Minister kom med nye detaljer for "usædvanlig" svindel på samråd: Sikkerheden i Udenrigsministeriet styrkes på tre måder

Den danske FN-mission er blevet franarret en million bistandskroner af ukendte bagmænd. Tirsdag løftede udviklingsministeren på et samråd lidt mere af sløret i den "usædvanlige" sag.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Maja Hagedorn

Et "omfattende svindelnummer", hvor den danske FN-mission i New York blev franarret bistandsmidler af ukendte bagmænd, har fået Udenrigsministeriet til at stramme op på sikkerheden.

Det kom frem på et samråd i Folketinget tirsdag, hvor minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen svarede på spørgsmål om "den usædvanlige sag".

"Vores kontrolapparat er omfattende. Men helt at undgå svindel og korruption er desværre næppe realistisk. Risikoen eksisterer," lød det undervejs.

"Desværre kan svindlere i stigende grad benytte digitale metoder, og det giver også nye risici i samarbejdet med partnerne i udviklingslandene. For at lukke hullet skal vi kunne afsløre og udelukke de maskerede og falske henvendelser. Og vi har sat flere tiltag i gang."

Mission handlede "i god tro"

Det forarger folk vildt at høre, at en million skattekroner, som var beregnet til verdens fattigste, nu er røget i lommerne på nogle andre.

Christian Juhl
Udviklingsordfører for Enhedslisten

Konkret er der tale om, at en udbetaling fra den danske FN-mission i New York på i alt en million kroner er endt på en forfalsket bankkonto frem for hos den internationale organisation SEforALL, der har hovedsæde i Wien.

Til sammenligning blev der i 2019 og 2020 samlet set registreret cirka en million tabte kroner i bistand på grund af enten korruption, svindel, misbrug eller andre typer af uregelmæssigheder.

Svindlen er sket, ved at bagmændene har sendt en række forklædte emails, der lignede, at de kom fra forskellige medarbejdere i SEforALL, som arbejder med at fremme bæredygtig energi i samarbejde med FN. 

Men der var i virkeligheden tale om meddelelser fra "fingererede emails", så "korrespondancen fremstod identisk med den reelle partner", som Flemming Møller Mortensen på samrådet udtrykte det. Herefter lykkedes det svindlerne at få ændret bankoplysningerne på en udbetalingsanmodning, forklarede ministeren.

"Missionen fulgte vores regler og bad partneren om at bekræfte (via mail, red.), at de nye bankoplysninger var rigtige. Desværre var de fingerede emails og falske afsendere kamufleret så godt, at bedrageriet ikke blev opdaget. I god tro udbetalte missionen derfor en million kroner til svindlernes konto." 

It-politi skal efterforske svindlen 

Siden er bankkontoen, som den danske million er overført til, lukket, og det er ikke lykkedes Udenrigsministeriets egen bank, Danske Bank, at få pengene tilbage eller skaffe yderligere information i sagen fra den modtagende bank.

Svindelnummeret har været meldt til politiet i Østrig. Her har SEforALL har hovedsæde. Men efterforskningen er afsluttet, uden at gerningsmændene er blevet identificeret.

"Den østrigske efterforskning har ikke givet nogen videre klarhed over, hvordan svindlen i praksis har fundet sted," sagde Flemming Møller Mortensen på samrådet.

Sagen er derfor overdraget til Søik, der i daglige tale er kendt som Bagmandspolitiet. Her har man ifølge ministeren besluttet at sende den videre til politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK).

"Vi har endnu ikke et billede af, hvordan pokker de her svindlere har gjort. Vi håber på, de danske myndigheder vil kunne give os et billede af det," sagde han.

Fakta

Hvem er SEforALL?

