Tidligere departementschefer: Ansvaret for fejl i embedsværket skal ligge hos topchefen

KRONIK: Topchefens opgave har udviklet sig til i høj grad at være politisk rådgiver for ministeren, og det er blevet uklart, hvem der skal sikre overholdelse af grundlæggende forvaltningsmæssige og administrative rutiner, skriver Jørgen Rosted og Peter Loft. 

Af Jørgen Rosted og Peter Loft
Fhv. departementschef i Erhvervsministeriet og fhv. departementschef i Skatteministeriet

I Altinget har der i den seneste tid været flere indlæg, der handler om de mange administrative møgsager i staten, og om mulighederne for at placere et ansvar for de begåede fejl eller undladelser. Lisbeth Knudsen spurgte således den 4. september på baggrund af Rigsrevisionens mistrøstige gennemgang af statens forvaltning, om vi overhovedet har lært noget af Britta-sagen.

Indlægget fik Knud Aarup til den 11. september at fastslå, at det skader tilliden til den offentlige forvaltning, at så mange fejl kan opstå, uden at nogen drages til ansvar for dem.

To formænd fra DJØF mente ikke, at det var rigtigt, at topchefer i for vid udstrækning går fri for ansvar, mens Bo Smith den 24. september påpegede, at en betingelse for at drage en topchef til ansvar er, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at den pågældende har begået en ansvarspådragende fejl – et princip som bør fastholdes i en retsstat.

Der er næppe tvivl om, at den nuværende fremgangsmåde til at opklare offentlige møgsager og skandaler ikke fungerer særlig godt. Som påpeget i flere af indlæggene tager det meget lang tid at afklare disse sager.

Det forekommer ofte, at undersøgelserne ender uden nogen klar konklusion, idet det ikke viste sig muligt med tilstrækkelig sikkerhed at afgøre, om og i givet fald af hvem der er begået en fejl. Og der er tit ingen sammenhæng mellem ansvar og sanktion. Det forekommer både, at klare fejl ingen konsekvenser får, og at personer, som ender med at blive frikendt for ansvar, alligevel bliver fyret.

Topchefen er blevet rådgiver
For os at se er det imidlertid ikke så meget det forhold, om nogen holdes ansvarlige for de offentlige møgsager, der er det grundlæggende problem.

Problemet er snarere, at ingen mener at have ansvaret for at undgå den slags sager, og derfor bliver de ved med at plage den statslige administration.

I vores bog Hvem har ansvaret fra 2016 beskriver vi, hvordan topchefens opgaver har udviklet sig fra at være faglig garant for alt, hvad der foregår i et ministerium, til i dag i langt højere grad primært at være politisk rådgiver for ministeren.

Mens det tidligere var en departementschefs opgave at sikre, at lovforslag og svar til Folketinget var korrekt udformede, samt at ministeriet og dets styrelser var økonomisk veldrevne og fulgte forvaltningsmæssige grundprincipper, er disse opgaver i vid udstrækning fortrængt af den opgave, der består i at hjælpe ministeren med at udforme politik og med at klare dagen og vejen i forhold til blandt andet pressen.

Denne udvikling har også ført til, at profilen på den typiske topchef er anderledes nu. I dag lægges der vægt på evnen til at kunne betjene en minister og på brede ledelsesmæssige kompetencer, hvorimod der ikke stilles krav om en særlig faglig ekspertise i forhold til det område, topchefen leder.

Bo Smiths udvalg beskrev tilsvarende, at ”selvom… ledende embedsmænd sætter tid af til løsning og overvågning af driftsorienterede opgaver, kan man stille det spørgsmål, om sikker og effektiv drift får den opmærksomhed, som den fortjener.”

