Professor emeritus: Minkkommissionen mangler sans for proportioner og respekt for grundprincipper

Det gælder antagelsen om, at et pressemøde kan gøre det ud for en instruktion til myndighederne om at eksekvere et indgreb i borgernes rettigheder uden fornøden lovhjemmel.

Det er kendt teori, at pressemøder alene giver mulighed for udmelding af politiske budskaber, og at det er ressortmyndighedernes ansvar at præcisere rækkevidden af samme ved sædvanlig regulering.

Samme konklusion når forhørsledelsen frem til i den ovennævnte sag, og dermed falder i realiteten størsteparten af kritikken mod den politiske og administrative topledelse til jorden.

Spørgsmålstegn ved kommissionens retsopfattelse

På andre punkter kan der stilles spørgsmålstegn ved kommissionens retsopfattelse. Således når det fastslås, at indgrebet var klart ulovligt.

At betegne indgrebet som klart ulovligt, er på denne baggrund næppe retvisende.

Carsten Henrichsen
Professor emeritus, dr.jur.

Rent faktisk var det imidlertid omtvistet, om loven gav fornøden hjemmel til et så vidtgående indgreb, som der her var tale om. Det var måske en rimelig antagelse, men ligefrem at betegne indgrebet som klart ulovligt, er på denne baggrund næppe retvisende.

Kommissionen finder endvidere, at udmeldingen af minkstoppet var groft vildledende, når der ikke samtidig blev taget forbehold for, hvad loven selv gav mulighed for.

Kommissionen fastslår imidlertid også, at der ikke forelå forsæt til lovbruddet, og i så fald er det heller ikke retvisende at tale om (grov) vildledning.

Man kan mene, at udmeldingen – uden det nævnte forbehold - var fejlbehæftet, men som retligt begreb giver det kun mening at betragte det som ”vildledende”, hvis der kan påvises et forsæt.

Hvis udmeldingen kun skal betragtes som et politisk budskab, bortfalder endvidere kritikken af samme for at være fejlbehæftet. Nuancerne – indgrebets rækkevidde og de nærmere vilkår – må således forventes at blive klarlagt af de ressortmyndigheder, som skal stå for eksekveringen af den politiske beslutning.

Kommissionen kammede over 

Ressortmyndighederne var de første til at vide, at beslutningen ikke havde fuld dækning i loven. Det var den opfattelse, som de selv havde gjort gældende over for Justitsministeriet som den myndighed, der koordinerede corona-indsatsen.

I et velordnet system må man tværtimod have lov til at gå ud fra, at hjemlen foreligger, hvis man ikke hører andet.

Carsten Henrichsen
Professor emeritus, dr.jur.

Alligevel foretog de sig ikke noget i forhold til hjemmelsspørgsmålet, i hvert fald ikke noget, som gjorde det klart for minkavlerne, hvor langt deres pligter rakte. Kommissionen er da heller ikke i tvivl om, at fødevaremyndighederne har handlet særdeles kritisabelt ved blot at sidde på hænderne.

Herefter kammer kommissionen imidlertid over i et forsøg på at gøre andre implicerede medansvarlige for den mangelfulde eksekvering af beslutningen.

Med henvisning til reglerne om medvirkensansvar gøres det gældende, at både statsministeren og hendes departementschef burde have overvejet, om der var hjemmel til et så vidtgående indgreb, som man stod i begreb med at foretage.

Kommissionen siger direkte, at ressortansvaret er ikke en ansvarsfrihedsgrund for andre, der har været impliceret i en beslutning. Det er ikke desto mindre det klare udgangspunkt, og det tangerer bagklogskab at mene, at udenforstående personer burde have tænkt på, om der nu var hjemmel.

I et velordnet system må man tværtimod have lov til at gå ud fra, at hjemlen foreligger, hvis man ikke hører andet.

Kommissionens beretning var unødigt kategorisk 

For en samlet vurdering fremstår kommissionens beretning som unødigt kategorisk – uden sans for proportionerne, uden respekt for retlige grundprincipper og uden fornøden inddragelse af forsigtighedsprincippet ved bevisbedømmelsen såvel som ved fastlæggelse af retsgrundlaget for kommissionens vurderinger.

På den baggrund kan der være al mulig grund til at genoverveje denne undersøgelsesform, hvor det navnlig springer i øjnene, at kommissionens sammensætning er politisk bestemt, og at der kun er levnet begrænset tid til arbejdets udførelse.

Efter min opfattelse bør granskningskommissionen afpolitiseres og samtænkes med de hidtidige undersøgelseskommissioner, idet visse funktioner i forbindelse hermed kan henlægges til et Lov- eller Forfatningsråd.

Det gælder spørgsmålet om kommissioners sammensætning og undersøgelsers varighed, foruden eventuelt vurdering af om en undersøgelse giver grundlag for at gøre et ministeransvar gældende.

Om sådanne spørgsmål kunne et råd bestående af eksempelvis dommere og universitetsjurister afgive indstilling til Folketinget.

Herudover kunne regeringen i den foreliggende sag med fordel lade udarbejde en nærmere redegørelse for de afgivne sanktioner og tilbagekaldelsen af samme i de tilfælde, hvor dette er sket.