  • I 2011 lancerede daværende FN-generalsekretær Ban Ki-moon Sustainable Energy for All.
  • Fem år senere, i 2016, blev Sustainable Energy for All omdannet til SEforALL oprettet med støtte fra FN og Verdensbanken som en international organisation under østrisk lov og med hovedkvarter i Wien.
  • SEforALL arbejder med verdensmål syv om at opnå billig og bæredygtig energi og den store klimaaftale fra Paris i 2015.
  • En række lande støtter SEforALLs arbejde, herunder Danmark, Storbritannien, Tyskland og Østrig, ligesom Rockefeller Foundation og Bloomberg Philanthropies har skudt penge i den internationale organisation.

Kilde: SeForAll

Tre konkrete tiltag i Udenrigsministeriet

Tre tiltag skal medvirke til, at svindelnummeret ikke kan gentage sig, oplyste Flemming Møller Mortensen på samrådet.

"Vi vil fremover rette ekstra direkte kontakt til vores partnere via alternativ kommunikation, eksempelvis ved telefonisk henvendelse, for på den måde at få bekræftet bankoplysningerne."

Den digitale kommunikation skal desuden forbedres ved at brede et specielt sikkert emailsystem ud, så det bliver brugt med alle ministeriets samarbejdspartnere. Det har hidtil været brugt til kommunikation om følsomme oplysninger med andre danske myndigheder.

Og så styrker Udenrigsministeriet behandlingen af partnernes bankoplysninger ved at overgå til tofaktorgodkendelse.

Enhedslisten var skeptisk

Det var langtfra samtlige tiltag, der imponerede Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, som havde indkaldt til samrådet.

"Det tofaktorsystem er noget, vi bruger til almindelige borgere. Jeg troede, vi havde et niveau, der var højere, når vi er oppe i milliardklassen. Det troede jeg helt ærligt. Hvis man skal til at begynde at bruge det nu, er det vist nok på tide."

"Og det med at rette telefoniske henvendelser ... Det skal man da passe på med. Det er efter min mening lidt løsagtigt at give sine bankkonti, CPR-numre eller andet via telefonen. For der er det endnu sværere at sikre sig. Findes der ikke sikrere systemer end de her?"

Organisation har endnu ikke fået penge

Vi har endnu ikke et billede af, hvordan pokker de her svindlere har gjort.

Flemming Møller Mortensen
Minister for udviklingssamarbejde

Undervejs kom det også på samrådet frem, at SeForAll ikke har fået den lovede million. Det fik Enhedslistens udviklingsordfører til at opfordre ministeren til at sikre den internationale organisation det franarrede danske bidrag.

"Hvis det er sådan, at vores mission har overset nogle ting, mener jeg, vi har en pligt til at skaffe de penge et andet sted fra," sagde Christian Juhl.

"Vi skal sørge for, når det er i vores ende, pengene forsvinder, at prøve at udbedre skaden. Det synes jeg, vi skylder."

Det var Flemming Møller Mortensen dog ikke parat til at love.

"Der er ikke noget, der tyder på, at den danske mission har begået nogen fejl," svarede han og tilføjede:

"Jeg vil vente, til Søik har lavet deres undersøgelse."

"En million er lige så gal som en milliard"

De seneste ni år er cirka 14,7 millioner kroner af udviklingsbistanden gået tabt i 96 forskellige sager. Den opgørelse vakte kritik fra Enhedslistens Christian Juhl.

"Det forarger folk vildt at høre, at en million skattekroner, som var beregnet til verdens fattigste, nu er røget i lommerne på nogle andre," sagde han.

"I princippet er en million lige så galt som en milliard, når man diskuterer det med mennesker i hverdagen. Det har ingen praktisk betydning. Det er det, at de er stjålet og ikke kommet ud til nogen."

Selv om ministeren følte, han kunne "udtrykke en vis glæde" over at konstatere, at "tabet af ulandsbistand er forholdsvist lavt", lød samme toner fra ministeren.

"Svindel med dansk ulandsbistand er og bliver uacceptabelt. Det er afgørende, de danske skatteydere kan stole på, vi gør alt for at undgå tab."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

0:000:00