Peter Skov-Jakobsen: Bevar mig fra hadet, for jeg vil finde mig et sted, hvor min tro kommer med håb

Jeg har hjerte for Palæstina, men jeg tager skarpt afstand fra parolen “from the river to the sea”. Det er hinsides uforskammethed og modbydelighed at kalde jøder for nazister og tale om, at alle jøder og Israel skal udryddes, som er dét, Hamas gør.

Forleden var der en palæstinensisk aktion på Freie Universität Berlin, en frihedens højborg under den kolde krig. Her blev det hævdet at Israel skulle udslettes og med Israel alle jøder.

Foreløbigt har det betydet, at de jødiske studerende ikke tør komme på universitetet. Ifølge en undersøgelse af The Economist tror en femtedel af USA’s unge under 30, at holocaust er en myte, og yderlige 30 procent er i tvivl. Også på danske universiteter afholdes der arrangementer, der relativiserer holocaust.

Ligegyldigt hvad din baggrund er, bliver du nødt til at forstå, at antisemitisme er et sår på den europæiske sjæl. Dette siger jeg også som kristen

Peter Skov-Jacobsen
Biskop i Københavns stift

Jeg spørger mig selv, hvor kort en hukommelse har lov til at være? Vi prøvede antisemitismens gru for 90 år siden. Vi åbnede et af vores mest brutale kapitler i europæisk historie.

Ligegyldigt hvad din baggrund er, bliver du nødt til at forstå, at antisemitisme er et sår på den europæiske sjæl. Dette siger jeg også som kristen, for jeg lever med en bevidsthed om, at antisemitisme ikke blot er et tysk problem.

Kirken var med til at give tankegods og sprog til antisemitismen, som sidder godt fast. Holocaust var kun lige overstået, og så fortsatte antisemitismen. Vi er ikke engang i nærheden af at have fat i roden. Før vi får godt fat om antisemitismen, er der ikke noget mindretal, der kan regne med at blive respekteret.

Kampen mod antisemitisme er ethvert mindretals kamp for lydhørhed og respekt. Bare læs historien, der begyndte for 90 siden. Det primære mål var jøderne, men der var ikke ét nationalt, politisk, religiøst eller seksuelt mindretal, der undgik forfølgelse og blev en del af udryddelseslejrenes historie.

Jeg ville være kold og ligeglad om ikke vreden rasede i mig til tider, men jeg vil ikke domineres af terrorister, af bandemedlemmer eller af religiøse fanatikere. Jeg vil ikke gribes af et had, der slår blindt ud efter den første og bedste.

Jeg vil ikke overmandes af hadet, der ikke kan skelne og som ikke kan se nuancer og derfor kaster sig frådende over modstandere. Jeg vil ikke hade alle russere, fordi, der er krig i Ukraine, eller alle israelere fordi Gaza sønderbombes eller alle palæstinensere, fordi religiøse fanatikere skaber skræk og rædsel.

Jeg vil have en plads i verden, hvor jeg kan være med mit håb, selv om magtesløsheden er over mig. Jeg vil finde mig et sted, hvor min tro kommer med håb for mine døtres og mine børnebørns, ja menneskers fremtid; et sted hvor demokratiet og samtalen ikke bliver opgivet.

Et sted, hvor man kan komme og synge om mismod, om den frygtelige skæbne, der blev mennesker til del, et sted som er præget af “blues”, af slavernes sørgmodige sang om længsel efter frihed.

Jeg ville være kold og ligeglad om ikke vreden rasede i mig til tider, men jeg vil ikke domineres af terrorister, af bandemedlemmer eller af religiøse fanatikere. Jeg vil ikke gribes af et had, der slår blindt ud efter den første og bedste

Peter Skov-Jacobsen
Biskop i Københavns stift

Forleden kom jeg i tanker om en tekst, jeg havde læst efter myrderierne under Islamisk Stats terrorangreb i Paris i 2015, hvor 130 døde og mange flere fik varige mén. Her skrev franskmanden Antoine Leiris:

”Fredag aften stjal du et exceptionelt liv – mit livs kærlighed, moderen til min søn – men du vil ikke få mit had. Jeg ved ikke, hvem du er, og jeg ønsker ikke at vide det, du er en død sjæl. Hvis denne Gud, som du så blindt følger, skabte os i hans billede, vil hver en kugle i min kones krop være endnu et sår i hans hjerte.”

"Så nej, jeg vil ikke give dig den gave at hade dig. Du beder om det, men at svare på had med vrede er det samme som at blive offer for den samme ignorance, som har gjort dig til den, du er. Du vil have mig til at blive bange, til at se på mine medmennesker med mistillid, til at ofre min frihed for sikkerhed. Men du har tabt." 

Herefter beskriver han, at han hverken vil lade mindet om hende eller sønnens fremtid farve af terroristernes mørke. Om sønnen siger han: "Han vil spise sine måltider som sædvanligt, og vi vil lege, som vi plejer, og hver eneste dag vil denne lille dreng gennem hele sit liv true dig ved at være lykkelig og fri. For nej, du vil heller ikke få hans had."

I julen fejrede vi, at et barn blev født ind i mørket, men det var under en klar og lysende stjerne. Der blev født et håb om, at hver dag kan kærlighedens indignerede vrede omsætte sig i håb for mennesker, og hver dag vil hadet og dem, der bærer på hadets tomhed være truet af kærlighedens lykke og frihed.

Vi har lige ønsket hinanden en glædelig jul. Vi er blevet mindet om, at barmhjertighed er brudt ind i verden, og derfor betyder glædelig jul og godt nytår også, at der er et håb om fred, retfærdighed og barmhjertighed. Godt nytår.