Europæiske ledere skal drøfte EU-veto på Christiansborg

Fremtidig reform af Unionens stemmeregler og budgetter er blandt emnerne, når Mette Frederiksen og EU’s rådsformand modtager en håndfuld europæiske ledere i København på tirsdag.

Mette Frederiksen får besøg af blandt andre EU's rådsformand, Charles Michel, i den kommende uge. 
Mette Frederiksen får besøg af blandt andre EU's rådsformand, Charles Michel, i den kommende uge. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Intet mindre end Den Europæiske Unions fremtidige funktionsmåde kommer på bordet, når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften spiser middag på Christiansborg med en gruppe europæiske ledere.

Statsministre fra lande som Sverige, Finland, Irland, Letland og Bulgarien er ventet i København på invitation fra EU’s rådsformand, belgieren Charles Michel (listen er ikke endeligt fastlagt endnu).

”Vi lever i tumultariske tider,” skriver Michel i et invitationsbrev til flere grupper af europæiske ledere, som i denne uge mødes i København og tre andre hovedstæder.

Klimakatastrofer, teknologisk opbrud, den multilaterale verdensordens fragmentation og EU’s kommende udvidelse er alle årsager til, at ”vi er nødt til at tilpasse os for at sikre en stærkere Union, både internt og globalt,” konstaterer rådsformanden.

Læs også

Udsigt til en ny østudvidelse

Tidligere denne uge anbefalede EU-Kommissionen at åbne forhandlinger om optagelse af både Ukraine, Moldova og Bosnien-Hercegovina, mens flere andre balkanlande allerede er i forhandling.

Hvordan kan vi forbedre vores beslutningsgange for at forblive handlekraftige? Bør vi revidere vores stemmeregler og hvordan?

Charles Michel
Formand for Det Europæiske Råd

Udsigten til en ny, stor østudvidelse – udløst af Ruslands angrebskrig mod ukrainerne – er en af de vigtigste årsager til, at de europæiske regeringer nu igen diskuterer behovet for at reformere Unionen.

Det er Charles Michel, der har taget det utraditionelle initiativ at splitte de 27 medlemslandes stats- og regeringsledere op i mindre grupper, så de kan diskutere ideer om den nære fremtids store udfordringer mere frit og intenst.

”Hvilke sektorpolitikker har behov for reform forud for en fremtidig udvidelse og hvordan,” spørger Charles Michel blandt andet i sit oplæg til lederne: ”Hvordan kan vi forbedre vores beslutningsgange for at forblive handlekraftige? Bør vi revidere vores stemmeregler og hvordan?”.

Brainstorm om behov for reformer

Diskussionen om en ny ”strategisk dagsorden” begyndte under et uformelt EU-topmøde i Granada for godt en måned siden, og Michel ønsker at gøre en første status på et topmøde i juni næste år. Men eftersom beslutningen om at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine ventes allerede i december, så er debatten højst relevant på nuværende tidspunkt.

Læs også

Alle kan se, at et langt større EU med så stort og fattigt et land som Ukraine vil skabe behov for interne reformer, både økonomisk og politisk. Et af de svære spørgsmål er, hvorvidt man bør afskaffe kravet om enstemmighed i Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for at undgå lammelse.

Det er dette og andre vanskelige emner, som Charles Michel ønsker at brainstorme om med forskellige grupper af ledere i København, Berlin, Paris og Zagreb i de kommende dage.

Første gruppe starter i Berlin

Der er ikke tale om forhandlinger mellem landene, som på nuværende tidspunkt skal føre til beslutninger. Formålet er en ”åben, pragmatisk og realistisk” diskussion, der kan bane vejen egentlige reformer senere, som Michel formulerer det.

Gruppearbejdet begynder allerede mandag i Berlin, hvor rådsformanden sammen med forbundskansler Olaf Scholz er vært for lederne fra Grækenland, Østrig, Belgien, Cypern, Ungarn og Litauen.

Torsdag når det rejsende EU-fremtidsshow efter planen til Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor Charles Michel denne gang er vært for en tredje gruppe ledere sammen med den kroatiske regeringschef, Andrej Plencovic.

Et senere møde i Paris hos Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er stadig under forberedelse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charles Michel

Formand, Det Europæiske Råd
cand.jur. (Université Libre de Bruxelles, University of Amsterdam 1998)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Olaf Scholz

Forbundskansler (SPD), Tyskland
Universität Hamburg

0:000:00