Formand for Retspolitisk Forening: Konflikt med Polen afslører EU's selvretfærdige hykleri

Den polske regering og dens nationalkonservative vælgerskare får virkelig læst og påskrevet af EU’s institutioner i disse uger: Europa-Parlamentets store flertal, EU-Kommissionen og –Domstolen i Luxembourg samt senest Ministerrådet anført af den nederlandske premierminister med et yderst offensivt mandat fra parlamentet derhjemme i Haag.

Kritikken går ud på, at regeringen i Polen har indrettet sit domstolssystem således, at den har kunnet opnå en dom for, at polsk ret ikke er underordnet EU-retten, sådan som ellers EU-domstolen har givet Kommissionen medhold i. Overordnet set vil politisk udpegede og/eller politisk afhængige domstole krænke retsstatsprincippet om statsmagten tredeling med blandt andet en uafhængig dømmende magt.

Det er helt ubestrideligt en relevant problemstilling, der må betragtes med stor alvor, da det kan være en afgørende forskel mellem demokrati på den ene side og autokrati eller diktatur på den anden.

Overfladisk opportunisme
Men mange af de andre EU-landes regeringer, MEP’er i hobetal og den helt overvejende del af pressen, også herhjemme, har behandlet konflikten med en overfladisk opportunisme, der bestemt ikke yder problemstillingen fuld retfærdighed.

I dansk sammenhæng er det et ubestrideligt faktum, at samtlige skiftende regeringer og et fast flertal i Folketinget siden folkeafstemningen 2. oktober 1972 har fastholdt, at EU ikke er og ikke skal blive en stat - faktisk ganske svarende til, hvad den polske premierminister har søgt at forsvare sig med også i Europa-Parlamentet og i Ministerrådet. Derfor, har han gjort gældende, kan EU-rettens forrang over for national ret ikke være et absolut og altdækkende princip. Han er vidt citeret for med belæg i den polske dom at have sagt, at EU-retten ikke altid har forrang over hans lands forfatning.

I dansk sammenhæng er det et ubestrideligt faktum, at samtlige skiftende regeringer og et fast flertal i Folketinget siden folkeafstemningen 2. oktober 1972 har fastholdt, at EU ikke er og ikke skal blive en stat.

Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening, fhv. MF

For at afprøve det udsagns validitet så lad os forestille os, at EU-rettens principper om samfundets demokratiske indretning blev udmøntet i et krav om, at Danmarks status med konstitutionelt monarki skulle ændres, så rækken af prærogativer for Kongehuset skulle afskaffes. Ville en dansk regering og et flertal i Folketinget affinde sig med det? Og hvad med befolkningen?

Far med lempe
Et andet, langt mere realistisk og helt aktuelt spørgsmål er indførelse af mindsteløn ved lov, sådan som EU-reguleringen bestemmer, i modstrid med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter selv aftaler den slags.

Det har skiftende regeringer kæmpet indædt imod indtil nu med held og tilstrækkelig forståelse i diverse EU-institutioner. Men hvis den forståelse slap op, kunne spørgsmålet blive en tvist mellem os og EU-Kommissionen. EU-domstolen måtte så afgøre dette ved en dom, som Danmark i kraft af princippet om EU-rettens forrang ville være forpligtet til at respektere. Men ville det ske uden kraftig officiel protest og indvendinger?

Et tredje eksempel kunne vedrøre vores system med at lade Rigsretten afgøre eventuelle overtrædelser af lov om ministeransvarlighed. Som bekendt besluttes tiltalerejsning af Folketinget, ikke af en apolitisk anklagemyndighed, og halvdelen af Rigsrettens medlemmer er jo lægdommere udpeget af de i Folketinget repræsenterede politiske partier. Vi har en historisk baggrund for denne nok så særprægede domstolsordning, men den kan ikke påstås at være i fuld overensstemmelse med retsstatsprincipperne.

Og så et fjerde eksempel i samme boldgade: Vi har i Danmark ikke en forfatningsdomstol, som ellers mange andre lande også i EU har det. Opgaven med at kontrollere loves grundlovsmedholdlighed med mere må de almindelige domstole med Højesteret tage sig af. Men det har medvirket til, at det stadigt hyppigere i bemærkningerne til lovforslag lakonisk og uden større effekt anføres, at vedtagelse af forslaget vil indebære en procesrisiko i forhold til Danmarks internationale forpligtelser. Men retsstatsmæssigt er det ikke optimalt.

Også i andre EU-lande kan der peges på forhold, som tilsiger, at der bør fares med en vis lempe med kritikken af Polen. Her skal blot erindres om den beslutning fra maj i år fra den tyske Bundesverfassungsgericht, som ikke fuldt tilsluttede sig princippet om EU-rettens forrang.

Realiteten er, at der ikke skal megen juridisk snilde til for at få enderne til at mødes i denne konfrontation. Men hvis den politiske vilje mangler hos de stridende parter, blokeres den udvej.