Loft: Ny reform bør se på skattestrukturen

Af Peter Loft
Rådgiver og tidligere departementschef i Skatteministeriet

Selvom der i den seneste tid har været nogen usikkerhed, er det tilsyneladende fortsat planen, at der i løbet af 2016 skal gennemføres ændringer af såvel person- som erhvervsbeskatningen.

Interessen samler sig naturligt nok i det væsentlige om effekterne af det gældende skattesystem:

Betyder indkomstskatten, at nogle personer fastholdes på overførselsindkomst, fordi det ikke kan betale sig at tage et lavtlønnet job?

Det ville være et stort skridt i den rigtige retning, såfremt man forsøgte på objektiv basis at afklare, hvad de reelle omkostninger er ved store dele af den regulering, der foretages ved hjælp af særlige skatte- og afgiftsregler.

Peter Loft
Tidligere departementschef i Skatteministeriet

Er der personer, som på grund af topskatten afstår fra at udføre ekstra arbejde?

Betyder aktieindkomstskatten, at mindre og mellemstore virksomheder ikke kan få adgang til risikovillig kapital, fordi opsparerne vælger at indbetale på deres pensionsordninger eller købe lejligheder til deres studerende børn i stedet?

Indkomster, dispositioner og formuegoder beskattes og afgiftsbelægges efter højst uensartede regler – som regel beroende på historiske forhold; hensyn, som ikke har noget med beskatning at gøre, eller på grund af mere eller mindre tilfældige politiske omstændigheder.

Peter Loft
Tidligere departementschef i Skatteministeriet

Hæmmer miljø- og energiafgifterne erhvervslivet, således at væksten udebliver?

Blot for at nævne nogle af de politiske emner, som skattedrøftelserne givetvis vil centrere sig om.

Mangler objektiv viden
Det er absolut vigtige emner at tage op. Et uhensigtsmæssigt indrettet skattesystem medfører, at borgerne og virksomhederne tilskyndes til dispositioner, som alene skyldes skattereglerne, og som ud fra enhver anden betragtning er uønskede og samfundsøkonomisk skadelige.

Hvis en skat koster borgerne 100 kroner, men det offentlige kun modtager 50 kroner, skal der være virkelig gode begrundelser inden for andre politikområder for at legitimere opretholdelsen af den pågældende skat.

Der er mange eksempler på danske skatteregler, som tilskynder til mere eller mindre uhensigtsmæssig økonomisk adfærd, men som opretholdes på grund af – rigtige eller forkerte – betragtninger om, at de har gavnlige effekter på andre områder.

Det ville være et stort skridt i den rigtige retning, såfremt man forsøgte på objektiv basis at afklare, hvad de reelle omkostninger er ved store dele af den regulering, der foretages ved hjælp af særlige skatte- og afgiftsregler.

Komplicerede regler
Et andet skridt i den rigtige retning i forbindelse med de forestående ændringer ville være, hvis man forsøgte at gøre skattestrukturen mere forståelig og sammenhængende.

Indtil 1987 blev en lønmodtager beskattet af sine skattepligtige indtægter fratrukket de fradragsberettigede udgifter. Et i hvert fald i princippet ret enkelt udgangspunkt.

I dag beskattes en almindelig lønmodtager med bundskat, topskat, sundhedsbidrag, kommuneskat, kirkeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Indkomstgrundlagene for de enkelte skattearter er forskellige, og der gælder varierende bundfradrag ved opgørelsen.

Arbejdsmarkedsbidraget opgøres nogenlunde ligesom bundskatten, men i modsætning til denne kan arbejdsmarkedsbidraget fradrages i de øvrige skatter. Hver skatteart skal altså opgøres for sig, og man kan ikke bare lægge de enkeltvis opgjorte beløb sammen for at få den samlede skat.

Fradragene har også forskellig værdi ved indkomstopgørelsen. Der er både fradrag, der ydes i den beregnede skat; fradrag, der fragår i indkomsten; fradrag, som aftrappes med stigende indkomst og faste fradrag. Hertil kommer indkomstafhængige ydelser og grønne checks mv.

Indgreb over for borgerne
Har man lidt mere komplicerede indkomstforhold, skal der sondres mellem kapitalindkomst, aktieindkomst, pensionsafkastbeskatning og ejendomsværdibeskatning.

Skatteprocenten varierer i nogle situationer med indkomsternes størrelse, ligesom der gælder forskellige bundfradrag. Renteindtægter beskattes med en højere procent, end renteudgifter kan fradrages med – og denne procent varierer i øvrigt afhængig af renteudgiftens art, størrelse og af øvrige indkomstforhold. Fradragsværdien kan både andrage 0, 29, 33, 38 og 43 procent.

Det er således langtfra enhver forundt at være i stand til at kunne beregne sin egen skat. I sig selv er det vel uheldigt, at man foretager så vidtgående et indgreb over for borgerne som beskatning på et grundlag, ingen eller i hvert fald de færreste er i stand til at gennemskue.

En forestående reform 
Indkomster, dispositioner og formuegoder beskattes og afgiftsbelægges efter højst uensartede regler – som regel beroende på historiske forhold; hensyn, som ikke har noget med beskatning at gøre, eller på grund af mere eller mindre tilfældige politiske omstændigheder.

Hertil kommer, at et uigennemsigtigt, usammenhængende og uforståeligt regelsæt næppe medvirker til at øge tilliden til skattesystemet.

Endelig forstærker de uigennemsigtige regler den ovenfor nævnte tendens til skattebegrundet, uhensigtsmæssig adfærd. Det er svært at opføre sig hensigtsmæssigt i et regelkompleks, man ikke kan overskue og forstå. Risikoen for misforståelser er stor – ligesom risikoen for, at man er tilbageholdende med at udvise foretagsomhed, når man ikke er i stand til at overskue de skattemæssige konsekvenser af sine handlinger.

Det bliver spændende at se, om de forestående reformplaner også vil ændre på selve strukturen i skattereglerne, således at reglerne bliver til at forstå og anvende på økonomisk fornuftig vis.