Forfatningskamp om juice

Folketingets Fødevareudvalg vil standse vitaminberiget juice. Lever udvalget i vildfarelsen om intet over og intet ved siden af Folketinget?

Af Peter Pagh

DEN 17. november vedtog Folketingets Fødevareudvalg en beretning, hvori flertallet pålægger regeringen at opretholde Fødevareministeriets beslutning om, at afslå DK International A/S’ ansøgning om markedsføring af et juiceprodukt, medmindre "ordet multivitamin juice ikke længere indgår i navnet."

Som begrundelse henviste flertallet til modstand mod vitaminberigelse af vingummier og andre levnedsmidler samt til fødevarelovens forbud mod, at producenter fremhæver ekstraindhold af vitaminer andre steder end i selve varedeklarationen.

Mindretallet bestående af de to regeringspartier udtalte sig ikke om disse spørgsmål, men nøjes med at henholde sig til et notat fra Justitsministeriet. Umiddelbart fremstår beslutningen som endnu et eksempel på politikeres forkærlighed for detaljer og "rigtige meninger" – og synes som sådan ikke at påkalde sig nævneværdig interesse.

Men bag detaljen gemmer sig tre fundamentale forfatningsproblemer, der handler om Folketingets forhold til den udøvende magt, til den dømmende magt og til EU-rettens forrang. Inden jeg når frem hertil, må dog først gøres et par bemærkninger om sagens baggrund.

Efter den danske fødevarelov kræves tilladelse til salg af levnedsmidler, som er beriget med vitaminer. På baggrund af denne regel søgte DK International A/S Fødevarestyrelsen om tilladelse til at sælge et juiceprodukt tilsat vitaminer under navnet "multivitamin juice". I maj 2004 gav Fødevarestyrelsen afslag på ansøgningen, medmindre producenten fjernede ordet "multivitamin". Som begrundelse anførte styrelsen, at fødevarelovens § 20 forbyder at reklamere med, at levnedsmidler er tilsat vitaminer.

Afslaget blev anket til Fødevareministeriet med henvisning til, at EF-domstolen i september 2003 havde fundet de danske regler om vitaminberigelse i strid med EU-rettens regler om frie varebevægelser.

Sagen blev herefter forelagt Justitsministeriet, der efter en gennemgang af EF-domstolens praksis overbevisende konkluderede, at afslaget var i strid med EU-retten. Grundet EU-rettens forrang skulle Fødevareministeriet derfor se bort fra fødevarelovens § 20. Fødevareministeriet havde herefter ikke andet valg end at godkende ansøgningen om salg af multivitamin juice.

Det er denne afgørelse, som et flertal i Folketinget nu har pålagt regeringen at ændre – og det er her forfatningsproblemerne begynder. Følger regeringen Folketingets flertal, vil ministeriet skulle træffe en beslutning, som er i modstrid med EU-retten. Producenten kan derfor indbringe sagen for en dansk domstol, der vil være forpligtet til at anvende EU-retten.

Idet der ikke ses grundlag for at sætte spørgsmålstegn ved Justitsministeriets juridiske analyse, vil den danske domstol herefter være tvunget til at underkende ministeriets beslutning. Som en mulig afledt konsekvens, vil den danske stat (dvs. skatteborgerne) skulle betale erstatning for producentens økonomiske tab i den periode, hvor afslaget har været opretholdt.

Vælger regeringen omvendt at ignorere Folketingets flertal, vil det være op til flertallet, om dette skal have parlamentariske konsekvenser – uden at flertallet dog har nogen mulighed for at gennemtvinge den politiske beslutning om multivitamin juice. Denne kompetence ligger i Bruxelles.

Når bortses fra en kortvarig (og i dette tilfælde beskeden) medie-opmærksomhed, fortaber formålet med flertallets pålæg til regeringen sig derfor i det uvisse. Men mere grundlæggende illustrerer forløbet en alvorlig mangel på forståelse af rollefordelingen mellem lovgiver og de øvrige højeste forfatningsorganer.

For det første overtager et parlamentarisk flertal i dette tilfælde en konkret sagsbehandling, som er blandt de opgaver, der åbenbart henhører under den udøvende magt (regeringen). For det andet er det parlamentariske flertals pålæg en uheldig udfordring af domstolene, der som følge af EU-rettens forrang er tvunget til at underkende et politisk flertal.

For det tredje giver flertallets pålæg indtryk af, at man ikke accepterer EU-rettens forrang, men lever i en vildfarelse om intet over og intet ved siden af Folketinget. Mens det sidste i det mindste giver politisk (men ikke retlig) mening for de erklærede EU-modstanderpartier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti, stiller det sig anderledes med de erklærede EU-tilhængere.

Problemet er, at man må gå ud fra, at den politiske tilslutning til EU i det mindste omfatter accept af kompetencefordelingen mellem EU’s institutioner på den ene side og Folketinget, regeringen og domstolene på den anden side. Det er meget muligt, at man politisk er uenig i denne eller hin beslutning fra EU, men med EU-medlemskabet følger, at ændringer kun kan ske inden for EU – og ikke via en slags civil ulydighed fra de nationale parlamenter.

Spørgsmålet er derfor, om Fødevareudvalgets beretning af 17. november skal tages som udtryk for, at udvalgsmedlemmerne ignorerer eller er ubekendte med EU-rettens forrang. Inden debatten om den kommende Unionstraktat begynder, vil det nok være en fordel at kende svaret.