Uklart ansvar giver møgsager
Efter vores opfattelse er denne udvikling en væsentlig årsag til de mange møgsager – både de administrative, som Lisbeth Knudsen opremser om for eksempel manglende funktionsadskillelse, IT-sikkerhed og manglende opfølgning på fejl, og de politiske sager, som primært drejer sig om, hvorvidt der er administreret i henhold til loven, eller om Folketinget har fået en korrekt orientering.

Det er ikke til at afgøre, hvem der har ansvaret for, om administrationen er lagt i faste og sikre rammer. Det er uklart, hvem der sikrer overholdelse af grundlæggende forvaltningsmæssige og administrative rutiner.

Og sidst, men ikke mindst er det usikkert, hvordan politiske hensyn afvejes i forhold til juridiske og faglige bindinger. Dermed bliver det uklart, om det faglige grundlag for en beslutning var tilstrækkelig sikkert og gennembearbejdet, da beslutningen blev truffet.

Det er vores opfattelse, at der er brug for, at den øverste chef både får et klart ansvar for, at de grundlæggende regler følges, og for at det faglige grundlag for vigtige beslutninger er til stede. Det kræver selvsagt, at topchefen får plads til at påtage sig denne opgave; at vedkommende har den fornødne faglige ballast, og at ansvarsforholdene er klare.

Nødvendigt med aflastning
Aflastning af topchefen, som den væsentligste politiske rådgiver, mener vi kunne ske ved i de enkelte ministerier at introducere et team af tunge politisk udpegede rådgivere – i stil med det, som statsminister Mette Frederiksen allerede har indført i Statsministeriet.

Departementschefen skal fortsat være en central rådgiver for ministeren dels som politisk sparringspartner, dels for at sikre sammenhængen mellem politik på den ene side og administrative, økonomiske og juridiske forhold på den anden side.

Men han eller hun skal i forhold til den politiske rådgiveropgave aflastes af staben af politiske rådgivere, således at det bliver muligt for topchefen at løfte arbejdet som faglig garant for, at administrationen ligger i faste og korrekte rammer, og for at det, som forlader ministeriet, er gennemarbejdet og fagligt korrekt.

Dernæst er det nødvendigt, at det bliver lovmæssigt  tydeliggjort, at departementschefen har et særligt ansvar for at sikre god forvaltning og for at sikre, at der administreres lovligt og fagligt. Desuden skal det afklares, hvad der er de ansvarsmæssige relationer mellem departementschef og styrelseschefer. Og dette ansvar bør ledsages af retten til at sige fra, hvis der træffes fagligt dubiøse beslutninger.

Endelig skal topchefen have en viden, der gør det muligt at agere som faglig garant.
Da vores bog udkom, udtalte daværende departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen, at vores tese var fejlagtig:

”Erfaring fra ledelse af større organisationer er blevet helt central i udvælgelsen af nye departementschefer. Da man ændrede rekrutteringsprocessen, gik man netop ind og satte fokus på, at departementschefen skulle have egentlig driftsmæssig erfaring, og det er i høj grad lykkedes.”

Rigsrevisionens gennemgang tyder på det modsatte.

Måske er det som i debatten om sexisme. Hidtil har det drejet sig om at erkende problemet. Nu kan der måske blive enighed om, at problemet kun kan løses, hvis ledelsen påtager sig ansvaret.

Forrige artikel Morten Schiellerup Bager: Debatten om sexisme hører til alle steder - også i embedsværket Morten Schiellerup Bager: Debatten om sexisme hører til alle steder - også i embedsværket Næste artikel DI: Frederiksens seneste påstande om eksterne konsulenter passer ikke DI: Frederiksens seneste påstande om eksterne konsulenter passer ikke
Ny jobbank hjælper corona-pressede ministerier

Ny jobbank hjælper corona-pressede ministerier

PRES: Særligt belastede ministerier kan via en oprettet jobbank låne medarbejdere fra andre ministerier. "Det seneste halve år har vi skullet håndtere udfordringer, som aldrig er set tidligere," fortæller Finansministeriets departementschef om det særlige coronatiltag.