Rosted: Nye beregninger af ulighed er fair

Af Jørgen Rosted
Rådgiver og har en lang karriere bag sig som topembedsmand. Blandt andet som kontorchef i Finansministeriet

Frank Aaen, Enhedslisten, har spurgt finansministeren, hvad virkningen på indkomstfordelingen er af regeringens mange reformer og finanslove. Finansministeriets konklusion er, at regeringens reformer og finanslove, når alle elementer er fuldt gennemførte, vil give en mere lige indkomstfordeling, fordi de laveste indkomster vil få mere ud af det end de højeste indkomster. Effekten er ikke stor, men altså positiv.

Svaret er ikke faldet i god jord ret mange steder. Frank Aaen er ikke tilfreds; han havde tilsyneladende både forventet og ønsket det modsatte svar. Venstre er heller ikke tilfreds; finansordfører Peter Christensen kalder beregningerne nonsens og vil have dem stoppet, hvis han bliver finansminister.

Fup eller fakta
Striden står om virkningerne af finanslovene. Skal man kun medregne skatter og indkomstoverførslers virkning på indkomstfordelingen, eller skal man også medtage andre offentlige udgifter, som for eksempel gratis adgang til sundhed og uddannelse?

Kritikerne synes, at man skal regne, som man plejer, og undlade at medregne værdien af offentlige serviceydelser. På den anden side er det vel en kendsgerning, at diskussioner om den nordiske velfærdsmodel i forhold til andre samfundsmodeller især vedrører værdien af de gratis velfærdsydelser. Dermed kan Finansministeriet med rette hævde, at de skal medtages ved en vurdering af den samlede virkning på indkomstfordelingen af regeringens finanslove.

Jørgen Rosted
Rådgiver og tidligere topembedsmand gennem mange år

Den normale praksis ved beregninger af reformers virkning på indkomstfordelingen er, at der kun medtages virkninger af skatte- og afgiftsændringer og virkninger af ændrede indkomstoverførsler. Gør man det, vil regeringens reformforslag og finanslove gøre indkomstfordelingen mere ulige, hvilket også fremgår af Finansministeriets beregninger. Finansministeriet har imidlertid indført en ny praksis og medregnet virkningen af flere gratis serviceydelser. Gør man det, bliver nettoresultatet, at indkomstfordelingen bliver mere lige.

Er en sådan beregning mere fup end fakta?

Værdien af gratis goder
Kritikerne synes, at man skal regne, som man plejer, og undlade at medregne værdien af offentlige serviceydelser. På den anden side er det vel en kendsgerning, at diskussioner om den nordiske velfærdsmodel i forhold til andre samfundsmodeller især vedrører værdien af de gratis velfærdsydelser. Dermed kan Finansministeriet med rette hævde, at de skal medtages ved en vurdering af den samlede virkning på indkomstfordelingen af regeringens finanslove.

Ministerierne må lave de beregninger og vurderinger, som hjælper den til enhver tid siddende regering med at forsvare sin politik; men beregninger og vurderinger skal leve op til nogle faglige krav. Blandt andet skal forudsætninger og mellemregninger fremgå, og vurderingerne skal være sobre. Det, synes jeg, er tilfældet i svaret til Frank Aaen.

Jørgen Rosted
Rådgiver og tidligere topembedsmand gennem mange år

Jeg har mange gange diskuteret den danske velfærdsmodel med udenlandske kollegaer; især mange amerikanske kollegaer undrer sig over, at danskerne betaler så meget i skat og alligevel er nogenlunde tilfredse med samfundet. Det ville aldrig kunne ske i USA, hævder de. Jeg har forsøgt med teoretiske forklaringer, men det har normalt ingen effekt. I stedet har jeg vænnet mig til at fortælle om mit eget eksempel, fra dengang jeg var fuldmægtig og ung kontorchef i Finansministeriet. Vores tre børn fik en længere uddannelse og boede i egen bolig midt i byen, mens de studerede. Hele familien har gratis adgang til al den hjælp fra sundhedssystemet, vi har brug for, og mine forældre boede på et plejehjem, hvor alt blev betalt.

Når mine amerikanske kollegaer har sundet sig lidt, går det op for dem, hvor meget de er nødt til at spare op, hvis de vil sikre sig samme goder. Herefter kan vi diskutere, hvem der har det største rådighedsbeløb til bolig, mad, tøj og fornøjelser. Her har de lavestlønnede og den store middelklasse i Danmark mere end amerikanerne, mens de rige amerikanere har væsentligt mere end de rige danskere.

Faglige krav i orden
Alt det ved vi godt, også Frank Aaen og Peter Christensen, men når Finansministeriet forsøger at presse det ind i et regnestykke, bliver de kritiseret. Jeg vil ikke kritisere dem for det. Skal de kritiseres, må det være, fordi de har forudsat, at alle får det samme ud af de offentlige gratisydelser. Det gør de ikke, men det ændrer næppe konklusionen.

Hvis Peter Christensen bliver finansminister, må Finansministeriet stoppe med den slags beregninger. Det er der imidlertid ikke noget nyt i; sådan har det altid været. Ministerierne må lave de beregninger og vurderinger, som hjælper den til enhver tid siddende regering med at forsvare sin politik; men beregninger og vurderinger skal leve op til nogle faglige krav. Blandt andet skal forudsætninger og mellemregninger fremgå, og vurderingerne skal være sobre. Det, synes jeg, er tilfældet i svaret til Frank Aaen. Her kan man se virkningerne, hvis man regner, som man plejer, og man kan se virkningerne ved Finansministeriets nye beregningsmetode.

Det er desværre ikke altid, Finansministeriets beregninger opfylder det krav!