Klimaministeriet har på et år sagt farvel til mere end hver fjerde medarbejder

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har det seneste år fået udskiftet 28 procent af de ansatte. Nye initiativer for at forbedre trivsel og fastholde medarbejdere er igangsat. Tallene er bekymrende, mener både Djøf og Akademikerne.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Morten ØyenSine Riis Lund

Mens klimapolitik er blevet hot, er der kommet mere gang i svingdøren i Klimaministeriet.

Det viser en aktindsigt fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Når vi taler om omsætninger på 25-30 procent, så er den så stor, at man kommer i nærheden af den balance, som er rigtig vigtig for overhovedet at kunne opretholde en attraktiv arbejdsplads for de ansatte, der er tilbage.

Lisbeth Lintz
Formand, Akademikerne

Klima-, Energi- og Forskningsministeriets departement har fra 1. kvartal 2021 til 1. kvartal 2022 sagt farvel til 28 procent af de ansatte.

I 2021 var personaleomsætningen i departementet 25 procent, i 2020 var tallet 23 og i 2018 var det 19 procent.

Personaleomsætning er et udtryk for, hvor mange procent af medarbejderne, der er fratrådt i løbet af et år.

"For mig er det egentlig ikke så vigtigt, om man ligger over eller under et gennemsnit, men tallene for departementerne er høje, og det er bekymrende, når der er så høj en omsætningshastighed," siger Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig.

Også formanden for Akademikerne, Lisbeth Lintz, mener, at tallene giver stof til eftertanke, selv om det ikke er usædvanligt med mange jobskifte i departementerne på og omkring Slotsholmen.

"Når vi taler om omsætninger på 25-30 procent, så er den så stor, at man kommer i nærheden af den balance, som er rigtig vigtig for overhovedet at kunne opretholde en attraktiv arbejdsplads for de ansatte, der er tilbage,” siger Lisbeth Lintz.

Både Djøf og Akademikerne peger på, at stor udskiftning af ansatte kan betyde tab af vigtig viden og erfaring. Oveni er arbejdspresset højt på Slotsholmen, og det lægger et ekstra pres på medarbejderne, når de erfarne kræfter ofte skal lære nye ansatte op.

0:000:00