Lektor: Koranloven viser, at regeringen har en forældet forståelse af det hellige

Utilbørlighedsloven er således en del af en global værdikonflikt, hvor to opfattelser af det hellige støder sammen: En opfattelse, hvor det er guderne (trans-empiriske væsner), der tilskrives absolut værdi, og en opfattelse, hvor det er mennesket, der opfattes som helligt. Hvordan man end vender og drejer det, så udgør regeringens utilbørlighedslov de facto en indrømmelse overfor OIC’s værdidagsorden.

At det officielle Danmark godt ved, hvad der i virkeligheden er helligt ifølge vestlige værdier, viser det forhold, at mens OIC i FN kæmper for respekten for guder og andre religiøse værdier, så kæmper Danmark - og resten af den vestlige verden - ikke for religiøse værdier, men for menneskerettigheder.

Hvordan man end vender og drejer det, så udgør regeringens utilbørlighedslov de facto en indrømmelse overfor Den Islamiske Samarbejdsorganisations værdidagsorden

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., DPU

Ja, selv terrororganisationer som al-Qaeda har på dette punkt udvist mere realisme, når det gælder den vestlige værdidagsorden end den danske regering. Det er således ikke ødelæggelse af bibler eller kors i store mængder, al-Qaeda kræver som hævn for de afbrændte koraner - men drab på mennesker.

Organisationen forstår nemlig, hvilke "ting der tillægges høj grad af hellighed" i den vestlige verden, og det er ingen af de ting, der dyrkes af de trossamfund, der står på regeringens liste.

Når regeringen alligevel vælger at holde fast i et antikveret syn på det hellige, så er det for at skjule, at den svigter de værdier, den burde repræsentere. Derfor lader regeringen, som om den ikke selv har noget bud på, hvad der er helligt, idet den lader det være op til de historiske religioner selv at bestemme, hvad der helligt.

Undskyld, men rent metodisk svarer dette til at spørge den psykisk syge, hvad der er virkeligt, og at betragte psykiaterens analyse som irrelevant.

Hvis regeringen, i stedet for at henvende sig til de mange religioner, havde henvendt sig til den faglige litteratur om religion, så ville den her kunne finde sociologen Emile Durkheims argument om, at de humanistiske værdier indtager samme plads i det moderne samfund, som tidligere blev besat af de traditionelle religioner.

Religion, skriver Durkheim, indebærer ikke nødvendigvis ritualer, templer eller præster. Det afgørende er, at der er tale om kollektive overbevisninger og praksisser, der nyder en særlig autoritet i en gruppe.

Så selvom vores samfund rigtigt nok - og heldigvis for det - er bygget på et jødisk-kristent kulturgrundlag, og kristendommen fortsat spiller en central rolle i vores samfund, så svarer forholdet mellem den danske folkekirke og det, som Durkheim kalder for "humanismens religion”, til forholdet mellem monarkiet og demokratiet.

Regeringen lader, som om den ikke selv har noget bud på, hvad der er helligt, idet den lader det være op til de historiske religioner selv at bestemme, hvad der helligt

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., DPU

Førstnævnte er en traditionel institution uden en vital funktion, mens sidstnævnte er den aktive institution, der udfører den vitale funktion for samfundets opretholdelse. På samme måde har kristendommen i dag primært en traditionel rolle, mens det, der faktisk dyrkes, er humanismens værdier.

Dette er grunden til, at repræsentanter for den danske folkekirke ikke just jubler over regeringens tilbud om at få sine hellige ting beskyttet. Som trossamfund har folkekirken nemlig rent værdimæssigt tilpasset sig det moderne samfunds humanistiske grundlag.

Derfor angriber Pia Søltoft, der er præst, også lovforslaget med argumentet om, at loven vil sende dansk frihedsforståelse 260 år tilbage i tiden, ligesom Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, taler om, at religionskritik er en gave for en religion, idet han meget betakker sig fra at blive betragtet som en, der har krav på beskyttes, bare fordi han er religiøs.

Her taler repræsentanter for trossamfund, der værdimæssigt flugter med et moderne samfunds grundlag. Burde vi ikke lytte mere til dem, når det gælder om at lave lovgivning, som angår, hvad der skal betragtes som helligt i vores samfund, end organisationer, der er repræsentanter for en før-moderne gudsopfattelse?

Regeringen er således nødt til at droppe sit forsøg på at påtvinge den aktuelle værdikonflikt en århundrede gammel religionsforståelse. Virkeligheden er, at de humanistiske principper i dagens Danmark udgør de faktiske symbolske værdier, der svarer til muslimernes hellige bog.

Det betyder, at det, der i sidste ende er helligt for det moderne menneske, ikke er bøger, kirker, slør og hatte med videre, men de rettigheder, som mennesker har alene i kraft af, at de er mennesker.

Det, der i sidste ende er helligt for det moderne menneske, er ikke bøger, kirker, slør og hatte, men de rettigheder, som mennesker har alene i kraft af, at de er mennesker

Jørn Bjerre
Lektor og ph.d., DPU

Retten til liv, retten til at danne egne meninger, retten til at erhverve sig viden om verden og retten til at ytre sig. Derfor ligger der en værdikonflikt til grund for regeringens lov-udspil, lige meget hvor pragmatisk regeringen søger at få sin hensigt til at fremstå. En værdi-konflikt, som ikke kommer til at gå væk.

Der er ikke nogen tvivl om, at koranafbrændingerne er utilbørlige handlinger, dybt krænkende og et udtryk for en ubehagelige form for adfærd, som falder langt udenfor, hvad normale mennesker anser for passende. Men disse forhold ændrer ikke ved, at koransagen har haft den funktion, at den har eksponeret princippet bag et værdisystem, som sætter guder over mennesket; at menneskeliv ikke har nogen betydning, hvis det krænker en guddommelig autoritet.

Det er i det lys, vi skal forstå den svenske vicestatsminister Ebba Buschs begrundelse for, at Sverige ikke vil forbyde koranafbrændinger: “Hvordan vi handler nu, når vi bliver udsat for trusler, definerer, hvem vi er – men måske frem for alt, hvem vi bliver.”

Der er væsensforskel på at være et land, der står ved de humanistiske værdier, som samfundet bygger på, og et land, der ser stort på sine egne idealer, idet den, pragmatisk, retter ind efter andre civilisationers hellige autoriteter.