Hockeystaven i praksis: Forstå teknologien der skal gøre landbruget grønnere - og som regeringen endnu ikke kender effekten af

I Brædstrup bryster man sig af flere ting. Fire dagligvarebutikker, et sundt foreningsliv og ikke mindst det østjyske knudepunkt for konferencer, revyer og festlige arrangementer Hotel Pejsegården.

Flere af de knap 3.800 beboere vil dog også fremhæve den tidligere stationsby mellem Horsens og Silkeborg for at være en mangeårig grøn foregangsby.

I 1998 kårede Energistyrelsen Brædstrup til Årets Solby, efter at et lokalt elforsyningsselskab i løbet af 90’erne forsynede 30 parcelhuse i byen med nogle af landets første tagintegrerede solcelleanlæg.

Siden har byens fjernvarmeselskab fortsat kursen og blandt andet etableret et af verdens største solvarmeanlæg og Danmarks første underjordiske varmelager.

Derfor kan det også virke nærmest skæbnebestemt, at Brædstrup nu gemmer på det, som mange håber, kan blive begyndelsen på enden for landbrugets klimaudfordringer.

Man kan fjerne CO2 fra atmosfæren på en nem og billig måde – samtidig med at der er nogle jordforbedrende effekter ved det.

Ulrik Birk Henriksen
Seniorforsker ved DTU Kemiteknik

I den lille bys halvtriste, åbne industrikvarter - på hvad der kunne ligne en tidligere parkeringsplads - står nemlig den første fuldautomatiske prototype på den teknologi, som et bredt flertal i Folketinget med den nye landbrugsaftale har valgt at sætte deres helt store lid til.

Pyrolyse, hedder det.

Testanlægget er med hjælp fra den lokale smed udviklet af innovationsvirksomheden Stiesdal, bærer navnet SkyClean og tager sig ved første øjekast lige så ydmygt og stilfærdigt ud som sine omgivelser.

En firkantet, sort stålkonstruktion danner ramme om en rodet pærevælling af ledninger, beholdere og rør i forskellige størrelser, der alle snor sig sammenpresset rundt om hinanden.

Da anlægget står ude i det fri, er det overdækket med et lyseblåt plastiktag, der holder regnen væk, og lænende op ad konstruktionen står et skilt bestående af to hvide træplader med teksten ”Stiesdal SkyClean – fra biomasse til brændstof”.

Frem til 2024 har Folketinget sat 396 millioner kroner af til at skyde teknologiudviklingen i gang, og i 2030 forventer regeringen, at det har kastet en reduktion på to millioner ton CO2-ækvivalenter af sig.

Det gør pyrolysen til det enkelttiltag, der med afstand skal sikre flest klimareduktioner i landbruget for at nå Danmarks målsætning om en 70 procents reduktion i 2030.

Testanlægget i Brædstrup er med andre ord hockeystaven – som billede på idéen om, at fremtidig teknologi kan indfri klimaambitionerne – i praksis.

Det er historien om det, der kan gå hen og blive landbrugets store klimaredning og starten på et nyt dansk eksporteventyr, som fremmer lille Danmark som verdens grønne foregangsland. Men på samme tid er det også historien om, hvor umodne og usikre de afgørende teknologier er på nuværende tidspunkt.

Og det anerkender regeringen selv.

Usikkerhed om effekt

Usikkerheden om effekterne ved pyrolyse-teknologien rejses nemlig ikke blot af eksperter og klimaaktivister.

I sit klimaprogram fra september udregner regeringen pyrolysens tekniske reduktionspotentiale til to millioner ton CO2-ækvivalenter i 2030. De øvrige fremtidige løsninger i landbruget vil hver især højst kunne bidrage med det halve, vurderes det.

Men regeringen påpeger samtidig også, at der for pyrolysen er barrierer som ”begrænset økonomisk incitament” og ikke mindst ”dokumentation af effekt”.

Der er fortsat ”behov for en fokuseret modning af teknologien for at muliggøre en realisering af potentialet”, uddyber regeringen i klimaprogrammet.

Af samme grund er der uden for Slotsholmen stor uenighed om, hvor mange klimareduktioner pyrolyse-teknologien egentlig kan bidrage med.

Manden bag SkyClean-projektet, Henrik Stiesdal, fortæller i et længere interview med Altinget, at han regner med, at pyrolysen kan levere hele syv millioner ton CO2-reduktioner i 2030.

Regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet er mere pessimistisk.

I sin seneste statusrapport vurderer rådet, at potentialet maksimalt skal findes i et spænd mellem 1,2 og 1,5 millioner ton.

Biokul og flybrændsel

For at forstå uenighederne om potentialet må man dog først forstå, hvordan teknologien fungerer.

Selve pyrolyseprocessen er som sådan ikke ny. Begrebet dækker over en kemisk proces, hvor et materiale brændes af ved meget høj varme uden tilførsel af ilt. Det er samme type teknologi, der bruges i køkkenovne med selvrens.

I den her forbindelse er materialet dog ikke madrester, men organisk restbiomasse som halm og gylle fra landbruget.

Planter optager CO2 fra atmosfæren, men som det er i dag, ender meget af restbiomassen med enten at blive brændt af eller nedmuldet i jorden, hvorefter kulstofindholdet siver tilbage op i atmosfæren under forrådnelsen.

Pyrolyseprocessens formål er derfor at ”binde” kulstoffet, sådan at det ikke i samme grad ender med at forurene atmosfæren.

Det gør man helt konkret ved at omdanne biomassen til piller, der så varmes op i pyrolyseanlægget og spaltes i to dele. Den ene halvdel bliver til flygtige gasser, der både kan bruges til opvarmning og laves om til flydende brændstoffer til eksempelvis fly.

Den anden halvdel bliver derimod til sort biokul, der kan binde kulstoffet i op til 1000 år. Biokullet kan yderligere køres tilbage til landmændene, der kan bruge produktet til at øge kulstofindholdet i deres marker, så jorden bliver mere frugtbar.

”Det er altså en måde, hvorpå man kan fjerne CO2 fra atmosfæren på en nem og billig måde – samtidig med at der er nogle jordforbedrende effekter ved det,” siger Ulrik Birk Henriksen, der er seniorforsker ved DTU Kemiteknik og har været med til at udvikle teknologien.

Landbrug & Fødevarer støtter af samme grund aktivt op om SkyClean-teknologien fra Stiesdal.

På sin hjemmeside har erhvervsorganisationen således luftet forhåbninger om, at projektet kan halvere hele dansk landbrugs klimaaftryk, når det er fuldt opskaleret. Testanlægget i Brædstrup har en kapacitet på 200 kW, men er for Stiesdal blot en trædesten på vejen mod et kommercielt anlæg med en kapacitet på 10 MW.

Høj risiko

Og så er vi tilbage ved uenighederne om klimapotentialet.

Ulrik Birk Henriksen fra DTU er ligesom Landbrug & Fødevarer og Stiesdal meget fortrøstningsfuld. Han mener også, at regeringens skøn på to millioner ton er for konservativt.

”Det er bestemt helt realistisk, og det er faktisk lavt sat. Problemet og begrænsningen er hverken teknologien eller manglende forskning. Men det er fint nok at være på den sikre side,” siger han.

Ifølge DTU-forskeren er den eneste tilbageværende udfordring for at indfri potentialet, at der ikke på nuværende tidspunkt er en økonomisk incitamentsstruktur, der kan få teknologien udbredt.

Det er også det, som regeringen henviser til i klimaprogrammet, når det påpeges, at pyrolysen har et begrænset økonomisk incitament.

”Vi har forsket i det her i 30 år. Processerne er på plads. Vi skal bare ud over stepperne og få det til at ske, og det gør man ved at få økonomi i det. Det skal politikerne have fundet ud af,” siger Ulrik Birk Henriksen.

Klimarådet er uenig i, at der ikke fortsat er usikkerheder ved selve teknologien. I statusrapporten fra 2021 betegner ekspertorganet pyrolyse som et "høj risiko"-tiltag.

Teknologien er på "nuværende tidspunkt langtfra opskaleret tilstrækkeligt", konstaterer Klimarådet, der desuden begrunder nedjusteringen af regeringens skøn på to millioner ton med, at der ikke er taget højde for, at flere af regeringens initiativer beslaglægger de samme bioressourcer.

Vi kan ikke vide os sikre på effekten, fordi der er mange faktorer, som bygger på vurderinger af forhold, vi ikke ved nok om endnu.

