Strejkende aktivister: EU’s grønne aftale er uambitiøs

Af Rikke Damgaard Nielsen og Eva Beyer Paulsen
Gymnasieelever og aktivister i Fridays for Future

I skolen lærer vi, at tillægsordet ”ambitiøs” betyder at have et stærkt ønske om at opnå et svært tilgængeligt mål. I forhold til en klimaplan ville et ambitiøst mål være at opfylde Parisaftalens mål eller målet om reduktion af drivhusgasser, som den danske regering selv har udarbejdet for 2030.

Men Ursula von der Leyen har, som det ser ud i præsentationen af hendes kommission, ikke haft den samme undervisning som os. Ursula von der Leyens “ambitiøse” målsætning for EU er 50 procents reduktion af drivhusgasser inden 2030. I vores optik er dette ikke en ambitiøs plan, men derimod et mindstekrav.

EU har skrevet under på Parisaftalen – alle EU’s lande er altså indforståede med denne aftale – men alligevel vælger Ursula von der Leyen ikke at holde sig til Parisaftalens krav om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030. Fremtidsudsigterne for den såkaldte “European Green Deal” er ikke særlig grønne. 

Forsømte problemer
Et punkt, som Ursula von der Leyen lægger meget vægt på i sin præsentation af kommissionen, og som hun hævder at være meget ambitiøs omkring, er biodiversitet.

Hun mener, at EU skal gå forrest i kampen om at redde den svindende biodiversitet. Men i stedet for at fremsætte en klar handlingsplan, flytter hun en stor del af ansvaret over på landmændene. Det er et problem, set ud fra det faktum, at op mod 20 procent af EU’s samlede budget går til at støtte foderdyrkning og dermed kød- og mælkeproduktion.

Realiteten er, at præsentationen af “European Green Deal” ikke er ambitiøs. Den lever ikke engang op til Parisaftalen.

Rikke Damgaard Nielsen og Eva Beyer Paulsen
Frivillige i Fridays for Future

Derfor bærer EU en stor del af ansvaret for at omlægge landbruget. Dyre- og foderproduktionen i EU dækker et areal på 125 millioner hektar, og mens FN’s klimapanel fastslår, at den animalske produktion skal omlægges eller skæres ned for at løse klimakrisen, er det et problem, som hverken Ursula von der Leyen eller Timmermans italesætter.

En målsætning, Ursula von der Leyen har i sin præsentation, er kampen mod engangsplast. Hun nævner, at der i 2050 vil være mere plast end fisk i havet. Det er også et relevant problem, men under 1 procent af plastikken i havene består af sugerør.

Til gengæld kommer 10 procent af plastikforureningen i havene fra den problematiske fiskeproduktion, som hun slet ikke nævner i sin præsentation. Ursula fortier også, at overfiskning også kan være årsag til, at mængden af plastik i verdenshavene overstiger mængden af fisk.

En uambitiøs aftale
Det er uden tvivl et stort fremskridt, at politik har taget en så grøn drejning, at klima bliver det første punkt på dagsordenen i en præsentation af en EU-kommission. Det er et fremskridt, at Ursula von der Leyen konkret nævner “carbon border tax” som en løsning på udflytning af klimaskadelig produktion til ikke-EU-lande.

Men hun nævner slet ikke bæredygtige energiformer som alternativer til kulkraft og olie. Hun nævner heller ikke løsninger for bæredygtig transport, hverken privat eller offentlig. Hun er generelt slet ikke konkret, når det kommer til plastikforbrug, fødevareproduktion og biodiversitet.