Kommentar af 
Anne Højer Simonsen

Forude venter armlægning om EU's klimapolitik

Der venter adskillige udspil og forslag, som skal gøre EU klar til at leve op til målsætningen om 55 procents CO2-reduktion i 2030. Det er afgørende for danske interesser, at vi formår at trække i samme retning, skriver Anne Højer Simonsen.

Jeg er optimist på klimaets vegne. Men jeg er ikke jubeloptimist, skriver Anne Højer Simonsen.
Jeg er optimist på klimaets vegne. Men jeg er ikke jubeloptimist, skriver Anne Højer Simonsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Anne Højer Simonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mit håb er, at vi om lidt har lagt det værste i coronakrisen bag os. Efter et år, hvor der er blevet skruet ned for volumenknappen over hele verden, kan vi lige så stille skrue op igen. Men i mellemtiden er der kommet en anden plade på grammofonen.

Om skribenten

Anne Højer Simonsen (f. 1969) er vicedirektør og leder af DI’s klimapolitiske enhed. 

Hun har tidligere arbejdet som vicedirektør i DMI, afdelingschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og vicedirektør i Energistyrelsen. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Da vi bragede ind i krisen for et år siden, var der flere, som frygtede, at den ville fjerne fokus fra klimaindsatsen. Det er ikke sket. I Danmark og EU er der truffet store og vigtige politiske beslutninger i løbet af året.

Men der er også sket noget andet interessant. Forbruget af olie er faldet på grund af krisen, og flere analytikere forudser, at vi nok aldrig kommer tilbage til et forbrug på omkring 100.000.000 tønder olie om dagen, som vi forbrugte på verdensplan før krisen.

Måske vil vi i fremtiden ikke kun tænke tilbage på coronakrisen som en tid med sygdom og restriktioner. Den kan markere et vendepunkt for den grønne omstilling.

Læsere af mine tidligere klummer vil vide, at jeg er optimist på klimaets vegne. Men jeg er ikke jubeloptimist. Der er stadig mange kampe, vi skal kæmpe.

I Danmark er der bred politisk enighed om, at vi skal være ambitiøse og et foregangsland i verden. Men vi mangler stadig at tage store skridt for at nå de målsætninger, som vi har sat os.

Der er også bred enighed om, at Danmark skal bakke op om ambitiøse fælles EU-målsætninger for CO2-reduktion, vedvarende energi og energieffektiviseringer.

Men vi skal gøre os klart, at ikke alle lande uden videre er enige med os. Det skyldes selvfølgelig, at meget kommer an på de konkrete beslutninger, og hvordan de kommer til at fungere i praksis. Og det handler ikke mindst om, hvem der skal betale.

Der venter adskillige udspil og forslag, som skal gøre EU klar til at leve op til målsætningen om 55 procents CO2-reduktion i 2030. Der er en genstartspakke, hvor 37 procent af midlerne skal gå til grønne løsninger. Og til sommer kommer Kommissionen med konkrete udspil om kvotesystemet, vedvarende energi og energieffektivisering.

Der venter en del armlægning om, hvor meget der skal dækkes af fælles mål og instrumenter, og hvor meget der skal være op til landene selv. Hvordan skal byrdefordelingen være? Og hvad skal betalingen være for at sluge en kamel?

Sideløbende er der ved at blive etableret en række partnerskaber, og stribevis af forsknings- og innovationsprogrammer skal sikre fremdriften. Der er mange bolde i luften og mange muligheder at forholde sig til.

Vores succes afhænger af, om vi forstår både at kigge indad og udad på samme tid.

Anne Højer Simonsen
Kommentarskribent

Det er afgørende for danske interesser, at vi formår at trække i samme retning. De danske virksomheders muligheder er helt afhængige af, at den nationale danske regulering er harmoniseret med EU, så alle spiller med det samme antal spillere på banen. Vores succes afhænger af, om vi forstår både at kigge indad og udad på samme tid.

Nemt er det ikke, men vi er langt i forberedelserne. Vi har slebet nogle af kanterne af på hjemmebane. Klimapartnerskaberne er kommet med over 400 konkrete forslag, og der er truffet en lang række svære beslutninger. Bevares, tempoet skal op, men vi er på rette vej.

Mens andre lande stadig kun er i gang med at omstille deres energisektor, er vi i gang med at lægge planerne for sektorkobling, hvor vi udfaser brugen af olie, kul og gas alle steder i samfundet.

Danske politikere, virksomheder og organisationer er klar til at kaste sig ind i de internationale diskussioner med stor vægt. Vi har løsningerne, og vi har lagt fornuftige, langsigtede planer. Vi er klar til at udnytte, at vi har passeret vendepunktet, og at Europa - og til dels verden - for alvor er på vej ind i den grønne omstilling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00