Debat

Fiskere om finansloven: Vi har mere end nogensinde brug for en håndsrækning

DEBAT: Fiskeriet er historisk presset af coronakrisen og brexit og har derfor brug for Christiansborgs hjælp til at gennemføre grønne investeringer og markedsføring på eksportmarkederne, skriver Danmarks Fiskeriforening PO's formand, Svend-Erik Andersen. 

"Selvom dansk fiskeri er vant til bølgegang, er det alligevel noget helt særligt i år," skriver Svend-Erik Andersen. 
"Selvom dansk fiskeri er vant til bølgegang, er det alligevel noget helt særligt i år," skriver Svend-Erik Andersen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Svend-Erik Andersen, Formand for Danmarks Fiskeriforening PO

Gennem covid-19-krisen har folkestyret vist sig fra sin smukkeste side. Alle partier – fra ende til anden – har stået skulder ved skulder og lagt de trædesten, der skal få Danmark sikkert ud på den anden side.

Den ånd skal regeringen og partierne tage med sig, når de inden længe samles i Struensee-værelset for at forhandle finansloven 2021. En finanslov som set med fiskeriets øjne skal prioritere tiltag, der kan udvikle og ikke afvikle erhvervsfiskeriet i en situation, hvor brexit og covid-19 krisen truer dansk fiskeri og den milliardeksport, erhvervet tjener hjem til Danmark.

Fiskeriet er en del af Danmarks kulturarv og spiller fortsat en vigtig rolle i Danmark. Erhvervet bidrager med tusindvis af arbejdspladser, og i mange små havnesamfund - som eksempelvis på Læsø - er fiskeriet livsnerven, der holder hjulene i gang.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Danmark er samtidig et foregangsland, hvad angår bæredygtigt fiskeri. Omkring 80 procent af landingerne er bæredygtighedscertificerede, og CO2-udledningen er reduceret med 60 procent fra 1990 til 2017. Det kan vi som land godt tillade os at være stolte af.

Oplægsordning er oplagt
Selvom dansk fiskeri er vant til bølgegang, er det alligevel noget helt særligt i år. Covid-19 har rystet eksportmarkederne og presset priserne på friske fisk i et omfang så forretningsgrundlaget for mange er under pres.

I dag findes der grønne teknologier, der kan reducere udledningen af CO2 med 25 procent per kilo fanget fisk. Dog er det dyrt, og mange fiskere har slet og ret ikke råd til at foretage investeringerne.

Svend-Erik Andersen
Formand i Danmarks Fiskeriforening PO

Samtidig truer brexit med at bombe dansk fiskeri tilbage til stenalderen. Fremtidsudsigterne er derfor historisk dystre, og det skaber bekymring og mismod i hele sektoren.

Fiskeriet har derfor mere end nogensinde brug for en håndsrækning, der kan vise, at hele Danmark står bag fiskerierhvervet. Derfor har Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske PO udarbejdet udspillet ”Blå vej gennem krisen”, hvor vi kommer med en række forslag til, hvordan fiskeriet kommer igennem krisen.

Eksempelvis ser vi i fiskerisektoren en midlertidig oplægningsordning* som et oplagt tiltag, der kan hjælpe fiskeriet gennem den svære tid. Ordning kan give nogle fiskere mulighed for midlertidigt at indstille fiskeriet til markedet er mere normalt.

I EU har man allerede banet vejen for en oplægningsordning, og faktisk har vi i dag ubrugte EU-midler, som kan finansiere ordningen. Det eneste, der mangler, er politisk vilje til at få ordningen søsat.

Understøt grønne investeringer
I fiskeriet mener vi også, at der skal tænkes i bæredygtighed og nye grønne løsninger, når fiskeriet skal hjælpes gennem covid-19 krisen i kommende finanslov.

Selvom vi som nævnt indledningsvist allerede er kommet et pænt stykke vej i forhold til at reducere klimabelastningen fra fiskeriet, så er der fortsat et uforløst potentiale.

I dag findes der grønne teknologier, der kan reducere udledningen af CO2 med 25 procent per kilo fanget fisk. Dog er det dyrt, og mange fiskere har slet og ret ikke råd til at foretage investeringerne.

Derfor er der brug for en pulje, der kan understøtte udskiftning af gamle teknologier med nye grønne teknologier. En sådan pulje kan bidrage til, at der på kort sigt sker en CO2-reduktion som kan bidrage til, at Danmark når 2030-målsætningen om en CO2-reduktion på 70 procent.

Markedsfør dansk fisk
Finansloven 2021 skal også prioritere en øget markedsindsats.

Eksportmarkederne er rystede på grund af covid-19. Derfor skal der gøres en større indsats for at markedsføre og afsætte danske fiskeriprodukter. Eksempelvis i Kina, hvor der er et stort potentiale i at eksportere endnu flere forskellige fiskeriprodukter.

Alt i alt er der i fiskerisektorens udspil ”Blå vej gennem krisen” 11 tiltag, som er lige til at gå til, og som kan hjælpe fiskeriet gennem krisen.

Det håber vi meget, at finansordførerne og finansministeren vil skele til, når de om lidt skal forhandle. Og så håber vi på en bred aftale, der kan skabe ro og sikkerhed for Danmark og dansk fiskeri i en turbulent tid.

En oplægningsordning er en ordning, hvor et fartøj i en begrænset periode indstiller fiskeriet mod, at der betales økonomisk kompensation. Det kan bidrage til, at der er færre fartøjer, som fisker ad gangen og derved mindske fiskeriindsatsen i en periode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024