkrævet for at realisere denne. Samtidig skal samtlige folketingsmedlemmer fremover mobiliseres og gøres medansvarlige i det daglige arbejde med dansk europapolitik.