Af Bjarne Nigaard
Administrerende direktør, Bæredygtigt Landbrug

Høsten er første led i Danmarks fødevarekæde. Og med høsten i hus de fleste steder kan årets resultat efterhånden gøres op. En lovende sæson, bl.a. ud fra vind og vejr, burde kunne aflæses i form af store udbytter med flot proteinindhold.

Men som det efterhånden må stå selv den døveste venstrefløjspolitiker og den blindeste miljøaktivist helt klart: De rigide, overimplementerede og for miljøet virkningsløse danske kvælstofnormer har betydet, at dansk landbrug atter en gang kan konstatere dårligere kvalitet og ringere udbytte med lavere proteinindhold.

Havde vi behandlet vores husdyr på samme måde, som vi er tvunget til at dyrke afgrøder, var samtlige danske landmænd for længst blevet anmeldt til politiet for dyremishandling.

Proteinen mangler
Afgrøderne får ikke det, de biologisk og fagligt skal have. Det betyder for eksempel, at melet i brød fra bageren ikke længere er med korn fra Danmark, fordi det ikke har tilstrækkeligt protein til at kunne bruges til brød. For at bage dansk brød skal man importere korn til melet.

Det betyder også, at maltbyggen til øl ikke længere har nok protein. Det har blandt andet konsekvens for den del af vores maltbyg, der eksporteres. Men også for gæringen, skummet og så videre. Dansk korn er ikke engang lige til øllet længere. Det er blevet ringere.

Faglig spændetrøje
Skal kornet bruges til foder, skal det tilsættes sydamerikansk soya for at indeholde nok protein. En fordyrende proces, der gør det endnu sværere at få en konkurrencedygtig pris for danske grise. En proces, der ikke er bæredygtig på grund af lang transport og tvivlsom produktionsform i Sydamerika.

Danske landmænd er iført en faglig spændetrøje af særlige danske kvælstofnormer og gødningsrestriktioner. Jorden er underernæret, og afgrøderne udsultes. Danske fødevarer får en for ringe kvalitet hele vejen igennem, fordi første led i kæden er for svagt.

Gød efter ligevægtsprincippet
Muligheden for at konkurrere på lige vilkår med vore nabolande er mærkbart forringet. Og dermed forringes både landmandens og hele landets økonomi. Faktisk er der potentiale til en vækst på 34 procent inden for fødevareerhvervene, med følgelig 35.000 nye arbejdspladser og et positivt bidrag til betalingsbalancen på cirka 34 milliarder kroner.

Det, der er mest behov for, er, at landmanden må bruge sin faglighed. At han får det kvælstof til rådighed, som han mangler i dag, og at han må gøde efter ligevægtsprincippet, hvor planten får hvad den skal have biologisk set. Ikke mere, ikke mindre, men lige tilpas. Og fordi det er lige tilpas, øges udledning af kvælstof heller ikke, fordi planten optager det, der tilføres. Miljøet taber ikke, men hele Danmark vinder på kvalitet og økonomi.