Debat

Dansk Vegetarisk Forening: L&F spilder muligheden for at fremtidssikre landbruget

Det er en gåde, hvorfor Landbrug & Fødevarer bliver ved med at insistere på at fortsætte en overdreven animalsk produktion. Fordelene ved at omlægge til plantebaseret produktion er indlysende, skriver Rune-Christoffer Dragsdahl. 

Landbruget kan med en omlægning til plantebaseret produktion hjælpe Danmark med at nå klimamålsætningen, give plads til mere skov og natur til gavn for biodiversiteten og samtidig få del i det voksende verdensmarked for alternativer til produkter fra dyr.
Landbruget kan med en omlægning til plantebaseret produktion hjælpe Danmark med at nå klimamålsætningen, give plads til mere skov og natur til gavn for biodiversiteten og samtidig få del i det voksende verdensmarked for alternativer til produkter fra dyr.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rune-Christoffer Dragsdahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

17. juni kunne man hos Altinget læse, at Landbrug & Fødevarers klimadirektør, Niels Peter Nørring, frygter, at regeringens landbrugsudspil vil få store økonomiske konsekvenser for landbruget i en sådan grad, at hundredvis af landbrug vil være i fare for konkurs.

"Man har glemt den animalske produktion, og hvis man ikke laver ordninger, som de også kan søge, så kommer de ikke til at omstille sig i den grad, som vi gerne ser", lyder argumentet fra Landbrug & Fødevarer. 

Men hele pointen er jo netop, at det skal være mere attraktivt at producere plantebaseret end animalsk. Ellers når vi ikke klimamålet. Også FN’s Verdensmål bliver i så fald umulige at nå.

Bør udvikle solide ordninger
Løsningen på Landbrug & Fødevarers problem er således ikke at opfinde ordninger, der skal bevare en høj animalsk produktion. I stedet bør der udvikles solide ordninger til plantebaseret produktion, samtidig med at der investeres i at styrke hele værdikæden fra jord til bord. De ordninger skal naturligvis også søges af animalske producenter, som påbegynder en gradvis omlægning af deres landbrugsjord – fra foder til føde.

Det er svært at finde gyldige argumenter for at bibeholde den intensive animalske produktion

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening

De animalske producenter må vænne sig til, at fremtiden ikke er i staldene, men på markerne. Lige nu bruger vi 80 procent af landbrugsarealet på at producere dyrefoder, og 89 procent af landbrugets klimabelastning kommer fra produktionen af foder og animalske fødevarer.

Landbrug & Fødevarer udgav sidste år i samarbejde med Tænketanken Frej og os i DVF en forsknings- og udviklingsstrategi for plantebaserede fødevarer. Det glædede os meget, at Landbrug & Fødevarer i forbindelse med denne italesatte klare visioner for plantebaseret udvikling.

Men hvis vi skal have en reel grøn omstilling, giver det sig selv, at vi samtidig bliver nødt til, over tid, at reducere den overdrevet store animalske produktion. Vi kan jo ikke både blæse og have mel i munden. Vi må prioritere, hvor fremtiden ligger. Det er trist, hvis Landbrug & Fødevarer ikke kan se dette.

Indlysende fordele
Flere rapporter, eksperter og organisationer, ja sågar Landbrug & Fødevarers Niels Peter Nørring selv, har peget på, at vi står over for en kæmpemæssig udfordring, og at udledningen af klimagasser skal ned.

Klimarådet har peget på, at billigere plantebaserede fødevarer vil kunne drive en øget efterspørgsel på netop disse varer

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening

Landbruget kan med en omlægning til plantebaseret produktion hjælpe Danmark med at nå klimamålsætningen, give plads til mere skov og natur til gavn for biodiversiteten og samtidig få del i det voksende verdensmarked for alternativer til produkter fra dyr. Et marked, der kan skabe tusindvis af nye, bæredygtige arbejdspladser.

De indlysende fordele ved at omlægge landbruget er således mange. Og det er svært at finde gyldige argumenter for at bibeholde den intensive animalske produktion.

Et af argumenterne, der bliver fremført, er, at efterspørgslen på kød vil stige. Men det er netop ikke givet, at fremtidens forbrugere vil efterspørge kød. Klimarådet har peget på, at billigere plantebaserede fødevarer vil kunne drive en øget efterspørgsel på netop disse varer, og store internationale fødevarevirksomheder investerer også massivt i plantebaseret udvikling. Vi kan således selv være med til at bestemme, hvad forbrugerne i fremtiden køber og spiser, hvis vi udvikler fremtidens plantebaserede produkter.

Et andet argument er, at den animalske produktion er blandt de mest klimaeffektive i verden, og at problemerne med klimabelastning derfor blot vil flytte til udlandet, hvis vi nedbringer produktionen herhjemme.

Men de miljøøkonomiske vismænd har vurderet, at den såkaldte lækage - altså hvor stor en del af vores udledninger, der "flytter" til udlandet - er begrænset og formentlig på blot 25 procent. En reduktion herhjemme vil med andre ord give en reel global klimagevinst.

Selvsamme vismænd har påpeget, at Danmark kan bidrage til at accelerere udviklingen inden for alternativer til animalsk produktion for at fremtidssikre det danske fødevareerhverv.

Det må derfor stå tilbage som en ulykkelig gåde, hvorfor Landbrug & Fødevarer stik mod al fornuft alligevel forsøger at få afsat flere penge til at fortsætte den store animalske produktion, når man i stedet burde forsøge at få afsat penge til den nødvendige omstilling til en plantebaseret fremtid.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00