Bitter kamp om retsstaten: EU’s topchef truer Polens leder med at blokere milliarder

Den polske regeringsleder klager over ”afpresning” under en hård debat i Europa-Parlamentet, hvor kommissionsformand Ursula von der Leyen advarer om tilbageholdelse af EU-støtte. Banen er kridtet op til en strid om penge, retssikkerhed og suverænitet under denne uges topmøde.

Intet står over den polske forfatningsdomstol, sagde Polens regeringschef, Mateusz Morawiecki, tirsdag i en tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg. 
Intet står over den polske forfatningsdomstol, sagde Polens regeringschef, Mateusz Morawiecki, tirsdag i en tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Europas grønne dagsorden og meget andet risikerer at blive taget som gidsel, hvis en længe ulmende EU-konflikt om den polske retsstat bryder ud i lys lue på et møde mellem de europæiske topledere torsdag og fredag.

Tyskland og Frankrig forsøger at forhindre den polske krise i at overskygge resten af topmødet – men det bliver svært at undgå, efter at Polens regeringsleder Mateusz Morawiecki tirsdag aflagde et dramatisk besøg i Europa-Parlamentet.

”Vi vil ikke forholde os tavse, når vores land bliver angrebet på så ensidig og urimelig en facon,” sagde Morawiecki:

”Jeg afviser alle disse trusler mod Polen. Jeg vil ikke acceptere afpresning af mit land.”

Den polske leder, som repræsenterer sit lands nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), blev mødt med slet skjult foragt fra de store pro-europæiske grupper i Europa-Parlamentet, mens nationalisterne klappede af ham.

Hvis vi skal kunne samarbejde, er vi nødt til at enes om, at der er forskelle. EU vil ikke falde fra hinanden bare fordi, at vi har forskellige retssystemer.

Mateusz Morawiecki
Polens regeringsleder

Oven på en kontroversiel afgørelse fra den polske forfatningsdomstol i forrige uge mener både EU’s institutioner og flere medlemslande, at Polen bør straffes for, hvad der opfattes som en stadig mere åbenlys underminering af det europæiske samarbejde.

Polens leder skændes med EU-parlamentarikerne 

”De er i gang med at svække EU overfor Putins Rusland,” sagde den konservative gruppeleder, tyskeren Manfred Weber, mens spanske Iratxe Garcia Perez på vegne af parlamentets socialister og socialdemokrater sagde, at Mateusz Morawiecki ”ikke har forstået, hvad EU er for noget.”

Hollænderen Malik Azmani, der førte ordet for de liberale i parlamentets tredjestørste gruppe, beskyldte direkte den polske regeringsleder for at lyve.

De fortæller ikke sandheden til Deres borgere, hr. premierminister: At det her er en måde, hvorpå De ønsker at lede Deres land ud af Den Europæiske Union.

Malik Azmani
Næstformand i Europa-Parlamentets liberale gruppe (Renew)

”De fortæller ikke sandheden til Deres borgere, hr. premierminister: At det her er en måde, hvorpå De ønsker at lede Deres land ud af Den Europæiske Union.”

Den polske regeringsleder afviste på sin side alle ”løgne og rygter” om, at Polen skulle være interesseret i at følge Brexit op med et Polexit. Men Mateusz Morawiecki gjorde det samtidig klart, at ”den højeste lov i EU altid må være det enkelte lands forfatning.”

Morawiecki understregede, at ”EU ikke er nogen stat”, og at hans regering derfor ikke vil finde sig i anklager om anti-europæisk opførsel, bare fordi de ikke uden videre finder sig i alle traktatens regler og EU-Domstolens fortolkning af dem.

”Vi kan ikke acceptere, at man dikterer, hvad medlemslandene skal beslutte. Hvis vi skal kunne samarbejde, er vi nødt til at enes om, at der er forskelle. EU vil ikke falde fra hinanden bare fordi, at vi har forskellige retssystemer,” sagde han.

