Jørgen Rosted: 70’erne og 80’erne viser, hvor afgørende fornuftig og langsigtet finanspolitik er

Når uenighed om dansk økonomis deroute i slutningen af 1970’erne stadig har interesse, handler det ikke kun om den rigtige historieskrivning, men især om at lære af historien.

En forfejlet finanspolitik i 1960’erne og første halvdel af 70’erne var efter min opfattelse hovedårsagen til, at dansk økonomi tog retning mod afgrunden. Som Niels Kærgård anfører i sin veloplagte anmeldelse af min bog er det imidlertid ikke det gængse synspunkt:

”Den traditionelle historie er stærkt forsimplet, at det gik godt i 1960’erne, og så kom oliekriserne fra 1974, og de blev mødt med Anker Jørgensens forfejlede politik med blandt andet gentagende devalueringer og deraf følgende inflation og tårnhøje renter. Først med Poul Schlüters overtagelse af magten i 1982 kom der gradvist styr på økonomien.”

Kærgård har ret i, at det er den traditionelle historie, som han også selv har givet afgørende bidrag til.

Kronisk konkurrenceevneproblem og uholdbar statsgæld

Jeg mener, at det var et helt utilstrækkelig beslutningsgrundlag for den økonomiske politik i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne, der førte til en forfejlet finanspolitik og en permanent overophedning. Dengang havde man ikke regnemodellerne.

Forståelsen af begivenhederne i 1970’erne og 80’erne er vigtig, så vi kan lære af historien og især den afgørende betydning af en fornuftig langsigtet finanspolitik. 

Jørgen Rosted
Fhv. departementschef, Erhvervsministeriet

De kan imidlertid også bruges til at beregne virkninger af finanspolitikken tilbage i tiden, og sådanne beregninger viser, at finanspolitikken i næsten alle årene fra 1960 og frem til 1973 stimulerede den indenlandske efterspørgsel - i gennemsnit med næsten et par procent om året.

Da der i alle årene allerede i udgangspunktet var fuld beskæftigelse, burde det ikke undre, at samfundsøkonomien var permanent overophedet. Og at konsekvensen blev, at danske lønninger og priser steg mere end i de lande vi konkurrer med, hvorfor der opstod et kronisk konkurrenceevneproblem og en uholdbar statsgæld.

I anden halvdel af 1970’erne lå lønniveauet i eksportindustrien godt ti procent over niveauet i de lande, vi konkurrerede med, og arbejdsløsheden steg og passerede 12 procent. Det lå udenfor det politiske mulighedsområde at genoprette lønkonkurrenceevnen gennem indkomstpolitiske henstillinger.

Det ville have krævet lovgivning om lønlofter med straf for overtrædelser at genoprette lønkonkurrenceevnen. Men så langt var der ikke vilje til at gå; og det er vel også tvivlsomt, om det ville have virket i praksis.

Vi kan lære af historien

Den eneste mulighed for at genoprette lønkonkurrenceevnen var en nedskrivning af kronen. Som vismændene nævnte i deres forårsrapport fra maj 1979, ville en strategisk devaluering med følgelovgivning, der fjernede prisvirkningerne på løndannelsen, være at foretrække, men det kunne der ikke skabes opbakning til - heller ikke i vigtige institutioner som Nationalbanken.

I stedet blev det gradvise devalueringer med neutralisering af prisvirkningerne på lønnen. Det lykkedes at genoprette lønkonkurrenceevnen og tilpasse realindkomsterne til produktionsmulighederne. Det var Anker Jørgensen-regeringernes fortjeneste, og det blev efterfølgende anerkendt af Nationalbanken.

Men prisen var høj. Helt forudsigeligt førte det til stigende rente. Den nåede 23 procent, og hvis det havde fortsat, ville statshusholdningen lide rentedøden. Der var derfor hårdt brug for at standse de gradvise devalueringer og opnå troværdighed om en fast kronekurs, så renten kunne falde. Det bidrog regeringsskiftet i 1982 afgørende til. Og behovet for fastkurspolitik var der – efter genopretningen af lønkonkurrenceevnen - bred accept af blandt både politikere og økonomer.

Jeg synes forståelsen af begivenhederne i 1970’erne og 80’erne er vigtig, så vi kan lære af historien og især den afgørende betydning af en fornuftig, langsigtet finanspolitik. Men der er også andet, vi kan lære. For eksempel at det først var med politiske initiativer til styrkelse af den private opsparing i løbet af 1980’erne, at Danmark fik overskud overfor udlandet. Og det var ikke mindst Schlüter-regeringernes fortjeneste.