Forsker: Frygten for canadisk handelsaftale er overdrevet

DEBAT: Globaliseringsmodstand og EU-skepsis har sat en ellers god handelsaftale med Canada over styr. Danmark har meget at miste, hvis CETA-aftalen falder til jorden, skriver KU-lektor Jens Ladefoged Mortensen.

Af Jens Ladefoged Mortensen
Lektor i international politik, Københavns Universitet

Den Europæisk-Canadiske handelsaftale CETA skal ratificeres på et yderst kritisk tidspunkt - både for Europa og for verdenshandlen. Nok er Canada ikke vores vigtigste handelspartner, men CETA har derimod stor politisk og strategisk betydning.

Isoleret betragtet som forhandlingsresultat er CETA-aftalen nok en af de bedste handelsaftaler som Europa-Kommissionen har slået.

CETA er et markant bedre forhandlingsresultat, end hvad der synes muligt med amerikanerne. På kritiske punkter som offentlige udbud, geografisk indikationsmærkning, investeringsdomstol og godkendelsesprocesser er CETA langt bedre.

Den respekterer forsigtighedsprincippet, eksempelvis på bioteknologiområdet. Den skaber en uafhængig investeringsdomstol fremfor skjulte investeringstribunaler. Den styrker den dialogbaserede tilgang til bæredygtig handel.

EU-skepsis slører aftalens gevinster
Kritikere har rettet et hårdt angreb mod CETA på mange af de selvsamme punkter. CETA ses som en del af et neoliberalt globaliseringsprojekt.

Der tales om farerne ved ’reguleringsnedkøling’, hvorved frygten for sagsanlæg nærmest automatisk vil dæmpe beslutningstagernes reguleringsambitioner. Kritikken har været følelsesladet.

Ikke blot juridisk er CETA blevet en ’blandet aftale’ - det er kritikken også blevet. Frygten for åbenhed og tabt suverænitet blandes med globaliseringsmodstand tilsat EU-skepsis, vreden mod ’eliten’ og frustrationer over kronisk ulighed i Europa.

Forståeligt nok, for frihandlens gevinster er ikke blevet delt godt nok ud, men kritikerne mangler at oversætte deres politiske magt til en mere konstruktiv handelspolitisk dagsorden.

CETA er en handelsaftale, hverken mere eller mindre. Det er partnerne selv, der skal oversætte aftalen til lovgivning. Den skaber mekanismer, der skal sikre modparten, at det, der er aftalt, bliver overholdt.

Den søger at forsimple myndighedssamarbejdet. Men på alt andet end investeringsområdet er det fortsat de to parters regeringer, der styrer processen. Samordning af reguleringsområderne taler derfor om ’bløde’, dialog-baserede mekanismer.

På investeringsområdet derimod skaber CETA rettigheder til ’væsentlige’ private investorer, med direkte klageadgang til CETA-investeringsdomstolen. Det er ikke overraskende blevet kontroversielt. Frygten for en magtfuld domstol, der tilsidesætter den demokratiske proces og de nationale domstole, har været toneangivende.

Men skaber CETA virkelig så stærk en ukontrollerbar, overstatslig juridisk myndighed? Vil domstolenes afgørelser ikke fortsat ske på baggrund af en retslig afvejning mellem ’staternes ret at regulere’ og investorernes krav på ’fair’ kompensation? Vil vedvarende problemer eller en eksplosion af sagsanlæg ikke udløse krav om genforhandling?

Det er kompliceret jura, og emnet kan vel blive CETA-aftalens endeligt, men jeg har svært ved at se konturerne af en ny global centralmagt i CETA-aftalens ordlyd. Omvendt synes den derimod en del bedre end de eksisterende aftaler.

Store danske CETA-gevinster
Konsekvenserne af en fejlslagen CETA-ratifikation bør diskuteres åbent. Debatten bør handle om de sandsynlige fremtider.

En ratifikation vil minimere risikoen for disintegration, en opblomstring af økonomisk nationalisme og styrke Europas globale magtposition.

Europa vil genvinde dets troværdighed overfor resten af verden. Det muliggør en mere progressiv handelsdagsorden. Omvendt vil amerikanernes handelspolitiske offensiv mod ’unfair’ konkurrence kunne inddæmmes.

