Egander Skov: Landmanden er blevet et industrielt fremmedlegeme i landskabet – nu må bonden genfinde sin plads som kulturbærer

Dette landskab er for mig det danske. Det er det, som har sat sit aftryk i mit hjerte. En gang kørte jeg ad en af de små ensporede veje, som man finder, hvis man begiver sig bort fra hovedvejene herude.

På begge sider af den smalle vej var der plantet raps. Og det var forår og rapsen stod så højt og så smukt, at det lignede, at nogen havde plantet solen, og det var nu som om denne sol ville bølge ud over vejen og bade også mig i solskin.

Solen står med bonden op.

Det er landet, mit land og det er Danmark. Det forudsætter landbruget. Jeg kender intet landskab uden det, og ønsker heller ikke et landskab uden det.

Men ligesom alle andre kan jeg se, at der er noget, der ikke er, som det burde være. Og ligesom de fleste andre kan jeg se, at dansk landbrug står ved en korsvej. De fleste andre end landbruget selv måske?

Der er CO2-udledningen, som vi alle er tvunget til at tage alvorligt, og hvor alle fra højre til venstre har erkendt, at en CO2-afgift er den mindst indgribende og mindst bureaukratiske måde at regulere udslippet.

Der er kvælstofudledningen, der får fisk til at svømme rundt med bugen op i vores fjorde og indre farvande, mens landbruget taler udenom og spørger efter en second opinion.

Der er drikkevandet. Og så er der også det landskab, jeg just besang.

For sandheden er jo også, at landbrugets forhold til dette er dobbelt. Landbruget er dets forudsætning, men landbruget er også i færd med at ødelægge det.

Strukturudviklingen i retning af stadig færre brug med stadig mere jord betyder, at skel sløjfes og levende hegn konverteres til flis. Angiveligt også som et led i den grønne omstilling, der indimellem er en ren excel-øvelse.

Som følge af samme udvikling er landmanden selv ved at forsvinde. I sin arketypiske form, bonden, er han vel nærmest væk. Bonden var den kulturbærende klasse i det folkelige Danmark fra 1800-tallet og frem til engang i det 20. århundrede.

Den moderne landmand henter sin selvforståelse fra industrien, kalder sig producent.

En moderne landbrugsbedrift, hvor produktionsbygningerne er altdominerende og hvor selv det gamle stuehus måske har måttet vige for en arkitektonisk rædsel med fladt tag og grå tegl, er omtrent lige så hjemmehørende i landskabet som en arsenikfabrik.

Landbruget gav os et dansk landskab, der var svært ikke at elske. Men måske vil det efterlade os med et landskab, det er vanskeligt at holde af.

At landbruget står ved en korsvej er blevet klart ved efterårets politiske møder. På Landbrug & Fødevarers årsmøde var billedet tilsyneladende, at landbruget helst ikke ville forholde sig til problematikken. Men det er også sigende.

Landmanden er også forvalter af det danske kulturlandskab, af vores fælles arv, herlighedsværdierne, landskabet, vandet og luften. Det kræver et stærkt landbrug.

Christian Egander Skov
Historiker

På Danmarksdemokraternes landsmøde forsøgte Støjberg at slå sig op på en indædt modstand mod enhver CO2-afgift. Det har uden tvivl klangbund i store dele af landbruget, også i Landbrug & Fødevarer.

Man må dog alligevel hæfte sig ved den markante undsigelse af Støjbergs protestlinje. Landbrug & Fødevarer vil forståeligt nok gerne have indflydelse på erhvervets fremtid. Man kan ikke række ud efter indflydelse med korslagte arme.

Men de korslagte arme er ikke kun et problem i Danmarksdemokraterne. Venstres mægtige landbrugslobby er blevet tilskrevet en obstruktionspolitik, der har ført til en formands fald og fritidslandmanden ”traktor-Troels’” entrereren på den politiske og landbrugspolitiske scene. Landbruget undgår næppe en CO2-afgift. Forløbet er en advarsel til erhvervet om ikke at overspille sine kort.

Nej-magten rækker kun så langt. Og i en virkelighed, hvor landbrugets økonomiske betydning for samfundet er lille og vigende, rækker den måske slet ikke.

En historisk parallel. I samme periode som bonden indtog magten i det danske samfund, kæmpede godsejerne for deres. Allerede i Grundloven fra 1849 lå der en bestemmelse om, at de gamle lensbesiddelser, som de store adelsslægter sad på, men ikke decideret ejede, skulle afvikles.

Det brød godsejerne sig bestemt ikke om. Og da de sad på den politiske magt i sidste fjerdedel af det 19. århundrede, skete der absolut ingenting. Godserne oplevede en ”indian summer” med politisk magt, kulturel prestige og økonomisk velstand. Alting blomstrede i nej-magtens jorder.

Men så kom systemskiftet i 1901. Venstre fik magten. Siden endog husmændene i Radikale. Godsejernes parti Højre blev marginaliseret. I 1919 ramte så den store lensafsløsningslov som følge af de nye magtforhold.

Den ødelagde mange danske godsers økonomi, gjorde ubodelig skade på arven og eksproprierede ret beset en stor del af deres jord til husmandsbrug. Lektien? I stedet for at gribe initiativet, mens de havde muligheden, lagde de armene over kors. Og da de ikke længere havde hverken magt eller mulighed, ramte virkeligheden dem med renters rente.

Det er den situation, der nu truer dansk landbrug. Derfor er det afgørende, at erhvervet griber initiativet. Ikke blot som afværgedagsorden, men med henblik på at gentænke landmandens rolle i dansk samfundsliv.

Det kan blive sandt igen, hvad Grundtvig skrev: ”solen står med bonden op.”

Christian Egander Skov
Historiker

Spørgsmålet man må stille sig, lyder: Hvilke opgaver kan og skal dansk landbrug bidrage til at løse for almenvellet?

I fremtiden er landmanden naturligvis også producent, vi er interesserede i danske produkter, europæisk selvforsyning og reduceret klimabelastning for transport over lange afstande.

Men landmanden er også forvalter af det danske kulturlandskab, af vores fælles arv, herlighedsværdierne, landskabet, vandet og luften. Det kræver et stærkt landbrug.

Det kræver en kompensation, som gør det muligt. Det kræver modkrav for kompensationen. Det kræver også et indgreb mod den løbske bedriftskoncentration.

Ja, og så kræver det også, at landbruget omstiller sig til sin nye rolle. Det er til gengæld en rolle, landmanden – eller jeg vil hellere sige bonden – kan være stolt af.

Han vil træde ud af rollen som et pseudo-industrielt og uvelkomment fremmedlegeme i det landskab, hans forfædre har skabt, og ind i sin retmæssige plads som en af Danmarks, det danske lands, den danske ånd og kulturs bærende søjler. Det kan blive sandt igen, hvad Grundtvig skrev: ”solen står med bonden op.”