Debat

Tim Knudsen til Jørn Vestergaard: Din analyse af Minkkommissionen er arrogant

Det er ubegribeligt, at Jørn Vestergaard kan få sig selv til at skrive, at frikendelsen af rigspolitichef Thorkild Fogde og tilbagekaldelsen af sanktionerne til blandt andre Barbara Berthelsen legitimerer kritikken mod Minkkommissionen, skriver professor Tim Knudsen.

Jeg er ikke jurist, men der har været kritik mod både forhørsledelsen og tilbagekaldelserne af sanktionerne, skriver Tim Knudsen.
Jeg er ikke jurist, men der har været kritik mod både forhørsledelsen og tilbagekaldelserne af sanktionerne, skriver Tim Knudsen.Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Tim Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den pensionerede juraprofessor Jørn Vestergaard retter 14. maj 2023 en barsk kritik i Altinget ikke alene mod granskningskommissioner i deres nuværende form, men også konkret mod Minkkommissionen.

Grundlaget for dette angreb er, at forhørsledelsen i sagen vedrørende rigspolitichef Thorkild Fogde pure frikendte denne. Det har efterfølgende ført til tilbagekaldelse af en række disciplinære sanktioner mod andre embedsfolk, som Minkkommissionen også var kritiske overfor.

Vestergaard mener, at der hermed foreligger "et utvetydigt udtryk for", at kritikken af Minkkomissionen har været berettiget. Indirekte kritiserer han også en række andre jurister, som har helt andre opfattelser end han selv.

Læs også

Vestergaard anfører blandt andet, at et grundlæggende kendskab til offentlig ret er nødvendigt for en kommission, der undersøger minkskandalen. Tydeligvis mener han, at Minkkommissionen har været ukvalificeret. Selv var Vestergaards eget område nu strafferet.

For mig er det helt ubegribeligt og arrogant, at Jørn Vestergaard kan få sig selv til at skrive, at frikendelsen af Fogde og særligt tilbagekaldelsen af sanktionerne til andre embedsfolk tegner et utvetydig billede.

Jeg er ikke jurist, men der har været kritik mod både forhørsledelsen og tilbagekaldelserne af sanktionerne. Hvem skal vi tro på?

Hvem er ukvalificeret, Vestergaard?

I februar 2023 havde Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MKS) fået ny chef, Christian Liebing, der kom fra en stilling i Statsministeriet.

Er det Jørn Vestergaard og hans fæller, der er ukvalificerede? Eller er det dem, de kritiserer?

Tim Knudsen
Professor emeritus

Nu omgjorde styrelsen sine egne vurderinger af sagerne mod Barbara Bertelsen og Johan Legarth, skønt de to ikke havde haft samme rolle som rigspolitichefen, idet de begge – blev det anført af kritikere – havde et større ansvar for legalitetskontrol og for en ordnet beslutningsgang.

Var den tidligere MKS-leder ukvalificeret, Jørn Vestergaard?

For strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen var det uforståeligt, at advarslen til Barbara Bertelsen, der er juristuddannet, blev trukket tilbage, fordi hun i høj grad havde overtaget styringen af hele processen. Er Lasse Lund Madsen ukvalificeret, Jørn Vestergaard?

Forhenværende landsdommer H.H. Brydensholt kunne ikke se, at man uden videre kunne drage konklusioner fra Fogdes sag til Bertelsens og Legarths sager. Han kunne heller ikke forstå, at statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet 4. november 2020 ikke havde udmeldt en befaling om, at alle mink skulle aflives. Han spurgte, hvornår var ordren til aflivning af alle mink i så fald afgivet? Og af hvem?

Er Brydensholt ukvalificeret, Jørn Vestergaard?

Læs også

Erik Pedersen, en tidligere ekstern lektor i forvaltningsret, beskriver i Berlingske, at pressemødet var en forvaltningsakt om, at der var truffet en afgørelse om minkavlernes skæbne. Indtrykket heraf blev forstærket ved, at der var indført en tempobonus, der belønnede minkavlerne for at aflive hurtigt. I øvrigt mente han, at der var truffet en afgørelse uden fuld sagsoplysning.

Her sigtede han til det minimalistiske sundhedsfaglige grundlag. Ugyldigheden blev efter hans opfattelse yderligere styrket af "et historisk enestående brud på det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip".

Men selv hvis meddelelserne på pressemødet ikke blev opfattet som en forvaltningsakt, burde man ifølge ham "lynhurtigt efter 4. november" have tilvejebragt et forvaltningsretligt grundlag; altså at få sagen tilstrækkeligt oplyst. Selvsagt skulle man også standse implementeringsarbejdet.

Er Erik Pedersen mindre kvalificeret i forvaltningsret end strafferetsprofessor Jørn Vestergaard?

Skandalen uden skyldige

Minksagen kom tæt på at slutte som skandalen uden en beslutning, uden en ordre, uden skyldige og uden ansvar.

Minksagen er et skrig om, at ansvarssystemerne bør opdateres

Tim Knudsen
Professor emeritus

Mogens Jensen trådte tilbage som minister og et par underordnede i hans daværende ressortområde sad tilbage med tjenstlige advarsler. Ikke urimeligt, men det havde tilsyneladende ikke skadet deres karriere.

Advarslerne til Tejs Binderup og Hanne Larsen blev opretholdt i Fødevareministeriet. De to havde udfærdiget en ulovlig instruks. Binderup kunne dog trøste sig med at være forfremmet til direktør i Fødevaredirektoratet, mens Larsen havde fået en stilling i Djakarta for Udenrigsministeriet.

Men de havde jo ikke givet ordrer i Justitsministeriet, Sundhedsministeriet eller Statsministeriet. En svag minister og nogle af dennes embedsmænd sidder alene tilbage med aben for en kollektiv synd. I øvrigt uden større konsekvenser for de pågældende.

Rodet billede har tre forklaringer 

Der er målt faldende tillid til politikere og embedsværk. Der er for mig at se tre mulige forklaringer på, at vi står med et rodet billede af minkskandalen:

  1. Danmark har for mange ukvalificerede jurister. Men er det Jørn Vestergaard og hans fæller, der er ukvalificerede? Eller er det dem, de kritiserer?
  2. Hele forløbet er fyldt med konspiration. Men hvem er de konspirerende?
  3. De nugældende ansvarssystemer er tågede og forældede, og minksagen er et skrig om, at ansvarssystemerne bør opdateres.

Af de tre muligheder hælder jeg til den sidste. Men Jørn Vestergaard mener tilsyneladende, at det enten er den første eller anden mulighed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Vestergaard

Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, Advokatrådets strafferetsudvalg
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), lic.jur. (Københavns Uni. 1987)

Thorkild Fogde

Rigspolitichef
cand.jur. (Aarhus Uni. 1991)

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet, statsrådssekretær
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00