Jette Bredahl Jacobsen
Næstformand i Klimarådet

”Der er kun en vis mængde kulstof, og den kan kun bruges til én ting ad gangen. Ellers ender vi med at tælle de samme reduktioner med flere gange,” uddyber næstformand i Klimarådet Jette Bredahl Jacobsen, der er professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Af andre usikkerheder peger hun på, at det endnu ikke er tilstrækkeligt belyst, om der kan være nogle miljømæssige udfordringer forbundet med at sprede biokullet ud i landbrugsjorden.

Og så er det også centralt, at det stadig er usikkert, hvor meget af kulstoffet, der rent faktisk ender op med at være bundet i biokullet.

”Man skal være opmærksom på, at kulstof lagret i biokul ikke er noget, som man i dag måler eksplicit. Det er også derfor, at vi klassificerer det som et initiativ med høj risiko. Vi kan ikke vide os sikre på effekten, fordi der er mange faktorer, som bygger på vurderinger af forhold, vi ikke ved nok om endnu,” siger Jette Bredahl Jacobsen.

Flere tiltag skal i spil

Spørgsmålet er så, om det er for risikabelt at sætte sin lid til en teknologi med så relativt mange usikkerheder.

Med landbrugsaftalen har et bredt flertal i Folketinget taget en beslutning om at reducere sektorens klimagasser med i alt 7,4 millioner ton CO2-ækvivalenter frem mod 2030.

Fem millioner af dem kommer fra de såkaldte ”udviklingstiltag” – herunder pyrolyse. En halv million ton er besluttet med tidligere aftaler, og selve aftalen sikrer derfor alene en konkret drivhugasreduktion på 1,9 millioner ton frem mod 2030.

I februar kommer Klimarådet med en ny statusrapport, hvor det kommer til at vurdere de forskellige tiltag i regeringens klimapolitik op mod hinanden.

Derfor vil Jette Bredahl Jacobsen heller ikke i dag konkludere, om det er klogt at lade pyrolysen være det virkemiddel, der skal levere flest reduktioner i landbruget.

Helt generelt vil hun dog råde regeringen og Folketinget til at sætte ind flere steder.  

”Den overordnede vurdering har tidligere været, at der ikke er ét tiltag alene, som løser landbrugets udfordringer, og det er nok ikke en vurdering, vi har belæg for at ændre pt.,” siger professoren.

Usikkerhed bekymrer Enhedslisten

Enhedslisten er ét af de partier, der er med i den nye, brede landbrugsaftale.

Partiets klima- og landbrugsordfører lægger dog ikke skjul på, at Enhedslisten gerne så, at aftalens udviklingsspor havde fyldt mindre.

”Det mest effektive, man kan gøre i landbrugssektoren, er at reducere antallet af husdyr. Det virker både i klimaregnskabet og i kvælstofindsatsen,” siger Søren Egge Rasmussen (EL).

Han er bekymret for de mange usikkerheder ved pyrolysen, men er samtidig heller ikke afvisende over for at investere i nye teknologier som et supplement til mere ”reelle handlinger”.

Hvis vi får landet en høj CO2-afgift, så behøver jeg ikke at forholde mig til, om det er pyrolyse, brint eller noget tredje, der er den store åbenbaring.

Søren Egge Rasmussen (EL)
Klimaordfører

Ordføreren henviser i den forbindelse også til landbrugsaftalens såkaldte genbesøg i ”2023/2024”, hvor partierne kan skrue yderligere op for indsatsen, hvis der er behov.

”Nu er der afsat midler til at udvikle, og så skal vi løbende følge op på aftalen. Og hvis de teknologiske muligheder så ikke udvikler sig hurtigt nok og ikke kan realiseres hurtigt nok, så må vi justere på aftalen, så vi når i mål,” siger Søren Egge Rasmussen.

Enhedslistens ordfører peger desuden på CO2-afgiften som et afgørende instrument for at få pyrolyseteknologien rullet ud i stor skala.

”Hvis kulstoffet vitterligt bliver bundet stabilt, vil det have en positiv effekt på en pyrolyseløsning med en høj CO2-afgift. Derfor er det også afgørende, at vi får indfaset afgiften – også i landbruget,” siger Søren Egge Rasmussen og fortsætter med en generel pointe om, at afgiften kan hjælpe politikerne i disse situationer:

”Jeg er ikke teknologiekspert, jeg er politiker. Derfor er det også svært for mig, når der kommer lobbyister og vil sælge en teknologisk løsning, som de bare lige skal have et stort millionbeløb til at udvikle. Men hvis vi får landet en høj CO2-afgift, så behøver jeg ikke at forholde mig til, om det er pyrolyse, brint eller noget tredje, der er den store åbenbaring.”