Langvarig konflikt mellem Bruxelles og Warszawa

Parlamentets voldsomme sammenstød med lederen for det største af EU’s central- og østeuropæiske medlemslande er den foreløbige kulmination på fem års konflikter mellem Bruxelles og den EU-skeptiske PiS-regering i Warszawa.

Dybtgående reformer af landets retssystem, herunder fyringer af dommere og en angivelig politisering af forfatningsdomstolen, er blevet kritiseret gang på gang fra EU’s side. Nu har selv samme forfatningsdomstol så fastslået, at EU-retten ikke har forrang i forhold til indretningen af den polske retsstat.

Denne afgørelse i en sag, som regeringsleder Mateusz Morawiecki selv havde indbragt for den polske forfatningsdomstol, ser ud til at kunne blive dråben, der får bægeret til at flyde over for EU-Kommissionen.

”Jeg er dybt bekymret,” sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen, der også talte i Europa-Parlamentet tirsdag.

”Denne afgørelse stiller spørgsmålstegn ved selve grundlaget for Den Europæiske Union. Den er en direkte udfordring af Europas retsorden,” sagde hun.

Von der Leyen advarer: Nu vil vi handle

Von der Leyen understregede, at selv om der nogle gange kan opstå tvister mellem nationale domstole og EU-retten, så har intet land eller dets forfatningsdomstol nogensinde før afvist traktaternes grundlæggende principper på denne måde.

Det gælder blandt andet principperne om domstolenes uafhængighed af politisk magt, og deres forpligtelse til at sikre overholdelse af også fælles europæisk lovgivning og rettigheder.

Denne afgørelse stiller spørgsmålstegn ved selve grundlaget for Den Europæiske Union.

Ursula von der Leyen
Formand for EU-Kommissionen

”Det er min kommissions pligt at beskytte rettighederne for alle EU-borgere, uanset hvor de bor i vores Union. Retsstatsprincipperne er den lim, der binder vores Union sammen,” sagde Ursula von der Leyen:

”Vi hverken kan eller vil tillade, at vores fælles værdier bringes i fare. Kommissionen vil handle.”

Med den advarsel synes EU-Kommissionens formand at forvarsle muligvis drastiske skridt med det formål at straffe den polske regering og få den til at standse, hvad kommissærerne opfatter som en totalitær udvikling i den polske stat.

180 milliarder kroner til Polens genopretning

Ursula Von der Leyen gjorde det i sin tale klart, at hun har en række redskaber til rådighed:

Kommissionen kan anlægge en ny sag ved EU-Domstolen mod Polen, om end det nok næppe vil imponere magthaverne i Warszawa. Langt mere konkret og nyskabende vil det være, hvis Kommissionen gør brug af muligheden for at tage milliarder i EU-støtte fra Polen.

Nye budgetregler gør det muligt at suspendere EU-støtten til lande, der ikke respekterer reglerne. Og på endnu kortere sigt kan EU-Kommissionen simpelthen nægte at udbetale de op mod 180 milliarder kroner i støtte og 90 milliarder kroner i lån, som er afsat til Polen i Europas nye genopretningsfond.

”Det er de europæiske skatteyderes penge. Hvis EU skal investere mere end nogensinde før for at sikre vores fælles genopretning, så må vi beskytte Unionens budget mod brud på retssikkerheden,” advarede Ursula von der Leyen.

Kommissionens formand nævnte også, at endnu en mulighed er at åbne en procedure mod Polen ifølge traktatens Artikel 7, som i yderste konsekvens kan føre til fratagelse af et lands stemmeret og dermed enhver indflydelse i Den Europæiske Union.

Det er alt sammen trusler, som flertallet i Europa-Parlamentet kraftigt anbefaler både EU-Kommissionen og medlemslandenes regeringer i Rådet at gøre alvor af hurtigst muligt.

