Transparency International: Læg nu frem, hvorfor embedsmænd fra minksagen undgår straf

Frederiksen går fri af departementschefens fejl 
Statsministeren lægger i sin begrundelse blandt andet vægt på, at der er tale om en enkeltstående fejl, og at ressortansvaret lå hos Miljø- og Fødevareministeriet. To formelle argumenter.

Man kan udlægge det som, at der hermed er taget et markant opgør med nulfejlskulturen, som man politisk har udtrykt ønske om. Det er et synspunkt, som jeg selv argumenterer for, i mange sammenhænge.

Jeg har ved flere lejligheder sagt og skrevet offentligt, at vi i Danmark har en tendens til at være for optaget af ansvarsplacering, fordi det kan stå i vejen for, at vi samtidig lærer af de fejl, der bliver begået.

Over for står to forhold. Det ene er, at det er embedsmændenes manglende oplysninger til statsministeren om den manglende hjemmel, der efter de fleste professorers udlægning fritager statsministeren for det subjektive ansvar.

Med andre ord: Statsministeren går fri, fordi hendes departementschef begik en ansvarspådragende fejl. Lidt populært kan man udtrykke det på følgende måde: Hvad havde vi hænderne til, hvis den ene ikke skulle vaske den anden.

En af ti brikker lagt frem
Det andet er, at dette kun er en af ti brikker, der skal lægges til puslespillet.

Der anes et mønster, hvor når man kommer længere ned i hierarkiet, er der tilsyneladende tale om tjenesteforseelser, der enten begrunder hårdere sanktioner, eller hvor der ikke er de samme, formildende omstændigheder.

Jeg kan næsten høre admiralens vise. "Stå aldrig til søs, lad de andre stå". Derfor er det vigtigt, at de resterende ni brikker også lægges åbent frem, så dette kan blive be- eller afkræftet.

Jeg er med på tjenestemandslovens bestemmelser om åbenhed om afgørelserne; det bestemmer de pågældende medarbejdere selv.

De pågældende embedsmænd bør medvirke til åbenhed om afgørelserne. For handlingerne hænger sammen og er indbyrdes afhængige i det clusterfuck, som minksagen samlet kan betegnes som

Jesper Olsen
Formand, Transparency International Danmark

De pågældende embedsmænd bør medvirke til åbenhed om afgørelserne. For handlingerne hænger sammen og er indbyrdes afhængige i det clusterfuck, som minksagen samlet kan betegnes som.

Ansvaret skubbes som altid nedad
Med disse afgørelser kommer vi desværre ikke tættere på, hvorfor det kunne ske.

Hvad lærte vi af det? Det følger af den undersøgelsesform, som Folketinget valgte. Jeg hører til dem, som mener, at den form og det kommissorium, som Grønnegård-rapporten om den første del af coronahåndteringen var omfattet af, er langt bedre som undersøgelsesform.

Nu valgte Folketinget en ansvarsfokuseret model. Og så er der behov for at se det samlede billede, sådan at vi både kan udlægge pligter – men i lige så høj grad få billedet af, hvad man kan slippe afsted med uden at hænge på ansvaret. 

Som det ser ud, ender vi der, hvor det som regel altid ender. Længere nede i rækkerne. Vi står i den situation, at en rigspolitichef aktivt skal agere ud fra, at han hellere lige må tjekke – fordi det kan være farligt at agere tillidsfuldt til, at departementscheferne nu også gør deres arbejde.

Jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved, om det gavner moralen, effektiviteten og den højt besungne tillidskultur i centraladministrationen. Trapper vaskes nemlig mest effektivt oppefra.

Det håber jeg, at statsministeren har været bevidst om, da hun valgte at udtrykke tillid og dermed fredede sin departementschef.

-----

* Tilføjelse, 25. august 2022, klokken 13.00: Efter udgivelsen af debatindlægget er den fulde ordlyd, som omhandler Justitsministeriets departementschef, blevet gjort tilgængelig.