Kinas fremmarch som handelsmagt vil kunne modbalanceres. Andre handelspartnere vil orientere sig mod Europa, der trods økonomisk krise og intern opsplitning stadig er et af verdensøkonomiens mest attraktive markeder.

CETA muliggør flere handelsaftaler. Et kollaps vil splintre Europa og sandsynligøre en re-nationalisering af handelspolitikken, både i og udenfor Europa. Og Danmark har her, som et lille globaliseringsfølsomt og eksportorienteret land, meget at miste.

Velfærdsstaten er i stor udstrækning finansieret af eksport. Fremover kan væsentlige dele af dansk udenrigspolitik blive dikteret af de store handelsmagter. Det er allerede begyndt.

CETAs fremtid afhænger nu af tysk og fransk indenrigspolitik frem for en bred europæisk konsensus om, hvordan vi ønsker globaliseringen skal se ud, hvordan vi kan få mest muligt ud af globaliseringen, og hvordan vi kan beskytte os imod dens mest skadelige konsekvenser uden at trække os tilbage fra omverdenen.  

Forrige artikel EL: Derfor siger vi nej til CETA EL: Derfor siger vi nej til CETA Næste artikel Rohde: DF's roaming-udmeldinger er det rene Meld og Feld Rohde: DF's roaming-udmeldinger er det rene Meld og Feld
  • Anmeld

    Jan Søndergård · Tidligere politisk rådgiver i Greenpeace

    CETA og Forsigtighedsprincippet

    Jens Ladefodged skriver omkring CETA aftalen ,at "Den respekterer forsigtighedsprincippet, eksempelvis på bioteknologiområdet".

    Det mener jeg kan diskuteres.

    I CETA-aftalens artikel 24.3 står der, om de deltagende parters ret til fremover at fastsætte miljøbeskyttelsesniveauer, at det skal ske i overensstemmelse med aftalen.
    Det betyder bl.a., at multinationale virksomheder, der har hjemme i henholdsvis Canada og EU, har ret til at anlægge en sag - med udgangspunkt i CETA-aftalens tvistbilæggelsessystem ICS – mod enten EU /et EU medlemsland eller Canada, hvis de f.eks. mener, at ny miljølovgivning skader forventet fremtidig overskud af en foretaget investering.

    At der er foretaget proceduremæssige justeringer af tvistbilæggelsessystemet, ICS, i CETA-aftalen, er i den henseende en ringe trøst.

    For når det gælder ”grundlaget” for en sådan sag omkring retten til, at regulere omkring fødevaresikkerhed og miljø, er der - blandt flere - to artikler som er interessante:

    1) CETA-aftalens artikel 21.2, som omhandler fremadrettet overholdelse af forpligtelser under WTO’s SPS aftale, som handler om regulering om plante- og dyre sygdomme, restindhold af sprøjtemidler, kemikalier eller vækstfremmere i fødevarer.
    Her har EU længe – uden held - arbejdet på at få ændret denne aftale således, at den indeholder det forsigtighedsprincip, som i dag er udgangspunktet i miljø- og sundhedsspørgsmål i EU. Et forsigtighedsprincip der ikke stiller krav om, at miljø- og sundhedsregulering skal være ”omkostningseffektiv”, fordi det afgørende er beskyttelse af miljø og sundhed.

    2) CETA-aftalens kapitel om handel og miljø hvor, som det fremgår af artikel 24.8, EU åbenlyst heller ikke har kunnet få indskrevet det ”ikke-omkostningseffektive forsigtighedsprincip”.

    Det bør efter min mening give anledning til bekymring, når det gælder udfaldet af de mulige søgsmål, der kan følge, når det forhåbentligt lykkes progressive kræfter at indføre ny og bedre lovgivning på miljø – og sundhedsområdet i Europa.

    Med venlig hilsen Jan Søndergård, tidligere politisk rådgiver i Greenpeace

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

Gyser i Strasbourg: EU's nye topchef risikerer stadig at snuble på målstregen

TOPJOB: Efter sidste uges møder i Europa-Parlamentet er utilfredsheden med Ursula von der Leyen så udbredt, at tyskeren ikke kan være sikker på at blive godkendt som EU-Kommissionens nye formand. Hun kan blive stemt snævert igennem eller vraget ved en afstemning tirsdag – eller det hele kan blive udskudt.