Konsulenter til Ledelsessekretariatet på Frederiksberg Rådhus

Vil du være en del af et ambitiøst og serviceminded ledelsessekretariat, der betjener borgmesteren og direktionen i hovedstadens grønne hjerte? Har du solid erfaring med at sekretariatsbetjene en politisk og/eller administrativ topledelse? Eller er du forholdsvis ny på arbejdsmarkedet og har ambitioner om at gøre sekretariatsvejen til din karrierevej? Så er du måske en af de to nye konsulenter, vi søger til Ledelsessekretariatet i Frederiksberg Kommune.


Bliv en nøglespiller i betjeningen af borgmester og direktion

En af Ledelsessekretariatets primære opgaver er at betjene borgmesteren, den samlede direktion og kommunalbestyrelsen og sikre en god koordinering og et godt samarbejde på tværs af kommunen. For at kunne lykkes med det søger vi to konsulenter, der særligt skal styrke arbejdet med styring og koordinering af tværgående opgaver samt ledelsesunderstøttelse. Der er tale om to nyoprettede stillinger. Vi er knap 20 kolleger, når vi er fuldtallige i Ledelsessekretariatet, fordelt på sekretærer og konsulenter, der især sekretariatsbetjener borgmesteren og direktionen, og kommunens presse- og kommunikationsteam.

Konkret søger vi henholdsvis en erfaren special-/chefkonsulent og en forholdsvis nyuddannet konsulent, der skal være med til at stå for den daglige sekretariatsbetjening af borgmesteren og direktionen. Arbejdsopgaverne varierer og spænder vidt, men består især i at styre og koordinere tværgående opgaver og processer, udarbejde og kvalitetssikre mødematerialer og sager, understøtte ledermøder, udvikle og drive udvalgte strategiske dagsordener og være initiativtager til og procesejer for sekretariatsopgaver i kommunen.

Aktuelt er vi bl.a. i gang med at udvikle en ny skabelon for kommunens sager til politisk niveau, opgradere vores it-setup, der bruges til at afvikle kommunalbestyrelsens møder og transmittere møderne til borgerne på Frederiksberg, identificere udviklingsprojekter målrettet kommunens drift i regi af kommunens kommunikationsstrategi og udvikle et nyt koncept for møderne i Lederforum, der består af lederne i de tre øverste ledelseslag i kommunen.

Mange af vores opgaver løser vi i tæt samarbejde med kolleger fra resten af organisationen – ikke mindst sekretariaterne i kommunens tre fagområder. Fagområderne står for at skrive og drive de fleste af kommunens sager til politisk niveau, mens Ledelsessekretariatet står for at styre og koordinere en række af de tværgående opgaver, der ikke naturligt hører hjemme i et af fagområderne.

Din konkrete opgaveportefølje vil afhænge af din profil og erfaring. Bliver du vores nye special- eller chefkonsulent, sørger vi for, at du får masser af ansvar og mulighed for at bringe din faglighed og dine ideer i spil som tovholder, procesejer, koordinator mv. Er du den mindre erfarne profil, vil du blive lært godt op af dine kolleger og gradvist få støtte og større ansvar. Uanset erfaring giver vi plads til, at du kan udvikle dig, lære nyt og arbejde tæt sammen med kolleger på tværs af organisationen. Ledelsessekretariatet er født ud af vores tidligere Sekretariat som del af en ny administrativ organisering i maj i år. Du får derfor også chancen for at være med til at bygge en ny fælles kultur og identitet op i Ledelsessekretariatet, hvor høj faglighed og fællesskab om løsningerne skal være en del af DNA’et.

Overblik, gode formidlingsevner og gerne kommunal erfaring

Vores ambition er altid at have styr på tingene og skabe værdi for dem, vi arbejder for, og dem, vi arbejder sammen med. Det indebærer bl.a., at vi skal være på forkant med organisationens, direktionens og borgmesterens behov og understøtte smidige og velsmurte godkendelsesprocesser og arbejdsgange.

Begge stillinger kræver derfor, at du er en dygtig koordinator med et stort overblik, en god portion pragmatisme og grundighed og et naturligt servicegen. Samtidig skal du have flair for at finde løsninger, der fungerer i en politisk ledet organisation, der leverer velfærd til 105.000 borgere. Det betyder, at du skal være god til både at bringe din egen faglighed i spil og til at lytte til andres.

Søger du stillingen som special- eller chefkonsulent, forventer vi, at du har 5-10 års erfaring fra en tilsvarende sekretariatsfunktion og meget gerne kommunal erfaring.

Søger du stillingen som konsulent, forestiller vi os, at du har et par års erfaring fra en sekretariatsfunktion i en kommune eller en anden del af den offentlige sektor.

Fælles for begge stillinger er, at analytiske kompetencer, politisk forståelse og et helhedsperspektiv på organisationen er et must, så du hurtigt kan sætte dig ind i en sag og bidrage til at styrke samarbejde på tværs af fagområderne. Vi arbejder meget med skriftlige produkter både opad og ud i organisationen. Du skal derfor kunne formulere dig kort, klart og korrekt og have lyst til at være i dialog med mange forskellige kolleger i kommunen.

Der er altid mange opgaver i gang i et sekretariat som vores, så du skal trives i en tempofyldt hverdag, hvor ingen opgaver er for små eller for store, og hvor vi griber meget af det, der ellers falder ned i de organisatoriske mellemrum. Vi lægger derfor vægt på at have en arbejdskultur præget af et godt kollegialt fællesskab, en serviceminded tilgang og en uformel omgangstone.

Ansøgning og kontakt

Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning og dit CV senest den 19. juni 2024 kl. 12.00. Marker gerne i din ansøgning, hvilken af de to stillinger du søger, og vedhæft dine eksamensbeviser inkl. karakterer. Første samtalerunde finder sted den 24. juni 2024. Anden samtalerunde finder sted den 26. juni 2024. Vi forventer, at du kan tiltræde efter sommerferien – dvs. gerne i august og senest til september. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatschef Brit Buchhave via sms 3057 1442. Så ringer hun dig op.

Stillingen søges via knappen “Søg dette job” her på siden.

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 105.000 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
0:000:00