Brexit: Hvornår bliver Theresa May klar til at smide penge på bordet?

BRUXELLES: Vi kan ikke komme videre, før I er parat til at tale om pengene. Sådan vil det vigtigste signal lyde fra EU’s chefforhandler, når Michel Barnier og hans hold torsdag genoptager de anspændte forhandlinger med briterne om betingelserne for Storbritanniens exit fra unionen.

For selv om listen over emner er alenlang – og selv om ikke mindst borgernes rettigheder og Nordirlands status stadig er på bordet – så står det nu klart, at det helt afgørende spørgsmål den næste måneds tid bliver den britiske premierministers vilje og evne til at give mere præcise løfter om, hvad Storbritannien vil betale til EU’s budgetter på vej ud ad døren.

”Det er ikke sådan, at vi vil have et beløb på bordet nu. Sådan fungerer det ikke. Men vi er nødt til at blive enige om, hvordan sådan et beløb skal regnes ud, og hvad det omfatter,” siger en kilde tæt på Barnier.

Efter en højt profileret tale, hun holdt i Firenze i september, havde premierminister Theresa May og hendes diplomater håbet, at lederne fra de resterende 27 EU-lande ville se tilstrækkeligt fremskridt til at åbne en ny fase af forhandlingerne.

Sådan er det bare ikke gået, og nu ligger bolden igen hos May.

Talen i Firenze var ikke nok
Under pres fra det EU-skeptiske bagland i hendes eget konservative parti og internt i regeringen mente May efter alt at dømme selv, at hun gav sig nok i Firenze til at skabe et gennembrud, der ville gøre det muligt at diskutere fremtiden for Storbritanniens forhold til EU efter udmeldelsen.

Når Theresa May siger, at de vil betale et par år efter udmeldelsen, så er det en misforståelse af situationen. Det dækker kun omkring 30 procent af den regning, som Storbritannien reelt skylder at betale

Højtstående EU-embedsmand

I talen forsikrede hun, at de omkring 3 millioner borgere fra andre medlemslande, der bor i Storbritannien, nok skal få deres rettigheder hugget i sten juridisk – og at britiske domstole fortsat vil ”tage højde for” EU-domstolens afgørelser i den slags sager. May lovede også at finde en løsning på, hvad der skal ske med Irlands grænse til det britiske Nordirland efter Brexit, uden dog at komme med konkrete forslag.

På det sprængfarlige spørgsmål om Storbritanniens regning forsøgte Theresa May at være positiv uden at love for meget. Hun sagde, at ingen andre medlemslande behøver frygte ”at betale mere eller modtage mindre indenfor den nuværende budgetplan” på grund af briternes udmeldelse.

May sagde også, at Storbritannien vil ”respektere de forpligtelser”, som landet har bundet sig til under dets medlemskab – og at London ”fortsat vil bidrage” til at dække en ”rimelig del af omkostningerne” ved projekter og støtteordninger, som briterne selv har været med til at sætte i gang i årenes løb.

Når man taler med britiske diplomater, er der ingen tvivl om, at premierministeren selv syntes, at hun med de ord gik ret langt i denne indledende fase af forhandlingerne. Den britiske forventning var, at Firenze-talen ville være nok til, at EU’s chefforhandler straks kunne anbefale at gå videre i forhandlingerne.

Merkel og Macron vil have mere
Set fra Storbritanniens synspunkt er det afgørende at komme i gang med at diskutere både en overgangsordning og landets fremtidige handelsaftale med EU, inden man kan opgøre den endelige regning for selve skilsmissen.

Men de 27 andre medlemslande, anført af Tyskland og Frankrig, betragter situationen lige omvendt: Hverken forbundskansler Merkel eller præsident Macron har lyst til at uddele løfter om briternes fremtidige adgang til det indre marked, før Theresa May mere præcist forklarer, hvad Storbritannien agter at betale for.

