Tænketank: EU har ændret politik på tre områder, siden coronaen ramte Europa

Kriser er efterhånden blevet hverdagskost i EU-samarbejdet. EU har lagt arm med en stribe kriser i tiåret op til corona-pandemiens hærgen i Europa.

Covid-19-pandemien slår dog tidligere kriser i EU ved at stikke dybere og være bredere i omfang.

Alle EU’s medlemslande er kriseramte, og pandemien griber ind i langt flere politikområder, end nogen anden krise har gjort. Derfor har EU’s krisehåndtering krævet en bred vifte af både gamle og nye politikredskaber.  

Kortvarig kaos og protektionisme
Protektionisme, kaos og manglende koordination kendetegnede krisens tidlige dage i EU. Medlemslande lukkede sig om sig selv ved at lukke grænserne og indføre eksportrestriktioner. Italiens tidlige råb om hjælp på medicinsk udstyr blev i starten overhørt.  

EU’s håndtering af coronakrisen har ikke sat klimapolitikken i baggrunden. I stedet har EU’s krisetiltag været med til at styrke og underbygge EU’s grønne pagt, selvom Tjekkiet og Polen flirtede med helt at droppe pagten.

Maja Kluger Dionigi
Ph.d., seniorforsker, Tænketanken Europa

 
Den manglende fælleshandling i krisens begyndelse er dog ikke det, der springer i øjnene, når man ser tilbage på ”corona-året, der gik”. Tværtimod. Intern kamp blev hurtigt erstattet af fællesløsninger.  
 
I forhold til integrationen har året både budt på alt fra tilbagerulning med eksempelvis indførelse af grænsekontrol, midlertidig suspendering af statsstøttereglerne og øget fleksibilitet i den finanspolitiske ramme og opretholdelse af status quo. Man har eksempelvis fastholdt EU’s klimaambitioner, og EU’s integrationshjul kører fortsat med fælles gældsstiftelse. 

Ændrer retning på tre områder
Samlet set er det et EU, der trods en sløv start hurtigt kom op i gear, dog ikke uden bump på vejen.

Og særligt tre politikområder har taget nye retninger, siden coronaen ramte Europa, nemlig det økonomiske område samt klima- og sundhedspolitikken.  

EU’s økonomiske kriserespons har været kendetegnet ved både kontinuitet og paradigmeskift. I krisens begyndelse tyede EU til velkendte redskaber brugt under den europæiske gældskrise, så som ECB’s opkøb af europæiske obligationer.  

EU anerkendte dog hurtigt, at der skulle mere til. Trods store uenigheder mellem ”sparrebanden” på den ene side og Tyskland og Frankrig på den anden side, nåede EU-landene til enighed om at stifte fællesgæld under EU’s nye genopretningsfond, udbetalt med en blanding af direkte tilskud og lån. 

Fonden er dog ikke permanent, og meget afhænger derfor af, om genopretnings- og resiliensfaciliteten, som er kernen i EU’s genopretningsplan, formår at skabe vækst i EU gennem finansiering af nationale genopretnings- og resiliensplaner. Derudover er det afgørende, at de nationale planer viser sig at være effektive og fri for korruption. 

Klima er stadig højt på dagsordenen 
EU’s håndtering af coronakrisen har ikke sat klimapolitikken i baggrunden. I stedet har EU’s krisetiltag været med til at styrke og underbygge EU’s grønne pagt, selvom Tjekkiet og Polen flirtede med helt at droppe pagten.  

Et flertal af EU’s medlemslande bakkede dog hurtigt op om at gøre pagten til en central planke af EU’s genopretningsplan. Det står i skærende kontrast til EU’s økonomiske krise i 2008/09, hvor klimamål blev udvandet, og ny politikudvikling og implementering blev forsinket.  

EU’s kriseberedskab under pandemien fungerede stort set, som det er designet til at gøre. Problemet er bare, at EU har begrænset kompetence på området.  

Maja Kluger Dionigi
Ph.d., seniorforsker, Tænketanken Europa

Den endelige prioritering af klimaet afhænger dog af, hvordan både den grønne pagt og EU’s genopretningsplan bliver implementeret. 

Er ikke first mover på sundhed
Covid-19-pandemien har afsløret mangler i EU’s mekanismer til håndtering af sundhedstrusler. EU har ikke evnen til at agere som first mover.

EU’s kriseberedskab under pandemien fungerede stort set, som det er designet til at gøre. Problemet er bare, at EU har begrænset kompetence på området.  

EU’s eksisterende pandemiberedskab er blevet etableret og udvidet hver gang, EU har stået over for en sundhedskrise – alt fra BSE til SARS og svineinfluenza. Ligesom tidligere sundhedskriser fører coronakrisen næppe til, at EU bliver tilført nye formelle kompetencer.   

I stedet er der lagt op til at udvide og styrke EU’s eksisterende aktiviteter. Europa-Kommissionen forslog i november 2020 at styrke EU’s sundhedsagenturer, EMA og ECDC, samt oprette et nyt agentur for biomedicinsk beredskab, øge fælles lageropbygning og revidere den juridiske ramme for grænseoverskridende sundhedstrusler.

Det er relativt ukontroversielle tiltag. 

Ømtålelig diskussion
EU’s nye vaccinestrategi har dog kastet EU ud i ømtålelige diskussioner om retfærdig fordeling mellem medlemslandene og evnen til at forhandle gode kontrakter på plads. Udfordringen bliver at sikre medlemslandenes fortsatte appetit på at styrke sundhedsområdet, også når EU bevæger sig ind på politisk sensitivt terræn. 

Potentialet for at øge integrationen på sundhedsområdet er langt større, når sundhedspolitikken hægtes på områder, hvor EU har flere muskler.

Det gælder udnyttelse af det indre markeds ”fire friheder” (eksempelvis godkendelse af farmaceutiske produkter), budgettet (større finansiering til sundhedsområdet) og koordinering af landenes økonomiske politik (udnyttelse af Det Europæiske Semester til at sætte fokus på sundhed).

Her kan der virkelige komme turbo på integrationen fremadrettet.