Debat

DI Fødevarer: Finansloven skal vise vejen ud af coronakrisen

DEBAT: Finansloven skal sikre, at covid-19 ikke gør unødig skade på dansk økonomi. Og så skal den fjerne afgifter på sukker og chokolade og sikre investering i grøn forskning, skriver Leif Nielsen, branchedirektør i DI Fødevarer. 

Finansloven skal udlægge en sikker vej ud af coronakrisen blandt andet ved at sikre tilstrækkelig testkapacitet, skriver Leif Nielsen, branchedirektør DI Fødevarer. 
Finansloven skal udlægge en sikker vej ud af coronakrisen blandt andet ved at sikre tilstrækkelig testkapacitet, skriver Leif Nielsen, branchedirektør DI Fødevarer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leif Nielsen, branchedirektør DI Fødevarer

Den nye politiske sæson er skudt i gang. De kommende måneder bliver tætpakket med politiske forhandlinger frem mod finansloven for 2021, med blandt andet både pensionsreform og grøn skattereform.

Det er en helt central præmis for DI Fødevarer, at håndteringen af covid-19-virus prioriteres, så mest mulig samfundsaktivitet kan køre. Derfor er vi glade for, at regeringen med sit finanslovsforslag har afsat en større reserve til genstart af dansk økonomi og et styrket værn mod covid-19.

Der er ingen garanti for, at kampen mod virus er vundet i 2021. Derfor er det vigtigt, at den kommende finanslovsaftale prioriterer indsatser, der kan sikre, at samfundet holdes åben og kørende.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det kan blandt andet være investering i tilstrækkelig testkapacitet i samfundet, så vi har de bedst mulige rammer for at kunne inddæmme smitten. Det, vi har lært indtil nu, er, at mange foranstaltninger vil være langt billigere end at skulle lukke samfundet ned endnu engang.

Afskaf chokoladeafgiften
Næste års finanslov bør også prioritere en lempelse af forbrugsafgifterne på fødevareområdet, herunder særligt chokolade- og sukkervareafgiften.

En uhensigtsmæssig beskatning vil kunne få produktionen til at flytte ud af landet. Sker det, er der ingen vinder. Heller ikke klimaet.

Leif Nielsen
Branchedirektør DI Fødevarer

Netop dén afgift mangler vi i særlig grad at få taget et opgør med. Som det er dokumenteret ved efterhånden flere lejligheder, så har den høje afgift den konsekvens, at den illegale handel med søde sager blomstrer, og det er ikke alene i det københavnske kioskmiljø, men det er efterhånden en landsdækkende tendens.

For det andet rammer afgiften de svagest stillede i samfundet hårdest. Det kan være den pressede unge børnefamilie, de ældre, der lever af de mindste pensioner, eller de danskere, der har mistet jobbet under coronakrisen.

Endelig kan vi bringe noget af handlen med nydelsesmidler tilbage til danske butikker til gavn for vækst, beskæftigelse og klimaet. Det behøver ikke foregå i grænsehandelsbutikkerne.

Effekten af dette har vi fået en forsmag på i de dage i foråret, hvor grænsen til Tyskland var lukket. Dejligt at se den stigende aktivitet i dansk detailhandel, hvor skattekronerne bliver i Danmark. Så lad os få slået tre fluer med et smæk og få sænket afgiften på slik og chokolade i finansloven for 2021.

Sats på grøn forskning
Et andet område, der kan få store konsekvenser for danske fødevarevirksomheders rammevilkår i fremtiden, er forhandlingerne om en grøn skattereform, herunder en CO2-afgift. En CO2-afgift vil – uanset hvordan man vender og drejer det – være ekstremt kompleks at skrue sammen, uden at den rammer socialt skævt, koster arbejdspladser og eksportindtægter.

For fødevarevirksomhederne - og faktisk også det øvrige samfund - er hensynet til den meget store eksport uhyre vigtigt. En uhensigtsmæssig beskatning vil kunne få produktionen til at flytte ud af landet. Sker det, er der ingen vinder. Heller ikke klimaet.

En mere perspektivrig vej til at reducere udledningen af klimagasser er ved at investere i grøn forskning og innovation. Fra DI Fødevarers side håber vi, at finansloven vil indeholde et markant fødevareaftryk i udmøntningen af forskningsreserven og dermed i finansloven. Det er i den forbindelse vigtigt at bibeholde niveauet for midler til grøn forskning og innovation på fødevareområdet selv i en tid, hvor den økonomiske aktivitet i samfundet er faldende.        

Styrk diplomatiet           
Vi ser også rigtigt gerne, at det internationale område hos ministerierne prioriteres højt i de kommende år. En genopretning af dansk økonomi efter covid-19 skal have fokus på eksporten.

Verden bliver fattigere, og der bliver styrket konkurrence på eksportmarkederne. Finansloven for 2021 bør prioritere, at der afsættes midler til flere rådgiverressourcer på fødevareområdet ude på de danske ambassader.

De udsendte gør det allerede godt, men der er brug for flere folk til at hjælpe danske fødevarevirksomheder på de globale markeder. Her kan man med fordel skele til den hollandske model med mange ressourcer dedikeret til fødevareområdet ude på ambassaderne.

Fællesnævneren for finansloven 2021 må blive vejen ud af coronakrisen.       

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Nielsen

Branchedirektør, DI Fødevarer
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00