Debat

Marlene Wind: Det står stadig hen i det uvisse, hvad regeringens EU-strategi består i - udover at tækkes DF-segmentet

Fem år efter briterne stemte sig ud af EU, har regeringen endnu ikke fundet tid og overskud til at formulere en selvstændig europapolitisk strategi. Der er ellers nok at tage fat på, skriver Marlene Wind, der blandt andet savner politisk velvilje mod EU og et mere vidende embedsværk.

"I en ny europapolitisk aftale bliver vi nødt til at se indad i den danske centraladministration. Vores embedsmænd er ganske enkelt ikke vidende nok om det europæiske maskinrum, som det er i dag," skriver Marlene Wind.
"I en ny europapolitisk aftale bliver vi nødt til at se indad i den danske centraladministration. Vores embedsmænd er ganske enkelt ikke vidende nok om det europæiske maskinrum, som det er i dag," skriver Marlene Wind. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Marlene Wind
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage er det fem år siden, at briterne stemte sig ud af EU. I fem år har vi vidst, at det land, vi kom ind i det europæiske samarbejde med i 1973, og som vi ofte har kunnet gemme os bag, ikke længere ville være der til at føre ordet for os i svære forhandlinger. De ville ikke være der til at tage tæskene og råbe op, når der blev præsenteret planer, som også danske ministre syntes gik for vidt eller i den forkerte retning.

Vi skal nu selv mere på banen for at sikre danske interesser. Det er en stor og alvorlig opgave for et lille land, der med sin åbne økonomi er så fundamentalt afhængig af det europæiske samarbejde.

Temadebat

Ny europapolitisk aftale?

Den seneste europapolitiske aftale, der danner hele fundamentet for den danske EU-politik, er tilbage fra 2008. 

Ambitionerne om en ny europapolitisk aftale blev nedskrevet i det såkaldte forståelsespapir, som regeringen formulerede sammen med de øvrige partier i rød blok efter valget i 2019. Siden er der sket så lidt, at både Venstre og flere andre partier nu begynder at blive utålmodige.

Er det tid til en ny? Og hvad skal en opdateret aftale prioritere i forhold til den gamle? Altinget tager debatten.

Men selvom vi således har haft lang tid til at forberede os og formulere en selvstændig europapolitisk strategi og en ny europapolitisk aftale med de øvrige partier, er intet sket.

Under brexit-forhandlingerne var al dansk energi rettet mod at afbøde, at fiskerne kom i klemme, og at danske eksportinteresser ville klare skærene. Ikke at disse ting ikke er vigtige. Men man kan undre sig over, at regeringen – her fem år efter Brexit – endnu ikke har fundet tid og overskud til at formulere en selvstændig dansk post-brexit-europapolitisk strategi.

At regeringen træder vande, kunne man bevidne ved at læse udenrigsministerens seneste indlæg i Altinget. Her prioriterede han at bruge en tredjedel af klummepladsen på at fortælle, hvorfor fortsat debat tilsyneladende er vigtige end handling. Debat er naturligvis altid godt, men i lyset af, hvor lidt der er sket siden Brexit og den sidste europapolitiske aftale, er det vist ikke (kun) debat, der mangler på hylderne.

Skærer vi ind til benet, ved vi alle naturligvis godt, at det primært handler om, at regeringen ønsker at tækkes det DF-vælgersegment, man havde held til at nudge over ved det seneste folketingsvalg. Og da EU-skepsis sammen med en brutal asyl- og immigrationspolitik var DF’s vigtigste slagnumre, er det nu det, der står som regeringens vigtigste pejlemærker.

Besynderlig Israel-rejse

At EU primært opfattes som et nødvendigt onde, så vi for alvor med den danske deltagelse i sparebanden under sidste sommers EU-budgetforhandlinger. Her mente regeringen, at vejen til økonomisk genopretning efter corona, når det kom til EU (men ikke DK selv), gik gennem samme nedskæringsmedicin som under finanskrisen. Det fik Tyskland og Frankrig heldigvis forpurret med den nu gigantisk store genopretningspakke på 750 milliarder euro, som også Danmark endte med at tilslutte sig.

Et andet eksempel på en besynderlig europapolitik var den famøse Israel-rejse under coronakrisen. Igen var formålet ikke vacciner, men at sende et signal til DF-segmentet om, at EU ikke har styr på noget som helst. Regeringen ville hellere associeres med en højrenational østrigsk leder og en autoritær israelsk regering.

At den israelske regerings ypperste præstation var at være god til at rulle europæiske vacciner ud til borgerne, var i den forbindelse blot en irriterende detalje. Men Israel-turen var spinguf for vælgerhavet nøjagtig ligesom fantom-lejrene i Afrika, som det ovenikøbet lykkedes at få et flertal i Folketinget til at hoppe med på. Her var formålet ’negativ selv-branding’ med det formål dels – igen - at tækkes DF-segmentet dels at skræmme potentielle fremtidige asylanter mod på vores nabolande, som så i stedet må tage opgaven på sig.