V: Grøn skattereform skal i spil

I Venstre – der også er med i landbrugsaftalen - følger man udviklingen af pyrolyseteknologien meget tæt og med stor interesse, fortæller klimaordfører Marie Bjerre (V).

Med tanke på klimamålene mener partiet også, at det er værd at satse på pyrolysen, selvom at usikkerhederne er ”et bekymringspunkt”.

Vores klimamålsætninger er hamrende ambitiøse, og helt grundlæggende kan man være nervøs for, om vi kan nå det. Men det giver i sig selv mening at sætte et ambitiøst mål, fordi det presser os til at leve op til det.

Marie Bjerre (V)
Klimaordfører

”Vores klimamålsætninger er hamrende ambitiøse, og helt grundlæggende kan man være nervøs for, om vi kan nå det. Men det giver i sig selv mening at sætte et ambitiøst mål, fordi det presser os til at leve op til det,” siger Marie Bjerre.

Hun støtter op om at investere offentlige støttemidler i udviklingen af grønne teknologier som pyrolyse for at sætte gang i udviklingen.

V-ordføreren understreger dog samtidig, at de nye løsninger på sigt skal kunne løbe rundt selv. Og her peger hun ligesom Enhedslisten på CO2-afgiften som et redskab.

”Det kan godt kræve, at man kickstarter med nogle støttekroner for at få skabt et marked – ligesom med vindmøllerne. Men det skal gerne være markedet, der driver det selv, og her skal vi også bringe den grønne skattereform i spil,” siger Marie Bjerre.

Klimalov fører til teknologisats

Altinget ville gerne have talt med fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) om, hvilke overvejelser regeringen gør sig om at lade pyrolysen stå for så mange klimareduktioner i landbrugsaftalen, når man samtidig selv er klar over, at effekten er usikker. Altinget vil også gerne have spurgt ministeren om, hvordan regeringen vil sørge for at sikre de rette incitamentsstrukturer, så potentialet kan blive indfriet.

Rasmus Prehn har dog ikke ønsket at stille op til interview.

Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, er dog umiddelbart ikke bange for, at man med landbrugsaftalen har satset for meget på klimareduktioner fra pyrolyse.

Vi har sagt klart, at vi skal levere på målene, fordi de er bindende. Og kan teknologien ikke levere på de mål, så skal vi jo finde andre løsninger.

Anders Kronborg (S)
Fødevareordfører

Han henviser til aftalens genbesøg og bindende reduktionsmål for landbruget på 55 til 65 procent i 2030.

”Vi har sagt klart, at vi skal levere på målene, fordi de er bindende. Og kan teknologien ikke levere på de mål, så skal vi jo finde andre løsninger. Så det gør mig ikke nervøs.”

Hvorfor ikke bare gøre det, som vi ved virker, til at starte med?

”Fordi vi med klimaloven også har en aftale om, at tiltagene ikke skal hindre væksten, at finanserne skal være sunde, og at vi ikke må tabe arbejdspladser. Og begynder du at lave et gevaldigt indhug i eksempelvis den animalske produktion, så vil det jo koste på de parametre,” siger Anders Kronborg.

Med hensyn til løsningen på de manglende økonomiske incitamenter er S-ordføreren på linje med Venstre og Enhedslisten.

Kronborg medgiver, at regeringen endnu ikke er i mål med at skabe de rette incitamenter, men han vil omvendt heller ikke foregribe, hvordan en grønne skattereform skal se ud.

”Jeg vil meget nødig tage detailforskud på diskussionen, når vi har nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med et udspil. Det skal vi kigge på først, fordi det skal gøres klogest muligt,” siger fødevareordføreren.

Den omtalte ekspertgruppe skulle efter planen have afleveret sin første delrapport om mulige modeller for en ensartet CO2-afgift i slutningen af 2021. Præsentationen er dog udskudt til februar. 

Artiklen er en del af den nyeste udgave af Altingets magasin, der er på gaden 16. december.