Debat

Bødskov om nye rapporteringskrav: Vores mål er mindre bøvl og mere bæredygtighed

Når større virksomheder fra i år skal leve op til nye krav til bæredygtighedsrapportering, skal overgangen være så glidende som muligt. Vi vil sætte ind på flere fronter for at gøre omstillingen lettere for erhvervslivet, skriver erhvervsminister Morten Bødskov

Vi arbejder på lettilgængelige værktøjer, som kan lette virksomhedernes adgang til og arbejde med bæredygtighedsdata, skriver Morten Bødskov.<br>
Vi arbejder på lettilgængelige værktøjer, som kan lette virksomhedernes adgang til og arbejde med bæredygtighedsdata, skriver Morten Bødskov.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Morten Bødskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Bæredygtighedsrapportering. Det lyder ikke ligefrem sexet. Det lyder besværligt, og det lyder administrativt tungt. Og det kommer vi nok ikke udenom, at det faktisk også er.

Det positive er dog, at det kommer til at kunne gøre en kæmpestor forskel for den grønne omstilling. Fordi det gør det mere gennemskueligt, hvem der reelt er grønne, og hvem der pynter sig med lånte fjer. Det vil give flere kunder til de reelt grønne, og det vil give et incitament til, at flere virksomheder bliver reelt grønne.

Det er for eksempel gode nyheder for os. For i Danmark er vi gode til det med det grønne. Vi har løsninger, innovation og stærke virksomheder til at løfte grøn omstilling. Men der har været kæmpe barrierer for at lave en helt skelsættende ændring for, hvor meget CO2 vi udleder.

Temadebat

Når EU's CSRD-direktiv træder i kraft fra 2024, skal europæiske virksomheder skrue markant op for deres rapportering om bæredygtighed.

Det sætter Altinget fokus på i en ny temadebat, hvor vi inviterer centrale aktører til at debattere, om kravene bliver en regeljungle eller reel drivkraft for bæredygtig udvikling.

Du kan læse oplægget for debatten her.

For hvordan måler vi det egentlig? Hvordan sikrer vi, at dem, der siger de er grønne, rent faktisk er grønne? Vi har set eksempler på greenwashing – ved at virksomheder eller andre aktører fordrejer eller simpelthen lyver om deres udslip.

Grønt håb, men med udfordringer

Den slags har været en udfordring for kampen mod klimaforandringer. Men fra i år kommer det til at ændre sig. For nu træder det såkaldte Corporate Sustainability Reporting Directive – eller CSRD – i kraft, og det kommer til at være en ret stor omvæltning for det europæiske og danske erhvervsliv.

Direktivet dækker ikke kun den grønne omstilling, men også ESG bredere – virksomhederne skal redegøre for både bæredygtighedsstrategier, miljø- og klimapåvirkning, sociale forhold og god selskabsledelse.

Det er virkelig gode ting at få styr på. Det vil gøre det lettere at få has på greenwashing, social dumping og lyssky selskabsstrategier.

Men det giver også en stor mængde arbejde at lave selve rapporteringen.

Det har hele vejen igennem været en stor bekymring for Danmark og for regeringen, for vi skal sikre, at reglerne implementeres korrekt. Så vi minimerer bøvlet og besværet, skaber værdi for virksomhederne og samtidig sikrer en stærkere rapportering om bæredygtighed.

For vi vil have gennemskuelighed – ikke mindst, fordi det vil sikre danske virksomheder en fordel i konkurrencen eksempelvis på det grønne, hvor danske virksomheder står stærkt. Men gennemskueligheden skal naturligvis sikres så let og så effektivt som muligt.

Støtte til erhvervslivet

Det betyder for det første, at vi ser på, hvordan overgangen til de nye regler bliver så glidende som muligt. Vi vil sætte ind på flere fronter for at gøre omstillingen lettere for erhvervslivet.

Vi vil byde ind med viden og vejledning både til de omfattede virksomheder og til SMV’erne.

Vi skal se mod digitalisering for at kunne modarbejde byrderne i forbindelse med bæredygtigheds-rapportering

Morten Bødskov (S)
Erhvervsminister

Erhvervsfremmesystemet kommer til at tilbyde programmer, puljer og tilbud om kompetenceløft i forhold til den grønne omstilling i virksomhederne. Vi arbejder på lettilgængelige værktøjer, som kan lette virksomhedernes adgang til og arbejde med bæredygtighedsdata.

Og der er i det hele taget ikke nogen tvivl om, at vi skal se mod digitalisering for at kunne modarbejde byrderne i forbindelse med bæredygtighedsrapportering.

Det giver i det hele taget også et afsæt til at diskutere, hvordan vi skaber fælles løsninger i EU. Derfor arbejder vi videre med byrdedagsordenen – både i EU og herhjemme, hvor vores automatisering af erhvervsrapportering for eksempel kommer til at spare virksomhederne for store mængder papirarbejde. For vi skal sikre os, at vi opnår de fordele, vi gerne vil opnå, men uden at vi bruger alle ressourcerne på administration og unødvendigt besvær.

Bæredygtighedsrapporteringen er en stor og kompleks opgave, men den er et vigtigt led i den grønne omstilling. Og samtidig giver den store muligheder og konkurrencefordele for danske virksomheder. For gennemskuelighed er en vigtig del af den grønne omstilling, men det er også vigtigt, at danske virksomheder understøttes så vidt muligt, så byrderne ikke bliver for store. Vi skal nemlig have mindre bøvl og mere grøn omstilling.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

0:000:00