Debat

MadX - vejen til sundhedsfremme

DEBAT: MadX kan blive vejen til sundfremme for borgerne, mener formand for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry.
Foto: Sonja Iskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ghita Parry,
Formand for Kost & Ernæringsforbundet

Det glæder mig, at Danmark får et madeksperimentarium og et MadX. Og det er prisværdigt, at der er fokus på borgernes behov og forventninger.

Inden det store arbejde kommer for godt i gang, vil jeg lige pege på et par et område, som jeg mener, at MadX bør satse stort på. Sundhedsfremme - for alle borgere i Danmark. I øjeblikket en kommunal nøgleopgave.

Sund mad uden for hjemmet
Et af de store områder, som MadX vil arbejde med, er mad til mange uden for hjemmet. Et spændende og væsentligt område. Hvis det bliver koblet sammen med sundhedsfremme. Det er i hverdagsmaden, at byggeklodserne ligger i forhold til en sundhedsfremmende effekt. Festmaden har ingen chance her.

Det er i hverdagsmaden, at byggeklodserne ligger i forhold til en sundhedsfremmende effekt. Festmaden har ingen chance her.

Ghita Parry
Formand for Kost & Ernæringsforbundet

Kost & Ernæringsforbundets medlemmer producerer flere end en million hverdagsmåltider om dagen. En stor del af dem er til ældre på sygehuse, plejecentre og i egen bolig. Børn i daginstitutioner. Og medarbejdere i private eller offentlige kantiner.

Værktøjer til de kost- og ernæringsfaglige 
I arbejdet med at sammensætte sund og god hverdagsmad har Kost & Ernæringsforbundet udviklet et innovativt personas-værktøj, som kost- og ernæringsfaglige kan bruge til at målrette og kvalitetsudvikle maden med. Igennem arbejdet med brugerdreven innovation har vi erfaret, at der er plads til forbedringer. Hverdagsmaden til mange har brug for et løft i forhold til velsmag, sundhed og tilgængelighed.

Professionelle køkkener higer efter plads til innovation. For eksempel omkring små velsmagende måltider, som frister og tilgodeser ældre med en meget lille appetit.

Derudover står vi med en seriøs samfundsøkonomisk udfordring, der handler om at bekæmpe og forebygge livsstilssygdomme. I den kamp er der brug for tidssvarende løsninger, der tilbyder velsmagende måltider, der efterspørges af mange.   

Sund og velsmagende hverdagsmad er en efterspurgt vare. Hvad enten det gælder hverdagsmad i det private hjem, eller vi af den ene eller anden grund er afhængige af, at andre tilbereder maden for os. For eksempel når sulten skal stilles ved et sportsstævne, på jobbet og der hvor børnene opholder sig. Eller når vi til hverdag rejser rundt i landet, når vi er patienter eller når den ældre borger ikke længere magter at stå i køkkenet.

Kost & Ernæringsforbundet ser med spænding frem til afsløringen af, hvor MadX bliver placeret. Og forbundet ser MadX som et sted, der kan samle, bearbejde og sprede viden om fødevarer, mad og måltider. Og MadX vil kunne være en kobling mellem teori og praktisk viden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ghita Parry

Formand, Kost og Ernæringsforbundet
økonoma

0:000:00