Sådan blev en 'venindebog' for erhvervsministeren mit vigtigste arbejdsredskab

Derfor var den såkaldte venindebog heller ikke bare for hyggens skyld. Faktisk var den måske mit vigtigste arbejdsredskab. For som jeg mange gange har lavet sjov med, så var en del af mit job i ministeriet at stå op hver dag og trække i arbejdstøjet som en 35-årig nordjysk mand. Og efter regeringsskiftet som en 52-årig mand fra Karup, da Morten Bødskov overtog erhvervsministerposten.

Med det mener jeg naturligvis, at mit mest fornemme job var at tænke som den minister, jeg arbejdede for – lige fra kerneideologi og dermed de bedste politiske løsninger, og til hvilke ord der er en naturlig del af ministerens ordforråd.

Det betyder, at når eksempelvis talerne skulle skrives, skulle jeg kunne lukke mine øjne og forestille mig, hvordan det vil være at stå på det sted, talen skulle holdes, hvilke minder, tanker og politiske overvejelser, det ville give for den givne minister, og hvilke metaforer og anekdoter, der så ville komme naturligt op i ministerens tanker, der kunne forklare den førte politik bedst muligt.

Der er en anden ansvarsbyrde på tværs af embedsværket, og til syvende og sidst kan en minister ende med at blive væltet, hvis ikke det præsenterede materiale er fuldstændigt korrekt.

Luna Melin Uth
Fhv. taleskriver, Erhvervsministeriet

Det er samtidig også en nødvendighed at have en god forståelse for ministerens prioriteringer og sprog, når der lander opgaver af den mere hastelignende karakter. Det har for eksempel været i mink-forløbet og hastelovgivning om sanktioner efter Ruslands grufulde invasion af Ukraine.

Udover det producerende arbejde var en stor del af taleskriverrollen også at øve taleteknik og performance sammen med evaluering af taler og sparring. Det gjorde, at jeg kunne blive endnu skarpere på ministerens prioriteter, følge udviklingen undervejs og sikre kvaliteten i de retoriske produkter, samtidig med at jeg kunne udvikle min faglighed og politiske forståelse gennem den løbende sparring med ministeren.

Hvordan fungerer produktionen så i praksis? Taleskriverrollen varierer fra ministerium til ministerium, fra sag til sag, og afhænger også af, hvem der sidder i rollen – både i ministerstolen, men også bag taleskriverens tastatur.

Jeg vil ikke kede jer med enhver procesdetalje for mine opgaver, der spændte fra mødemateriale til besøgslister og forskellige kommunikationsprodukter. Men klassisk for enhver produktion er, at jeg vil have indledende møder med en fagekspert på området, for at finde ud af, hvad der rører sig, og hvilke emner vi skal prioritere.

Herefter kobles det til de større politiske dagsordener, som ministeren har fokus på. Og herfra produceres der, hvor den faglige medarbejder bistår med sikring af korrekt fakta. Derefter skal produktet gennem det famøse F2-system, hvor de forskellige ledelseslag skal godkende indholdet, før den kan ramme ministeren. Det betyder også, at hvis ikke materialet er fuldstændig faktuelt korrekt, eller hvis der for eksempel udestår vigtige detaljer, mangler faglig evidens eller lignende, så bliver det sendt retur med rettelser, hvorefter jeg skal tilpasse og igen sende op gennem godkendelsesflowet.

Netop derfor kan sagerne godt tage lidt længere end mange andre steder. Ikke at jeg ikke også skal sikre gennemarbejdet materiale, der hvor jeg sidder i dag. Men der er en anden ansvarsbyrde på tværs af embedsværket, og til syvende og sidst kan en minister ende med at blive væltet, hvis ikke det præsenterede materiale er fuldstændigt korrekt og oplyst, som man før har set det.

Dertil kommer alle de større reformudspil og ny policy, som heller ikke bare kan fremlægges på baggrund af gode intentioner og gisninger. Det er nødt til at blive forelagt på baggrund af gennemarbejdede analyser og hensyn til de involverede parter. Og slutteligt skal man altid kunne tælle til 90 i folketingssalen, hvis man ønsker at få ændret på noget i samfundet.

Derfor er kernen til de gode produkter et godt samarbejde med resten af embedsværket. Det er i sig selv ret unikt at arbejde på en arbejdsplads, hvor du kan hive fat i en ekspert på området, uanset hvilke emner du skal i dybden med. Derfor er jeg også virkelig taknemmelig over al den viden og tid, jeg har fået givet på tværs af embedsmænd og -kvinder.

Jeg forstod ret hurtigt, at det ikke er meningen, at man skal revolutionere embedsværket.

Luna Melin Uth
Fhv. taleskriver, Erhvervsministeriet

Jeg husker for eksempel tydeligt, hvordan en af afdelingscheferne tog sig god til at forklare mig den økonomiske udvikling siden Murens fald, da vi skulle kommunikere om de geopolitiske forhold efter Ruslands invasion af Ukraine. Og dengang hvor to af sagsbehandlerne i det finansielle område satte tid af til at forklare mig Baselreglerne og de komplicerede EU-strukturer, der ligger bag. Og jeg kunne opliste mange flere, men det ville være gennemgang af de fleste af mine projekter.

Selvom det lyder meget harmonisk, så forhandler man også internt om indholdet og kommunikationslinjen. Det kommer man ikke uden om, for der kan sagtens være forskellige forståelser for prioritering. Men det er netop denne forskellighed, der er med til at gøre de forskellige produkter skarpere. Derfor har en af mine mest fornemme opgaver også været at balancere de forskellige fagligheder – altid med retorikken og den iboende strategiske kommunikation for øje.

Det har været vigtigt for mig at holde fast i nysgerrigheden og en løssluppenhed, der er nødvendig for at opbygge den tillid, som mit arbejde er afhængigt af, hvis det skal være mere end bare ord på papir og sagsforløb i F2.

Med naiviteten placeret på hylden, forstod jeg også ret hurtigt, at det ikke er meningen, at man skal revolutionere embedsværket. Det fungerer grundlæggende rigtig godt. Men når jeg her to år efter kigger mig over skulderen og ser den nyuddannede retoriker i porten til nr. 10, så synes jeg faktisk, at det lykkedes mig at sætte et aftryk – ligesom embedsværket satte et aftryk på mig.

Jeg står tilbage med en stor respekt for embedsværket og alt det, de dygtige medarbejdere kunne lære mig der. Jeg er enormt glad for de relationer, jeg opbyggede i ministeriet, og som jeg stadig har med mig. Og så har jeg fået en dybere forståelse for, hvorfor tingene nogle gange tager længere tid i ministerierne. Samtidig har jeg set, hvordan embedsværket kan rykke enormt hurtigt, når det gælder – igen fordi det er fuld af faglig robusthed.

Det er huse bygget af grundighed og faglig stolthed. Hvor alt undersøges og oplyses, og hvor kommunikationen ganske givet er vigtig, men kun er en af utallige byggeklodser.