I en tid, hvor Folketinget har travlt med at diskutere pseudoforskning på universiteterne, burde vi måske hellere fokusere på den pseudolovgivning, som i stigende omfang kommer fra Christiansborg.

Marlene Wind, professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

Men er det så foreneligt med vores nuværende tilknytning til Dublin-systemet? Det fandt ingen det relevant at spørge om inden folketingsbeslutningen.

Dublin-aftalen sikrer som bekendt, at vi kan sende asylansøgere tilbage til det EU-land, en asylansøger først blev registeret i. Men som adskillige eksperter har gjort opmærksom på, vil de øvrige EU-lande – udover at betragte vores nye asylpolitik som uhørt asocial – næppe acceptere, at asylansøgere, som de sender til Danmark via Dublin-reglerne, ender i deportationslejre i Afrika. Ergo er de to ting helt uforenelige.

Så i en tid, hvor Folketinget har travlt med at diskutere pseudoforskning på universiteterne, burde vi måske hellere fokusere på den pseudolovgivning, som i stigende omfang kommer fra Christiansborg.

Der er nok at tage fat på

Hvis regeringen havde større ambitioner på Danmarks vegne end på at tækkes frafaldne DF-vælgere, ville der være en masse at tage fat på.

Man kunne starte med at genopbygge noget velvilje og respekt. For eksempel ved at signalere, at man ser EU-samarbejdet som en løsning snarere end et problem. En europaaftale burde således handle om Danmarks langsigtede objektive interesser i at påvirke udviklingen på kontinentet. Noget man bedst gør ved at være fuldt og helgyldigt medlem af Unionen.

På den korte bane handler det om at fastholde og udvikle de EU-samarbejder, vi selv tidligere har sluttet op om. Det gælder Dublin, Schengen og EU’s indre marked, grøn omstilling og så videre. Og hvis udenrigsministeren virkelig mener noget med en ’værdibaseret udenrigspolitik’, burde vi naturligvis arbejde på højtryk for at sikre kvalificeret flertal i udenrigspolitikken, så EU’s kritik og sanktioner mod diktaturstater, der krænker basale menneskerettigheder, for alvor kommer til at batte noget.

Det kunne passende være et konkret dansk forslag ved Konferencen om Europas Fremtid, som Folketinget netop har bevilget to millioner til debat om.

Vi burde også hurtigst muligt gå med i EU’s fællesanklagemyndighed EPPO, som langt mere effektivt kan efterforske korruption og svindel med EU-midler i medlemslandene. Sverige har netop sagt, at de går med, og derfor står Danmark nu alene udenfor sammen med Polen og Ungarn. Og sikke et selskab.

De to lande, som ifølge Freedom House slet ikke længere er liberale demokratier, obstruerer kun EPPO, fordi de selv er bange for at blive undersøgt for omfattende korruption og vennetjenester af den nye anklagemyndighed.

Vores embedsmænd er ganske enkelt ikke vidende nok om det europæiske maskinrum, som det er i dag.

Marlene Wind, professor og centerleder, Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet

Selvom nogen forsøger at gemme sig bag retsforbeholdet i denne sag, er det naturligvis blot en dårlig undskyldning. Bekæmpelsen af svindel og korruption er så afgørende for det europæiske samarbejdes langsigtede overlevelse, at de andre medlemslande – trods forbeholdet - vil strække sig langt for at give os en aftale, som vi allerede har med Dublin-forordningen, Schengen og Europol.

Obligatorisk EU-erfaring

Alt dette er dog ikke nok. I en ny europapolitisk aftale bliver vi også nødt til at se indad i den danske centraladministration og på uddannelserne. Vores embedsmænd er ganske enkelt ikke vidende nok om det europæiske maskinrum, som det er i dag.

En ny europaaftale burde gøre det til et uomgængeligt avancementskrav for alle embedsmænd og -kvinder at have hands-on-erfaring fra EU-systemet. Man kan undre sig over, at det ikke allerede er fast praksis, at man selvfølgelig skal have arbejdet en periode i EU-systemet eller et andet EU-land, hvis man vil til tops på Slotsholmen.

Start med at gøre det til et krav, at alle studerende på de samfundsvidenskabelige uddannelser enten har været på et seks måneders Erasmus-ophold på et andet europæisk universitet under deres uddannelse, eller i praktik i en af EU-institutionerne.

Sådan er det ikke i dag, men det ville uden tvivl mindske provinsialismen og øge udsynet i den danske centraladministration, hvis nyansatte kom med den form for ballast. En ballast, som i øvrigt også vil øge de unges attraktionsværdi i det private erhvervsliv.

Erfaring fra Bruxelles eller et studieophold i udlandet kunne også gøre vores politikere – som jo for manges vedkommende har en djøf-baggrund – bedre til sprog og bedre til at begå sig internationalt. Og hvem ved - måske også bedre i stand til at varetage reelle og ikke kun imaginære danske interesser i EU.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion