L&F: En zoonosestyrelse er ikke en effektiv vej i sygdomsbekæmpelsen

Hans-Jørgen Kolmos og Kjeld Hansen skriver 29. april, at udbredelsen af MRSA CC398 i griseproduktionen og spredningen af covid-19 i mink burde medføre, at der oprettes en zoonosestyrelse i stedet for Fødevarestyrelsen.

Af indlægget fremgår det, at Kolmos og Hansen mener, at en zoonosestyrelse ville have truffet andre beslutninger for håndteringen af MRSA CC398 hos grise og covid-19 hos mink.

Selvom vi havde udryddet MRSA CC398 fra danske svin for ti år siden, så ville vi siden have fået cirka 500 besætninger smittet. En udryddelsesstrategi var derfor på forhånd dømt til at mislykkes.

Jan Dahl
Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Overordnet bør beslutninger om kontrol af sygdom hos enten dyr eller mennesker træffes på baggrund af videnskabelig evidens. I Kolmos og Hansens diskussion af håndteringen af MRSA CC398 og covid-19 er deres begrundelse for at kritisere beslutningen baseret på en meget selektiv udvælgelse af kendsgerninger.

En alternativ tolkning af forløbet
Kolmos og Hansen hævder, at internationale undersøgelser og de norske erfaringer viste, at det var muligt at kontrollere eller udrydde MRSA CC398. Det er en alternativ tolkning af forløbet.

I årtiet før MRSA CC398 spredte sig i Danmark, spredtes bakterien i flere lande, herunder Tyskland og Holland. Erfaringen var her, at spredningen skete så hurtigt, at det kun kunne forklares ved at der var en betydelig spredning båret af mennesker, og det derfor var umuligt at stoppe spredningen.

Allerede i 2012 kom det første studie baseret på danske data. Eksperter fra University of Edinburgh analyserede spredningen af MRSA i danske grisebesætninger og konkluderede, at en væsentlig årsag til spredningen skyldes faktorer, der ikke er relateret til griseflytninger, mest sandsynligvis flytning via mennesker.

Udryddelsesstrategi var på forhånd dømt til at mislykkes
Analyser af de norske MRSA-isolater viste, at MRSA gentagne gange er blevet introduceret til den norske produktion. Introduktioner, der ikke skyldes flytninger af grise, men fordi personer har båret smitten ind i besætninger.

Over en periode på seks år er 84 norske besætninger blevet saneret, fordi MRSA CC398 fortsat er blevet introduceret, da mennesker har båret bakterien ind. Det vil sige, at cirka ti procent af alle professionelle besætninger blev smittet, selvom besætningerne blev slået ned løbende (hobby-besætninger er ikke en del af den norske overvågning).

Oversat til det danske forhold betyder det, at selvom vi havde udryddet MRSA CC398 fra danske svin for ti år siden, så ville vi siden have fået cirka 500 besætninger smittet. En udryddelsesstrategi var derfor på forhånd dømt til at mislykkes.

MRSA blev flyttet mellem lande
Allerede for 12 år siden stod det klart, baseret på data fra Holland og Tyskland, at husdyr-associeret MRSA CC398 er meget dårligere til at sprede sig mellem mennesker end stafylokokker fra mennesker. Langt hovedparten af personer, der kommer til at bære MRSA CC398, er personer, der arbejder med svin.

Der har været udbrud af covid-19 i mink i mange andre lande, men ingen andre lande har valgt en nedslagningsstrategi. Og ingen internationale organer som WHO, OIE og ECDC har anbefalet, at alle mink i et land burde slås ned.

Jan Dahl
Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Det er blevet bekræftet af flere danske studier og af de danske overvågningsprogrammer. Halvdelen af alle danskere bærer stafylokokker. Vurderet ud fra de danske overvågningsprogrammer for stafylokok-infektioner hos danskerne, udgør MRSA CC398 cirka 0,5 procent af de danske stafylokokker hos mennesker. Et niveau, der har været stabilt i en del år nu. Ligesom det allerede var kendt fra Tyskland og Holland.

Vi ved også i dag, at MRSA CC398 findes hos andre husdyr. Allerede for mere end ti år siden blev det konstateret, at MRSA blev flyttet mellem lande, når konkurrenceheste deltog i internationale turneringer.

Norsk model kan ikke eliminere MRSA
Vi kan således med sikkerhed sige, at en indsats baseret på den norske model vil ikke være i stand til at eliminere MRSA CC398 fra en grisepopulation. Og selv hvis den var, ville MRSA CC398 ikke forsvinde.

