Truss’ brutale sammenstød med virkeligheden giver håb om mere realisme fra hendes efterfølger

Storbritanniens nye premierminister bliver set som én, der kan få skabt ro om britisk politik efter den vilde rutsjebanetur under Liz Truss’ korte ophold i Downing Street. Men i Bruxelles vil de se det, før de tror det.

Kong Charles III tager imod den nye britiske premierminister, Rishi Sunak. For bare syv uger siden var det dronning Elisabeth II, der tog imod nu afgåede Liz Truss.
Kong Charles III tager imod den nye britiske premierminister, Rishi Sunak. For bare syv uger siden var det dronning Elisabeth II, der tog imod nu afgåede Liz Truss.Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Efter syv vilde uger med Liz Truss ved roret gav Rishi Sunaks indryk i Downing Street tirsdag tydeligvis mange en følelse af, at der nu var en voksen til stede i spidsen for britisk politik.

Markederne drog et lettelsens suk. Pundet steg.

Den tidligere finansministers alvorstunge mine og løftet om en ny regering med både integritet og professionalisme var en forsikring til briterne og omverdenen om, at der kommer ro på nu. Det var også et slet skjult angreb på henholdsvis den ene og den anden af de to forgængere, der har beboet Downing Street 10 inden for de seneste to måneder.

Rishi Sunaks troværdighed bliver styrket alene ved, at han i sommerens tvekamp med Liz Truss om at overtage formandskabet for det britiske Konservative Parti fra Boris Johnson – og dermed premierministerrollen – hele tiden har fastholdt, at Truss’ planer om store, ufinansierede skattelettelser i en krigs- og krisetid var ”eventyr-økonomi”.

En trodsig Liz Truss tog på vej ud af premierministerboligen tirsdag – efter det korteste ophold nogen britisk premierminister nogensinde har haft på den adresse – intet ansvar på sig for den økonomiske rutsjetur mod afgrunden, hun på rekordtid fik sendt Storbritannien ud.

Men Sunak lovede at ”rette fejlene” begået af sin forgænger og få landet ud af det, han beskrev som ”en dyb økonomisk krise”.

”Jeg forstår fuldstændig, hvor svære tingene er. Og jeg forstår også, at jeg må arbejde for at genetablere tilliden efter alt, der er sket,” lovede Sunak.

Respekt for aftalerne

Hans løfter om at sætte landet over politik – og dermed lægge låg på det interne psykodrama, der har domineret Det Konservative Parti i efterhånden en del år – bliver budt velkommen i Bruxelles.

Samtidig er der også et vist håb i EU-kvarteret om, at Truss’ brutale møde med de økonomiske realiteter også vil smitte af på opfattelsen af, hvad der er både praktisk muligt og økonomisk klogt, når den nye premierminister skal beslutte sig for, hvordan han vil gå til arbejdet med at udjævne de forholdsvis store knaster i samkvemmet mellem Storbritannien og EU. Herunder hvorvidt han vil lade den såkaldte Northern Ireland Bill blive til lov, som lige nu er på vej gennem det britiske parlament.

Læs også

Loven vil fritstille briterne til egenhændigt at bryde de internationale traktater, de har indgået med EU, fordi de vil af med det administrative bøvl, som Brexit har medført for samhandlen med Nordirland.

Bekymringen for. at det sker, blev afspejlet i EU-kommissionsformand Ursula von der Leyens lykønskningstweet til den nyslåede premierminister om, at hun regner med et stærkt forhold til EU ”i fuld respekt for vores aftaler”.

Det regeringshold, Sunak har sammensat, afspejler på den ene side, at han vil sende et signal til omverdenen om, at han ønsker stabilitet. Han beholder udenrigsminister James Cleverly, forsvarsminister Ben Wallace og nok vigtigst lige nu finansminister Jeremy Hunt, der for to uger siden blev hentet ind af Liz Truss for at omgøre hendes egen økonomiske plan fuldstændig.

Set fra Bruxelles virker udpegelsen af tidligere Brexit-minister Dominic Raab til vicepremierminister og genindsættelsen af indenrigsminister Suella Braverman på den anden side som et tegn på, at det har været nødvendigt for Sunak at gøre knæfald for den fløj af partiet, som forlanger alle bånd kappet til kontinentet, fordi den nuværende udgave af Brexit slet ikke er nok, efter folket i 2016 ved stemmeurnerne ”skreg efter frihed”, som Braverman formulerede det i Spectator tidligere på måneden.

For Sunak er den nye regerings sammensætning af folk fra forskellige fløje i det dybt splittede parti nok en erkendelse af, at de evindelige in-fights må vige, hvis Det Konservative Parti skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at få vendt den ekstreme vælgervrede, som har rejst sig mod partiet.

Én gang brexiteer

I Bruxelles hæfter man sig ved, at han i sin rolle som finansminister er blevet anset som en nogenlunde moderat og forsigtig fyr, der blev set som en beroligende faktor i en ellers ekstremt urolig tid under Boris Johnsons lederskab.

Rishi Sunak er dog stadig den af alle de fem britiske premierministre, som har beboet Downing Street siden Brexit-skæbnedagen 23. juni 2016 og frem til nu, som oprindeligt mest helhjertet støttede den britiske exit fra Unionen. David Cameron, Liz Truss og Theresa May førte alle kampagne for et ja til at blive i EU. Boris Johnson meldte sig først i sidste øjeblik under Brexit-fanen. Sunak, derimod, syntes fra starten, at det var en strålende idé, der ville gøre Storbritannien "friere, mere fair og rigere".

Den fane holdt han også højt under formandsopgøret, hvor nogle vil huske hans noget tåkrummende video på sociale medier, hvor han giver sig til at makulere bunkevis af papirer med påskriften ”EU-lovgivning” for at vise, hvordan han ønsker at få briterne helt væk fra det åg, som Unionen i små 50 år har lagt på dem.

”Når alt kommer til alt, er Sunak brexiteer,” som en kilde i EU-systemet påpeger.

Samme kilde hæfter sig dog også ved Sunaks udtrykkelige ønske om ikke at grave det økonomiske hul dybere, som Storbritannien står i lige nu.

Håbet er, at det får ham til at lade være med at vælge en vej, der kan lede direkte til en handelskrig med briternes største nabo og handelspartner.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rishi Sunak

Premierminister, Storbritannien (Conservative Party)

Liz Truss

Fhv. premierminister, Storbritannien (Conservative Party)
Politik, filosofi og økonomi (Oxford Uni. 1996)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

0:000:00