Debat

Fødevareministeren: Krigens konsekvenser skaber grøn omstilling

De ulykkelige begivenheder i Ukraine har vist behovet for at sikre fødevareforsyningen. Men den danske fødevareproduktion har været gode til at håndtere krisen og ruste sig til de udfordringer, som fremtiden byder, skriver minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen. 

Når vi gør os uafhængige af russisk gas og kunstgødning, udvikler vi vores fødevareproduktion i en mere bæredygtig retning, skriver Jacob Jensen.
Når vi gør os uafhængige af russisk gas og kunstgødning, udvikler vi vores fødevareproduktion i en mere bæredygtig retning, skriver Jacob Jensen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jacob Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nu 14 måneder siden, Europa vågnede op til krig. Rusland havde invaderet Ukraine. Millioner af mennesker var på flugt fra den ene dag til den anden.

En voldsom og chokerende udvikling påvirkede på meget kort tid ikke alene ukrainerne, men også borgere i lande flere tusinde kilometer væk fra Kyiv.  

Ikke bare os i Europa, men også Asien, USA og Afrika.

Temadebat:

Er fødevarekrisen afblæst?

Fødevarekrisen hører man ikke meget om i den offentlige debat. Så er krisen forbi, eller er listen med akutte problemer stadig lang?

Det spørger Altinget Fødevarer et panel af relevante aktører samt fødevareministeren om i denne temadebat. Her vil de komme nærmer ind på de observationer, ønsker og krav, som de anser for at være de mest iøjnefaldende og nødvendige. 

Læs mere om debatten og se panelet af aktører her.

Om temadebatter:

I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debatredaktør Caroline Boas

Krigen i Ukraine skabte rystelser. Og med stigende priser på helt basale madvarer og en buldrende energikrise fik vi i Danmark det at føle på pengepungen. Det blev svært for nogle familier at holde skuden oven vande.

Konsekvenserne kunne også mærkes hos de danske fødevareproducenter og i dagligvarebranchen. Her blev der ændret adfærd. Slukkede lamper i supermarkedet. Forøget fokus på at få solgt den sidste vare.

Men heldigvis har vi haft mad på hylderne – og igen viste det danske landbrugs- og fødevareerhverv sin styrke. Viste hvor vigtigt det er, at vi forbliver dygtige til at producere mad til os og til verden.

Med krigen fulgte påvirkning af den globale samhandel, fødevaresystemer og inflation. Men heldigvis kan vi se, at den aktuelle energi- og inflationskrise ikke har slået den danske fødevareproduktion ud af balance.

Det fortæller os, at glasset er mere end halv fyldt, når det gælder den omstilling, vores fødevarevirksomheder står overfor. 

For udover at vi kan sikre modstandsdygtighed over for kriser ved at blive ved med at producere gode madvarer i Danmark, så har hele branchen også vist mod, når det gælder omstilling og ny adfærd.  

Bæredygtig produktion gør verden mere sikker 

Det kræver meget energi at producere fødevarer. Når vi gør os uafhængige af russisk gas og kunstgødning, udvikler vi vores fødevareproduktion i en mere bæredygtig retning.

Producerer vi mere ved hjælp af sol, vind og biogas, har det også en klimagevinst. Det skal vi udnytte.

Vi skal ikke lukke os om os selv – men tværtimod holde forsyningskæderne åbne.

Jacob Jensen (V)
Minister, landbrug, fødevarer og fiskeri

På den måde kan verden undgå fremtidens usikre situationer med råstoffer og energi.

Vi skal balancere energikrisen og den grønne dagsorden. Netop derfor skal vi se fødevarevirksomhedernes behov for at reducere deres energiforbrug som et vigtigt parløb.

Resultatet er mere bæredygtige produkter, der matcher den stigende efterspørgsel fra forbrugerne – og vores stærke grønne førerposition.  

Men frem for alt har krigens konsekvenser også været en øjenåbner i forhold til, hvor skrøbelig, men også sammenhængende, verden er.

Når vi udvikler fremtidens bæredygtige fødevarefælleskab, skaber vi robusthed, som, vi har fået understreget, er vigtigere end nogensinde. Vi skal ikke lukke os om os selv, men tværtimod holde forsyningskæderne åbne.  

Solidaritet er en fællessag i EU 

Fra dansk side har vi støttet stærkt op om EU's tiltag for at hjælpe Ukraine. Især med fokus på landbrugs- og fødevareområdet.

Dansk landbrug har en unik position til at vise verden, hvordan udviklingslandene selv kan opruste og sikre deres egen produktion. 

Jacob Jensen (V)
Minister, landbrug, fødevarer og fiskeri

EU har fjernet toldsatser på ukrainske varer, som dermed kunne eksporteres til det europæiske marked.

For at bidrage til genopbygningen har Fødevareministeriet sammen med Udenrigsministeriet nedsat en task force og udsendt en landbrugsekspert til ambassaden i Kyiv. 

Ruslands blokade af havnene startede et grundigt arbejde for at omdirigere landbrugsprodukters rejse – gennem de såkaldte solidaritetsbaner.

Nye ruter har sendt livsnødvendige varer som korn og oliefrø ud og virke der, hvor der er allermest brug for dem. Krigens konsekvenser har også sat skub i at hjælpe udviklingslandene til bedre produktion inden for egne grænser.

Her har dansk landbrug en unik position til at vise verden, hvordan udviklingslandene selv kan opruste og sikre deres egen produktion. 

Det er holdbare løsninger som disse, den danske fødevarebranche skal bygge sin succes videre på. Så vi frem for alt bliver endnu bedre rustet til at kapere udfordringer med fødevareforsyningssikkerheden, hvis vi skulle opleve en lignende situation igen.

Det viser temadebatten her på Altinget, at der er mange i sektoren, der arbejder for. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00