Farvel til Boris Johnson: ”Han er helt klart den værste premierminister, vi nogensinde har haft”

BRUXELLES: Boris Johnson tjekkede tirsdag ud af Downing Street 10. Han gjorde det med en afskedssvada, der antyder, at han ikke på nogen måde synes, at det er retfærdigt, at han nu skal aflevere nøglerne til premierministerboligen til sin efterfølger, Liz Truss.

I sin tale på vej ud af sit hjem de seneste tre år, beklagede han, at det, han troede, var et enmandsløb, pludselig var blevet omdannet til en stafet.

”De ændrede reglerne undervejs,” sagde han uden nogen form for erkendelse af, at det muligvis kunne være hans gentagne løgne over for både offentligheden, sin egen regering og det britiske parlament om nedlukningsfester i Downing Street, sexskandaler i partiet og meget andet, der gjorde, at hans eget parlamentariske bagland mente, at der måtte en ny person på banen.

”Psykologisk finder han det virkelig svært at håndtere,” siger Tim Bale, der er professor i politik ved Queen Mary-universitetet i London med speciale i Det Konservative Parti, som Johnson indtil mandag eftermiddag var leder for.

Han kan bare ikke tilgive folk for at have smidt ham på porten. Han mener, at de er pygmæer, og at han er en kæmpe, og at de simpelthen bare ikke ved, hvad det er, de har gjort.

Tim Bale
Professor, Queen Mary-universitetet i London

”Han kan bare ikke tilgive folk for at have smidt ham på porten. Han mener, at de er pygmæer, og at han er en kæmpe, og at de simpelthen bare ikke ved, hvad det er, de har gjort.”

”Det er også derfor, at nogle giver ham betegnelsen sociopat eller narcissist. Han virker fuldstændig ude af stand til at påtage sig nogen form for selvkritik eller anger.”

Got Brexit done

Den 58-årige tidligere borgmester i London, journalist, udenrigsminister og senest premierminister siden 2019 vil dog for altid efterlade sig et aftryk i britisk historie, medgiver Tim Bale.

”Af både hans venner og fjender vil han åbenlyst blive husket for at have fået Storbritannien ud af EU og bryde gennem forhindringerne for at få gennemført Brexit. Det vil nogle altid takke ham for, mens andre aldrig vil tilgive ham. Derfor vil han altid være en polariserende figur,” lyder dommen.

Men ellers er der ikke meget i hans eftermæle, som kan imponere Bale, der har skrevet flere bøger om de britiske konservative og deres ledere fra efterkrigstiden og frem og har én på trapperne om perioden efter Brexit.

Når Boris Johnson selv skal pege på sine triumfer, nævner han selvsagt den britiske exit fra EU. Også en hurtig britisk vaccineudrulning under coronapandemien står højt på listen. Det samme gør den britiske støtte til Ukraine efter den russiske invasion, forklarer Tim Bale.

”Men hvad han ikke kan lide at fremhæve er, at han lovede at investere i offentlige services, som aldrig kom. Han taler ikke om den måde, han smadrede normerne for et liberalt, repræsentativt demokrati ved gentagne gange at vildlede parlamentet og medierne. Og mest alvorligt, så anser han sin håndtering af covidpandemien som en succes, når han ved i hvert fald to tilfælde undlod at lukke landet ned i tide, hvilket ledte til titusindvis af døde,” siger Tim Bale.

Men havde han i dine øjne et politisk projekt?

”Ja, det havde han. Det var at sikre, at Boris Johnson blev premierminister. Det betyder, at da han først var kommet ind i Downing Street, så var der – med en amerikansk vending – ingen hjemme. Der var intet. Der var et vakuum i hjertet af Johnsons projekt, fordi det altid kun har handlet om Boris Johnson. Det handlede aldrig om noget gennemgående sæt af værdier eller politikker. Så da han først fik jobbet, vidste han simpelthen ikke, hvad han skulle med det.”

Ikke engang den Brexit, som Boris Johnson for altid vil være forbundet med, leverede han en holdbar løsning på, påpeger Bale.

”Han klarede at få en aftale med EU ved simpelthen at gå med til en grænse ned gennem Det Irske Hav, hvorved han fuldstændig svigtede sine løfter til Det Demokratiske Unionistparti (regeringens støtteparti i Nordirland, red.). Så det var ikke ligefrem noget stort mirakel, han gennemførte der. Han overgav sig bare til situationens logik, som var, at hvis han ikke ville have, at vi blev i EU’s toldunion og det indre marked, og han samtidig ville overholde den irske fredsaftale, så var den eneste vej frem at skabe en handelsgrænse mellem Storbritannien og Nordirland. Det kunne enhver have gjort. Han havde bare nok chutzpah til at gøre det, selv om alle andre i hans parti sagde, at det var noget, de aldrig kunne finde på,” siger han

Det irske trilemma

Det var da også lige præcis det sværd, som Johnsons forgænger, Theresa May, måtte lade sig falde på, fordi hun ikke ville splitte Det Forenede Kongerige op ved at efterlade nordirerne bag EU’s toldmure og delvist under EU’s regler og i samme ombæring kaste sit nordirske støtteparti under bussen, sådan som Johnson endte med at gøre.