Derfor tog de 27 ingen nye beslutninger om Brexit under sidste måneds EU-topmøde.

Bag kulissen er det ikke svært at finde folk hverken i EU-systemet, i København, Dublin eller andre europæiske hovedstæder, der gerne vil i gang med at diskutere det fremtidige forhold til Storbritannien. Det er vigtigt for erhvervslivet i mange lande, at der hurtigst muligt bliver skabt stabilitet og klarhed om fremtiden.

Men indtil videre bakker alle op om den tysk-franske opfattelse, at briterne har mere grund til travlhed og bekymring end alle andre – og at der ikke skal gives ved dørene lige foreløbig.

De resterende 27 medlemslande er allerede ved at varme op til forhandlingerne om unionens næste rammebudget for årene efter 2020. Holdningen blandt EU’s forhandlere er, at Storbritannien bliver nødt til at forpligte sig til betalinger langt ind i den næste budgetperiode, fordi briterne har været med til at tage en masse politiske beslutninger, der forpligter EU som helhed mange år fremover.

May læser regningen på sin egen måde
Lige nu opfatter Berlin, Paris og Bruxelles det sådan, at Theresa May vil forpligte sig til at betale indtil udgangen af 2020, selv om Storbritannien træder ud af EU i foråret 2019. Til gengæld vil briterne gerne have en overgangsordning, med Mays ord på ”et par år”, hvor Storbritannien stadig har næsten uændret adgang til det indre marked.

Men holdningen på EU’s side af forhandlingsbordet er, at der skal mere substantielle og langsigtede løfter på bordet, før man kan tale om overgangsordninger og om en fremtidig frihandelsaftale.

”Når Theresa May siger, at de vil betale et par år efter udmeldelsen, så er det en misforståelse af situationen. Det dækker kun omkring 30 procent af den regning, som Storbritannien reelt skylder at betale,” siger en højtstående EU-embedsmand tæt på forhandlingerne.

Skal man tro de britiske mediers uofficielle beregninger, så kan premierministerens foreløbige løfte omsættes til omkring 150 milliarder kroner i efterbetalinger. Hvis man tager udgangspunkt i det tal, så er forventningen fra de andre EU-landes side altså snarere op mod 500 milliarder kroner.

Beløbet svarer nogenlunde til en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) – og det er foreløbig langt, langt over, hvad Theresa May overhovedet tør tale om.

Knald eller fald i december?
Derfor står forhandlerne over for en dyb kløft i både forståelse og analyse af situationen, når diskussionerne går i gang igen torsdag i Bruxelles.

Briternes topforhandler, Brexitminister David Davis, vil tale om fremtiden, inden han taler om pengene. Over for ham sidder Michel Barnier, som på vegne af de 27 andre lande er nødt til at kræve et britisk udspil om pengene først.

Det er som et skakspil, hvor ingen tør rykke en brik af frygt for at blotte sig.

Hjemme i London har Theresa May desperat brug for fremskridt, der kan skabe et gennembrud på næste EU-topmøde 14.-15. december. Hun har kun fem uger til at finde det kompromis om pengene, som kan give resten af Europas ledere anledning til at åbne reelle forhandlinger om fremtidens forhold mellem Storbritannien og kontinentet.

Om et år skal aftalen være på plads, hvis alle landenes parlamenter skal nå at godkende den, inden briterne forlader unionen 29. marts 2019. Hvis det skal lykkes, skal der meget snart ske et skred.

Både i Danmark og mange i andre medlemslande er opfattelsen, at den britiske premierminister egentlig ikke behøver at give sig ret meget mere for at skabe gennembruddet.

Hvis Theresa May og hendes bagland omvendt tror, at det er de 27 andre lande, der skal give sig nu, så risikerer forhandlingerne at falde fuldstændig sammen.

På topmødet i december kan det blive knald eller fald for chancerne for en mindelig skilsmisse og en stabil plan for fremtidens forhold over Den Engelske Kanal.