Hverken i Danmark eller andre lande. I 2019 blev der hos norske patienter fundet husdyrassocieret MRSA CC398 af andre subtyper end dem, der blev fundet i besætninger, hvilket viser, at enten er der stadig uopdagede svinebesætninger med MRSA i Norge, eller også at andre dyr bærer infektionen, som det er kendt fra resten af Europa.

Det er endelig også værd at bemærke, at der ikke er andre lande end Norge, der har valgt en saneringsstrategi, selvom husdyrassocieret MRSA er udbredt over hele verden.

Ingen andre lande har valgt nedslagningsstrategi
Kolmos og Hansen nævner også covid-19-spredningen i mink-produktionen som et område, hvor strategien burde have været en anden. Det er deres opfattelse, at en zoonosestyrelse ville have fortsat nedslagningsstrategien efter de første besætninger blev smittet.

I stedet endte det med en nedslagning af alle mink i Danmark og aflivning af et helt erhverv med en samfundsmæssig omkostning på omkring 20 milliarder. Her er jeg enig i, at forløbet ikke var kønt. Men det var ikke fordi nedslagningsstrategien blev stoppet, at det endte med nedslagning af alle mink.

Minkerhvervet blev nedlagt på baggrund af en fejlagtig konklusion på nogle undersøgelser vedrørende vaccine-effekt på virus-isolater fra mink. Langt de fleste danske og udenlandske eksperter, fra professorer på Københavns Universitet til den amerikanske statsepidemiolog, Fauci, har konkluderet, at det ikke var korrekt, at vacciner ikke ville have en effekt på mink-typerne.

Der har været udbrud af covid-19 i mink i mange andre lande, men ingen andre lande har valgt en nedslagningsstrategi. Og ingen internationale organer som WHO, OIE og ECDC har anbefalet, at alle mink i et land burde slås ned.

Uklart hvem der rådgav regeringen til at slå alle mink ned
Efter nedslagningen viste det sig også, at de mink-varianter, der havde bredt sig til mennesker, i løbet af nogle få uger forsvandt. De klarede sig dårligt hos mennesker og smittede dårligt mellem mennesker. De blev aldrig en betydende del af den danske epidemi. Ligesom mink-varianter i andre lande heller ikke har bidraget betydende til udbredelsen i de lande.

Kolmos og Hansens forslag om en zoonosestyrelse ændrer ikke på, at løsninger bør være fagligt begrundet. Men vi har modellen. Vi har anvendt den i årtier. Og den har givet flotte resultater.

Jan Dahl
Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

Det er uklart, hvem der endeligt har rådgivet regeringen til, at alle mink skulle slås ned. Men det er helt klart, at de veterinære eksperter fra universiteterne og fra erhvervet ikke har været hørt om den beslutning, og om der kunne have været andre løsninger. Det ændres ikke ved at etablere en zoonosestyrelse.

Danmark er ude i verden kendt for den danske model, hvor myndigheder, universiteter og erhverv går sammen om at diskutere og udarbejde løsninger på fødevaresikkerhedsmæssige og dyresundhedsmæssige problemstillinger. Så kendt, at vi underviser i den form for samarbejde og problemløsninger i andre lande og i internationale organisationer som FAO.

Det er på baggrund af det ry for god fødevaresikkerhed og dyresundhed, som danske produkter har ude i verden. Historisk har vi udryddet eller, hvor udryddelse er biologisk umuligt, reduceret alvorlige infektioner med betydning for både dyrs og menneskers sundhed. For eksempel tuberkulose, brucellose og salmonella.

Vi har modellen og har anvendt den i årtier
Desværre kom den model aldrig rigtig i funktion i minksagen. Det er der mange grunde til. Men det er meget sandsynligt, at hvis trekanten mellem myndigheder, universiteter og erhverv havde fungeret som normalt, kunne der være fundet andre løsninger.

For eksempel er det paradoksalt, at beslutningen om at lukke mink-erhvervet bliver truffet på et tidspunkt, hvor 80 procent af minkene alligevel skulle pelses, fordi pelsning foregår i det sene efterår og tidlige vinter.

Epidemiologiske analyser viste, at en nedsættelse af antallet af mink ville have en tydelig effekt på smittespredningen. Det kunne have været udnyttet sammen med andre tiltag. Set fra en veterinær-epidemiologisk vinkel var den rådgivning, der endte med en total nedlukning, præget af, at den veterinære ekspertise, der er i erhvervet og på universiteter, ikke blev anvendt.

Kolmos og Hansens forslag om en zoonosestyrelse ændrer ikke på, at løsninger bør være fagligt begrundet. Men vi har modellen. Vi har anvendt den i årtier. Og den har givet flotte resultater.