Morten Løkkegaard: Statsministeren stirrede sig blind på EU-rabat og glemte danske mærkesager

DEBAT: Den danske regering har solgt kosmetisk større EU-rabat som kæmpe sejr, men droppede mindst tre danske kerneprioriteter i forhandlingerne, skriver MEP Morten Løkkegaard (V).

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Man kan ikke diskutere EU-politik uden at medregne tilfældighederne, de uforudsete omstændigheder, der forstyrrer snart sagt hvilken som helst forkromet plan eller strategi, som måtte blive udtænkt i Bruxelles, Berlin eller Paris.

EU's syv-årige budget, der – om noget – er udtryk for forsøg på bureaukratisk-politisk langtidsplanlægning, er da også altid blevet "disrupted" effektivt af virkeligheden.

Tænk bare på finanskrisen, migrantkrisen og senest coronapandemien.

Derfor kan man heller ikke debattere det næste syvårs EU-budget (2021-2027) uden at forholde sig til den enorme corona-genopretningspakke, som fulgte med i handlen denne gang.

Støtte til genopretning
Den 5.600 milliarder kroner store nødpakke til især de sydeuropæiske økonomier betød nemlig, at de oprindelige, voldsomme budgetambitioner fra de traditionelle "Big Spenders" måtte skrinlægges til gengæld for et klassisk kompromis.

Budgettet blev lidt større, ja – men slet ikke i den størrelse, som for eksempel den franske præsident Macron havde våde drømme om.

Hvor mange husker i dag præsidentens taler på Sorbonne og i Athen, hvor det nuværende budget skulle ganges med syv eller otte?

Selv om 8.000 milliarder kroner immervæk også er en slat penge, svarer det til en stigning på bare 0,05 pct. i forhold til sidste budgetperiode. Hullet efter briterne er dækket ind, men ødselt er det ikke. 

I Venstre støtter vi genopretningspakken og er glade for, at coronakrisen ikke endte med at blive undskyldningen for at stikke politisk helt af med EU-budgettet.

Glade for at genopretningspakken blev et udtrykkeligt "one-off", hvor pengene skal bruges til at booste reformer og sunde økonomiske projekter, som kan hjælpe klima- og digitaliseringsdagsordenen.

Nej, fordelingen mellem lån og tilskud (360/390 milliarder euro) blev ikke god nok (vi havde foretrukket rene lån, så ansøgerne motiveres til at skabe en sund økonomi), men det vigtigste er trods alt, at der bliver stillet klare krav til pengene – og at der dermed er udsigt til på sigt at fastholde og udbygge et Indre Marked til gavn for dansk eksport.

Alternativet havde været ingenting, et ødelagt marked, ødelagte økonomier, voldsomme vælgerreaktioner – og et politisk sammenbrud, i værste fald EU's endeligt.

Forkert tilgang til forhandlingerne
Med en massiv corona-pengeindsprøjtning her og nu lykkedes det at føre budget-diskussionen tilbage på sporet. Og derfra kan vi så tage en seriøs debat om budgettets størrelse, profil, fordelingen af pengene – og resultatet for Danmark.

Det sidste først: Med en dansk ekstraregning på flere milliarder kroner om året kan man dårligt tale om en dansk succes ved forhandlingsbordet.

I sagens natur er det umuligt at vide, hvad en borgerlig regering kunne have opnået, men Venstre har fra starten været kritisk over for statsministerens tilgang og strategi i forhandlingerne.

I stedet for at tale om et "helt gak" budget og en ensidig satsning fra "de fedtede fire" på rabatter, burde man have erkendt, at det handlede mere om at styrke EU's fremtid som vækstmotor og satse på massiv indflydelse på områder som forskning, mobilitet, indre marked og ydre grænser.

Danmark fik en kosmetisk større rabat. Men - på netop disse strategisk vigtige områder blev der i sidste ende sparet mere end nødvendigt, og nu er det så op til os i Europa-Parlamentet at feje op og bruge politisk kapital på at sikre et fornuftigt ambitionsniveau.

Tab på tre områder
Tag nu forskning: Det har - lige siden daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tid fik det prioriteret på EU-budgettet – været en dansk mærkesag.

Mere forskning er livsnødvendig for at fastholde europæiske virksomheders konkurrenceevne i et marked, hvor USA og Kina er klart foran på digitalisering og kunstig intelligens.

For danske virksomheder er fordelene ved fælleseuropæisk forskning endnu mere udtalte.

Men – det succesfulde forskningsprogram, Horizon, endte med kun at få to tredjedele af det oprindeligt foreslåede budget.

Eller tag mobiliteten – det ekstremt succesfulde Erasmus+ program: Her var alle partigrupper i parlamentet enige om, at de unges muligheder for at rejse og studere på tværs af grænserne er entydigt godt for fællesskabets muligheder for at udvikle sig positivt.

Alligevel endte man med at spare på Erasmus+.

Og tag endelig budgettet til at sikre en effektiv ydre grænsebevogtning – i en tid, hvor det ellers er nærmest umuligt at opnå politisk enighed om en fælles asyl- og migrationspolitik i EU27: Her var det for én gangs skyld lykkedes at få Kommissionen til at spille ud med et realistisk beløb til at få 10.000 nye grænsevagter på plads inden 2024.

Og hvad skete der? I de sidste nattetimer blev en tredjedel af budgetforslaget barberet væk.

Hvor skal pengene komme fra?
Hvor var Mette Frederiksen og den danske regering henne? I gang med at fejre en mindre forhøjelse af den danske rabat, som man havde stirret sig blind på?

Nu kom statsministeren så hjem med en stor ekstraregning, der – uanset hvor meget man har pyntet på tallene på forhånd – skal hentes hos danske skatteydere.

En regning, som måske var svær at undgå, men som bedre ville kunne legitimeres, hvis kerneområder i budgettet i det mindste var blevet prioriteret. Det skete ikke.

Læg dertil, at Mette Frederiksen ikke ville anvise, hvor de mange penge skal komme fra. Er det fra Arne? Fra Politiet? Svaret blafrer i vinden.

Og selv om beløbene i en europæisk sammenhæng kan synes at være småpenge, ja så tror jeg, at partierne bag den hjemlige finanslov ser anderledes på det.

I Venstre er vi svorne tilhængere af EU. Vi mener, at det er nødvendigt med europæisk solidaritet og klog støtte, også af dansk egeninteresse. Og EU skal have et ambitiøst budget, som er motoren i den succesrige integration.

Men – af netop de grunde bør regeringen ændre EU-kurs og melde sig anderledes helhjertet ind i kampen.

Forrige artikel Morten Helveg: Europa skal møde verdens udfordringer i fællesskab Morten Helveg: Europa skal møde verdens udfordringer i fællesskab Næste artikel Journalistforbund: EU må ikke svigte Hvideruslands kamp for demokrati Journalistforbund: EU må ikke svigte Hvideruslands kamp for demokrati