Venstre: Frihandelsaftaler er blevet en ideologisk kampplads

DEBAT: CETA-aftalen har for nogle partier udviklet sig til en ideologisk kampplads, men det er en skam, for frihandelsaftaler er med til at udbygge vores politiske samarbejde med andre lande, skriver Jan E. Jørgensen, MF for Venstre.

Af Jan E. Jørgensen
MF for Venstre

Jeg må indrømme, at jeg troede, at vi var færdige med at diskutere handelsaftalen mellem Canada og EU, den såkaldte CETA-aftale, efter et stort flertal af det danske folketing stemte for en ratifikation af aftalen tilbage i marts i år. Men jeg tager naturligvis gerne en diskussionsrunde mere. Man skal nemlig ikke gå glip af en mulighed for at rose både CETA og frihandelsaftaler generelt.

Frihandelsdagsordenen har i længere tid været under angreb fra dele af venstrefløjen. CETA-aftalen har for nogle partier udviklet sig til en ideologisk kampplads, hvorfra man bekriger globalisering og vækst. Den kamp er i mine øjne ærgerlig. For den rammer de forkerte.  

Sagen er, at 31 millioner jobs i EU er direkte afhængige af samhandel med lande uden for EU. Det samme gælder for et meget stort antal jobs i Danmark. I en lille, åben økonomi som vores er vi helt og aldeles afhængige af verden omkring os. Vores fælles velstand og velfærd er betinget af, at vi handler med verden omkring os. Men frihandelsaftaler handler om mere end vækst og arbejdspladser. 

Frihandelsaftaler er med til at udbygge vores politiske samarbejde med andre lande og bidrager herigennem til stabilitet og fred. Jeg ærgrer mig over, at dele af venstrefløjen, som jeg ellers anser for at være globalt orienterede, konsekvent afstår fra at se frihandelsaftalerne i et tilstrækkeligt bredt perspektiv. 

CETA-kritikere har fået for stor opmærksomhed
Det har for mig været en smule overraskende, at CETA-kritikerne er lykkedes med at få så stor opmærksomhed. Især taget i betragtning, at frihandelsaftaler jo ikke ligefrem er et nyt fænomen i EU. Faktisk har EU indgået mere end 30 handelsaftaler, siden Danmark blev medlem. Canada er et land, der minder mere om de europæiske lande end eksempelvis Vietnam og Sydkorea, som vi tidligere har indgået handelsaftaler med.

Og ligesom os har de en regering, der værner om forbrugerbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder og miljø- og klimahensyn. Så hvis ikke vi kan indgå en aftale med et land som Canada – hvem synes venstrefløjen så egentlig, at vi kan tillade os at lave frihandelsaftaler med?

I denne tid står vi europæere over for et valg. Ønsker vi at møde globalisering og frihandel med frygt, handelsmure og korslagte arme? Eller ønsker vi at møde globalisering og frihandel med høje standarder, gode argumenter og international dialog? Jeg vælger altså sidstnævnte. Og jeg er derfor også glad for, at vi har fået ratificeret CETA-aftalen og dermed sikret en ambitiøs handelsaftale til stor gavn for hele EU og ikke mindst for Danmark.

Forrige artikel Dansk Metal: EU-handelsaftaler bag lukkede døre Dansk Metal: EU-handelsaftaler bag lukkede døre Næste artikel Kari: Folketinget bør sige nej til CETA Kari: Folketinget bør sige nej til CETA
  • Anmeld

    Kim Wittenburg Kolbe

    CETA er meget mere end en handelsaftale!

    Hvordan kan Jan E. Jørgensen totalt lukke øjnene for, hvad CETA aftalen betyder?
    Hamdelsaftaler er absolut af det gode, men det er ikke her, at modstanden mod CETA, TIP, TTIP m.fl. ligger, det er alt det andet, som man har koblet på. Investorbeskyttelsen, ISDS og afarter heraf, er jo et totalt knæfald for udenlandske banker, investorer og multinationale firmaer.
    Muligheden for at sagsøge en regering på grundlag af f.eks. en lovgivning, der kan gøre indgreb i virksomhedernes profitmaksimering? Utroligt!
    Vel og mærke, en mulighed EU virksomheder ikke får!
    Styret af en specialdomstol bliver demokratiet og udviklingen overladt til de ikke folkevalgte investorer.
    Alt er skruet sammen for at kapitalens legeplads kan udvides til også at omfatte alle vore samfundsskabte institutioner og virksomheder.
    Hospitaler, vandværker, skoler, socialforsorg, ja intet er fredet, alt skal kunne gøres salgbart i privatiseringens hellige navn, men det er ikke til befolkningens bedste, hvilket utallige eksempler udefra giver et tydeligt signal om.
    Globalisering er et udtryk for virksomhedernes mulighed for at rykke ind og ud af lande efter behag og finde de mest de-regulerede steder at producere, steder med ringe arbejdsmiljølovgivning, ringere arbejdstsgerbeskyttelse, lave-, eller ingen skatter mm. mm.
    Når så tilmed muligheden for at unddrage sig skattebetalinger ved smarte transaktioner og skattely foreligger, så er ringen sluttet.
    Når så investorerne og virksomhederne har fået i pose og sæk, står samfundet og den enkelte borger, tilbage med resultatet og regningen.

    Iøvrigt, den meget omtalte beskæftigelse/jobskabelse! Hvorfra skal den komme?
    Det kan jo kun ske ved et øget forbrug, men hvordan, i et EU område, hvor arbejdsløsheden et stigende og realinskomsten er faldende? Situationen på den anden side af Atlanten er jo ikke meget bedre!
    Et samfund, der kun er baseret på kapitalens ogvirksomhedernes ønsker og behov er ikke en ønskværdig fremtid.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Ovenstående er et perfekt eksempel på et libertært knæfald for kapitalen.

    Jan e. Jørgensen knæfald for kapitalen er et godt eksempel på, at han ønsker frihandel, fordi det lyder godt i liberale ører, MEN som altid skal nogle betale prisen.
    Som liberal ønsker han frihed til at handle, og der synes at være en tiltro til, at kapitalistiske diktatorer er bedre til at styre vores relationer med andre lande end demokratiske fællesskaber.
    Af et liberalt og frihedssøgende menneske at være, er det overraskende, at han er fuldstændig blind for, hvordan verden allerede er skævvredet, hvor friheden er fortsat som en mulighed for de få, mens flertallet må underkaste sig stigende pression og uligevægt i fordeling af værdierne.
    Præs. Trump, der er blevet valgt af de fattigste dele af den amerikanske befolkning vil nu gennem skattelettelser til de rigeste, lade de fattige betale.
    Hverken CETA, Ttip eller Tip kan rette op på denne ubalance, der er skabt og forstærket i takt med at handelsaftalerne rulles ud. Det endelige resultat er oligarkiske strukturer, der til sidst vil nedbryde de demokratiske samfund.
    Det har Jan E. Jørgensen tilsyneladende ikke helt gennemskuet.