Merkel forsøger at dæmpe gemytterne

Noget tyder på, at Ursula von der Leyen og hendes kommissærer gør klar til kamp. Men det er ikke sikkert, at der vil være tilstrækkelig opbakning til det store sammenstød, når kredsen af europæiske ledere samles i Bruxelles de kommende dage.

For det første kan Mateusz Morawiecki regne med støtte fra primært Ungarns leder, Viktor Orban, og også andre ledere fra central- og østeuropæiske lande, der selv kunne frygte at miste EU-støtte på grund af lignende kritik.

Vi har store problemer, men mit råd vil være at løse dem ved at tale med hinanden og finde kompromisser.

Angela Merkel
Tysklands afgående forbundskansler

For det andet virker Tysklands forbundskansler som sædvanlig mest af alt interesseret i at gyde olie på vandene.

”Vi må tale grundigt med den polske regering om, hvordan vi kan overkomme disse vanskeligheder. Vi har store problemer, men mit råd vil være at løse dem ved at tale med hinanden og finde kompromisser,” lød det forleden fra Angela Merkel.

Merkel og andre ledere er bekymrede for, at en eksplosiv debat på topmødeniveau for eksempel kan få Polen til at blokere EU’s grønne dagsorden her et par uger før FN’s klimatopmøde COP26 i Glasgow.

Både på energipolitik, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og områder som immigration, grænsekontrol og forholdet til Rusland er forbundskansleren opsat på ikke at skabe endnu større konflikter med Warszawa.

Frustration i Frankrig og Benelux-landene

Normalt ville den erfarne og dybt respekterede Angela Merkel kunne gøre meget for at lægge en dæmper på tingene. Men det er ikke sikkert, det bliver sådan denne gang.

Netop dette EU-topmøde forventes nemlig at blive hendes sidste, fordi en kommende ny forbundskansler er ved at danne regering hjemme i Berlin oven på septembers valg i Tyskland.

Kernen er, at vi ikke kan have et meningsfuldt EU-samarbejde, hvis ikke vi kan gå ud fra, at domstolene i andre medlemslande er frie og uafhængige.

Jeppe Kofod (S)
Udenrigsminister

Den situation svækker indflydelsen for Merkel, der i forvejen er blevet beskyldt for at gøre alt for lidt ved de senere års underminering af retsstaten og de demokratiske grundregler i Polen og Ungarn.

Samtidig er både Frankrig og Benelux-landene godt og grundigt trætte af at pumpe europæiske penge i politiske systemer mod øst, som i deres optik ikke udviser den store respekt for fællesskabet.

”Den budgetmæssige solidaritet kan ikke fortsætte, hvis der ikke er nogen respekt for de grundlæggende værdier indskrevet i EU-traktaten,” sagde den franske europaminister, Clément Beaune, da ministre fra alle 27 medlemslande tirsdag var samlet i Luxembourg for at diskutere retsstatsprincipperne og forberede ledernes topmøde senere på ugen.

Danmark er også "meget bekymret" over polsk dom

Også de nordiske landes tålmodighed med polakkerne er tilsyneladende ved at slippe op. Den danske regering er ”meget bekymret” over udviklingen i Polen, lød det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) under ministermødet i Luxembourg.

”Dommen fra den polske forfatningsdomstol sætter spørgsmålstegn ved helt fundamentale principper i EU-samarbejdet og skaber alvorlig tvivl om domstolenes uafhængighed,” sagde Kofod:

”Når man skræller teknikken og juraen væk, så er kernen, at vi ikke kan have et meningsfuldt EU-samarbejde, hvis ikke vi kan gå ud fra, at domstolene i andre medlemslande er frie og uafhængige. Det er afgørende, at vores fælles regler også i praksis gælder og håndhæves ensartet i alle medlemslande.”

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Mateusz Morawiecki

Fhv. premierminister, Polen

Manfred Weber

Formand og gruppeleder, European People's Party (EPP) i Europa-Parlamentet, MEP (CSU)
ingeniør (1996)

0:000:00