Europas folkevalgte angriber EU’s chefer for at give efter for Orbáns afpresning

Det store flertal i Europa-Parlamentet truer kommissionsformand Ursula von der Leyen med en sag for EU-Domstolen, fordi hun frigav 76 milliarder kroner til Ungarn i december. Dagen efter hævede Viktor Orbán sin blokade af forhandlinger med Ukraine.

Ursula von der Leyen blev udsat for kraftig kritik i Europa-Parlamentet onsdag formiddag på grund af penge til Ungarn.
Ursula von der Leyen blev udsat for kraftig kritik i Europa-Parlamentet onsdag formiddag på grund af penge til Ungarn.Foto: Jean-Francois Badias/AP/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

STRASBOURG: Både EU-Kommissionen og de europæiske stats- og regeringschefer ligger under for Ungarns leder, Viktor Orbán, i en grad der er uacceptabel – og måske endda ulovlig.

Den advarsel kommer fra de europæiske folkevalgte, når Europa-Parlamentet torsdag vedtager en resolution om forholdet til Ungarn, som ventes at true kommissionsformand Ursula von der Leyen med en sag for EU-Domstolen.

"De europæiske ledere lader Orbán afpresse og latterliggøre EU den ene gang efter den anden. Det kan ikke fortsætte på den her måde," sagde Terry Reintke, medformand for De Grønne i en skarp debat om sagen onsdag formiddag.

Vi giver efter for Orbáns afpresning, mens alle populisterne står og griner af os.

Pedro Marques
Næstformand for gruppen S&D i Europa-Parlamentet

"Tiden løber, ukrainerne kæmper for deres liv, og imens sidder Putins tjener inde ved EU-ledernes bord og blokerer. Det er en joke, en meget dårlig joke," sagde Reintke med henvisning til, at den ungarske leder fortsat står i vejen for en ny langsigtet støttepakke til Ukraine.

Formænd for de dominerende grupper i Parlamentet – konservative, liberale, socialdemokrater, grønne og venstresocialister – rejste sig én efter én for at skælde ud over, at Ursula von der Leyen og Kommissionen kort før jul frigav omkring 76 milliarder kroner i indefrossen EU-støtte til Ungarn.

"Vi giver efter for Orbáns afpresning, mens alle populisterne står og griner af os," sagde den socialdemokratiske næstformand, Pedro Marques.

Orbáns dyrt betalte 'tissepause'

De mange milliarder kroner fra EU, som var holdt tilbage på grund af den ungarske regerings underminering af retsstaten, blev pludselig udbetalt 13. december.

Læs også

Det var dagen før et EU-topmøde, hvor Viktor Orbán truede med at forhindre en historisk beslutning om at åbne forhandlinger om optagelse af Ukraine i Den Europæiske Union. I en meget utraditionel manøvre forlod den ungarske leder derpå topmødelokalet i nogle minutter, så de 26 andre medlemslandes ledere kunne vedtage at åbne døren for Ukraine.

Mange i Europa-Parlamentet betragter forløbet som udtryk for en politisk studehandel, der bag kulissen afhang af milliardudbetalingen til Budapest dagen før topmødet.

Den udlægning bliver pure afvist af Kommissionens formand, som onsdag besøgte de folkevalgtes plenarsal i Strasbourg for at aflægge rapport om topmødet i december.

Von der Leyen: Vi fulgte bare reglerne

Ifølge Ursula von der Leyen var timingen tilfældig. Pengene måtte ganske enkelt frigives, fordi Ungarn havde opfyldt en række betingelser ved at gennemføre en reform af landets retssystem.

Vi må have mere klarhed om, hvad der lå bag Kommissionens beslutning

Manfred Weber
Formand for gruppen EPP i Europa-Parlamentet

"Det er en lovgivning, som styrker den juridiske uafhængighed og begrænser muligheden for politisk indblanding i retssystemet. Det var betingelsen for at kunne få udbetalt penge fra samhørighedsfondene. Det var, hvad vi havde bedt om – og Ungarn leverede," sagde Ursula von der Leyen:

"Det her er nogle regler, som vi alle har været med til at vedtage. Og dem vil vi følge. Det er netop, hvad der udmærker retsstatsprincipperne frem for tilfældig magtanvendelse."

Von der Leyen mindede også om, at yderligere EU-støtte til Ungarn for op mod 150 milliarder kroner stadig bliver tilbageholdt på grund af landets manglende respekt for LGBTQ-rettigheder, akademisk uafhængighed og asylregler.

"De penge vil forblive blokeret, indtil Ungarn opfylder alle de nødvendige betingelser," sagde kommissionsformanden.

Juridisk undersøgelse på vej

Men flertallet af parlamentarikerne er ikke overbevist. De frygter tværtimod en ny lokumsaftale med Viktor Orbán, når de europæiske ledere samles til et ekstraordinært topmøde 1. februar, hvor Ukraine igen er på dagsordenen.

Læs også

Mens Orbán lod beslutningen om optagelsesforhandlinger passere i december, så blokerer han nemlig stadig for en pakke med langsigtet europæisk milliardstøtte til Ukraine.

"Og hvad så, vil I så lade ham gøre det samme én gang til, så han kan få nogle flere penge? I så fald vil du få store problemer med det her parlament," sagde den liberale Guy Verhofstadt på vegne af gruppen Renew til Ursula von der Leyen.

Formanden for Europa-Parlamentets største gruppe, de konservative i EPP, Manfred Weber, understregede, at hans gruppe har taget initiativ til kravet om en grundig undersøgelse af december måneds milliardudbetaling til Ungarn.

"Vi må have mere klarhed om, hvad der lå bag Kommissionens beslutning," sagde Weber.

Trussel om sag ved EU-Domstolen

Parlamentets flertal ventes torsdag at vedtage en resolution, der i første omgang beder dets egen juridiske tjeneste om at undersøge grundlaget for udbetalingen til Ungarn – "med henblik på at få vurderet lovligheden af beslutningen ved EU-Domstolen," som der står i udkastet.

Samtidig ventes resolutionen at indeholde en kraftig opfordring til, at de europæiske stats- og regeringsledere går videre med sanktioner mod Ungarn i henhold til traktatens Artikel 7, som i yderste konsekvens kan fratage et land stemmeretten i EU.

En sådan strafproces blev foreslået af Europa-Parlamentet for flere år siden, men hidtil har det været urealistisk for regeringerne i Det Europæiske Råd at vedtage den slags sanktioner, fordi det kræver enstemmighed blandt alle de andre lande.

"Foreløbig har lederne ikke vist modet til at forholde sig til Artikel 7. Nu ønsker vi at se dem handle," sagde den konservative gruppeleder Manfred Weber.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Manfred Weber

Formand og gruppeleder, European People's Party (EPP) i Europa-Parlamentet, MEP (CSU)
ingeniør (1996)

0:000:00