Siden da er det da også blevet tydeligt, at det, der i Bruxelles-slang går under navnet det irske trilemma, slet ikke blev løst af Boris Johnson. For så snart de fulde konsekvenser af den nye toldgrænse mellem Storbritannien og Nordirland med dens besværlige lag af kontroller, kæledyrspas og forbud mod import af kødvarer og pottejord var en realitet, vendte Johnson-regeringen på en tallerken og begyndte at underminere den aftale, den lige havde indgået.

Rationelt ville det være vanvittigt for et parti at forsøge at genudpege så upopulær en leder. Men rationalitet er ikke altid noget, man kan regne med, når det handler om politik og Det Konservative Parti. 

Tim Bale
Professor, Queen Mary-universitetet i London

Derfor er briterne stadigvæk, halvandet år efter de gældende overgangsordninger forsvandt, og Brexit for alvor var en realitet, langt fra at håndhæve de tjek og kontroller af varestrømmene ind i EU, som den nye handelsgrænse medfører. Og derfor er der lige nu et forslag på vej gennem det britiske parlament, der vil give briterne retten til egenhændigt at bryde den internationale traktat, som de har indgået med EU om håndteringen af Nordirland, så de kan frigøre sig fra deres forpligtelser.

Hvordan forklarer du, at han er løbet fra den aftale, han selv indgik?

”Der er to divergerende holdninger til det. Den ene er, at han og hans rådgivere altid havde tænkt sig at løbe fra aftalen, så snart den var indgået. Så derfor havde de ikke så meget imod at give den indrømmelse. Den anden er, at han ikke er typen, der er særligt interesseret i detaljer, og at han derfor ikke tænkte nok over det til at indse de problemer, det ville medføre. Jeg vil nok vælge den første tolkning, hvad angår hans rådgivere, og den anden tolkning, når det gælder Boris Johnson selv.”

Hvilken tilstand efterlader han Det Konservative Parti i?

”Det er et godt spørgsmål. På nogle måder er dele af Det Konservative Parti stadig revet med af kulten omkring Boris Johnson. Og det kan blive svært for hans efterfølger. Der er helt sikkert stor splittelse, når det handler om at håndtere den nuværende økonomiske krise. Men han var jo ikke nogen særligt ideologisk politiker. Så derfor har han ikke skabt stor ideologisk splittelse inden for partiet. Han efterlader det, som han fandt det, som en gennemgående thatcheristisk organisation,” siger han.

Boris Johnsons mærkesag om såkaldt ”leveling up” – den britiske version af diskussionen om udkantsdanmark og land versus by, der skulle få forsømte områder langt fra Storby-London til at trives (og stemme konservativt) – var i Tim Bales øjne ”rent kosmetisk”. Det samme var forsøget på at tale om såkaldt ”barmhjertig konservatisme”. Dermed står det traditionelle partipolitiske tankegods fra hans ikoniske forgænger jernladyen Margaret Thatcher urørt tilbage.

”Hvis han faktisk havde leveret på det, så kunne man sige, at han havde efterladt partiet som et meget anderledes dyr, end da han overtog det. Men jeg mener ikke, at der har været den forandring.”

Og det på trods af de seismiske ændringer i Storbritannien, der har forandret forholdet til resten af verden, af skandaler til højre og venstre og en pandemi?

”Han efterlader partiet ideologisk, hvor det var. Men fra et vælgersynspunkt er det selvfølgelig et kæmpe rod. Og der efterlader han et parti, der er voldsomt splittet.”

Hvis du skulle sige noget godt om Boris Johnson, hvad ville det så være?

”At han har forladt Downing Street. For han er helt klart den værste premierminister, vi nogensinde har haft i hele efterkrigsperioden. Han har jo udrettet meget lidt konkret. Han har overskredet reglerne for det repræsentative demokrati. Hans personlige opførsel har været sørgelig. Det er meget svært at finde noget godt at sige om ham.”

Hvad tror du, Boris Johnson kommer til at gøre nu? Vil han sætte sig stille på de bagerste rækker i parlamentet?

”Han vil få sig en klumme i en af de aviser, der støtter De Konservative. Og så vil han tage en amerikansk forelæsningsturné, skrive sine erindringer og gøre sin bog om Shakespeare færdig, mens han tjener nogle millioner. Og så vil han prikke til hvepseboet en gang imellem i sine klummer og prøve desperat på at minde Det Konservative Parti om, hvad de går glip af, og hvorfor de burde tage ham tilbage.”

Jeg så en avisoverskrift, hvor nogle planlagde et formandsopgør inden jul for at få Johnson tilbage. Er det en reel mulighed?

”Det ville være totalt desperat. Det ville vise, at man ikke kan tage Det Konservative Parti alvorligt. Hele ideen om at genudpege en premierminister, som mellem to tredjedele og tre fjerdedele af befolkningen ville af med, er langt ude. Men med den kult, der er opbygget omkring Boris Johnson i partiet, så kan det ikke udelukkes.”

Men kunne det ske?

”Rationelt ville det være vanvittigt for et parti at forsøge at genudpege så upopulær en leder. Men rationalitet er ikke altid noget, man kan regne med, når det handler om politik og Det Konservative Parti. Jeg mener ikke, at jeg går for langt, når jeg sammenligner ham med en kultleder. Og som vi ved, så kan kultledere få deres følgere til at gøre nogle rimelig mærkelige ting.”