Debat

NNF: Fødevareindustrien har det, de unge vil have

DEBAT: Fødevarebranchen er sjældent de unges førstevalg, når det kommer til uddannelse. I branchen skal vi blive bedre til at fortælle de unge, at det er meningsfuldt at arbejde med mad, samtidig med at en karriere inden for fødevareerhvervet kan føre alverdens steder hen, skriver Ole Wehlast.

En uddannelse eller job inden for fødevarebranchen skaber masser af muligheder for det videre arbejdsliv, samtidig med, at du får lov at beskæftige dig med noget, der giver mening.
Det er dét, de unge vil have, skriver Ole Wehlast.
En uddannelse eller job inden for fødevarebranchen skaber masser af muligheder for det videre arbejdsliv, samtidig med, at du får lov at beskæftige dig med noget, der giver mening. Det er dét, de unge vil have, skriver Ole Wehlast.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Wehlast
Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF

I fødevareindustrien er frygten for en fyreseddel blevet erstattet med frygten for at mangle arbejdskraft. Ligesom så mange andre steder i den danske industri kører hjulene hurtigere og hurtigere, og jagten på den gode arbejdskraft er hård.

Den nemme løsning, som industrien også tidligere har tyet til, er import af østeuropæisk arbejdskraft. Men den løsning er ikke langtidsholdbar.

Dels forbedres forholdene i Østeuropa år for år, og danske virksomheder har slet ikke samme tiltrækningskraft på udenlandsk arbejdskraft, som de havde for nogle år siden. Og dels har fødevareindustrien faktisk alle de rigtige forudsætninger for at tiltrække fremtidens danske arbejdskraft.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Desværre er fødevarebranchen kun sjældent de unges førstevalg, når de skal vælge deres vej i livet.

Det er der nok mange grunde til, men en af dem – som jeg tror på, vi kan gøre noget ved – er manglen på en synlig karrierevej.

I en tid, hvor globalt overforbrug og sult går hånd i hånd, er mad noget af det mest meningsfulde, man kan beskæftige sig med.

Ole Wehlast
Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF

Meningsfuld mad
Den tid, hvor man gik ind ad fabriksporten som ung og blev stående på samme plads, indtil pensionen kaldte, er forbi. De unge har brug for at kunne se en uddannelse inden for fødevarebranchen som et trin på en karrierestige, der kan føre alverdens steder hen. At have et sikkert job er ikke nok for fremtidens arbejdskraft – og vi skal blive meget bedre til at vise og fortælle, at vores brancher har vidtrækkende potentiale.

Vi kan jo starte med at konstatere, at man som fødevarearbejder brødføder tusinder og atter tusinder af mennesker. I en tid, hvor globalt overforbrug og sult går hånd i hånd, er mad noget af det mest meningsfulde, man kan beskæftige sig med.

Dernæst kan vi tale om, at fødevarebranchen står midt i en stor teknologisk udvikling. Robotteknologien farer fremad, og branchen er på forkant med morgendagens teknologiske landvindinger. Der er intet stillestående eller gammeldags ved den danske fødevareindustri.

Verden er din arbejdsplads
Vi kan også gøre meget mere ud af at fortælle de unge, at den danske fødevareindustri er en kæmpestor global spiller. Vi er på alle de store markeder, og hvis den hjemlige andedam synes for lille, så ligger verden åben. Det er trods alt ikke kun i Danmark, vi slagter, bager, forædler og udvikler fødevarer. Verden er din arbejdsplads, hvis du vælger fødevareindustrien.

Vi må heller ikke glemme håndværket. Den danske fødevareproduktion hviler på et solidt grundlag af håndværksmæssige kompetencer i de traditionelle faglige uddannelser. I vores uddannelser skal vi bevare det gode håndværk og kombinere det med uddannelse i de nye teknologier. Fødevareuddannelserne forholder sig til både fortiden og fremtiden.

Og ja, der er udfordringer i vores brancher. Især fordi mange fødevarearbejdere har fysisk hårde jobs. Men det samarbejder arbejdsgivere og arbejdstagere intenst på at forbedre. Vi er slet, slet ikke i mål, men vi har taget fat om problemet, og ønsket om at skabe et arbejdsmiljø, hvor risikoen for nedslidning er minimal, deles af arbejdstager og arbejdsgiver.

Det, de unge vil have
Vi har været alt, alt for dårlige til at fortælle de unge, men også resten af den danske arbejdsstyrke, hvor meget et job eller en uddannelse inden for vores branche kan føre til.

Vi skal lægge meget mere energi i at vise de unge, at en uddannelse inden for fødevareområdet ikke er ensbetydende med et stillestående arbejdsliv, hvor du i dag skal lave det samme, som du gjorde i går, og som du skal lave igen i morgen.

Tværtimod; en uddannelse eller et job inden for fødevarebranchen skaber masser af muligheder for det videre arbejdsliv, samtidig med at du får lov at beskæftige dig med noget, der giver mening.

Det er nemlig dét, de unge vil have – og det har vi i fødevareindustrien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Dam Wehlast

Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF, Præsident, Nordisk Union
bager (Lynges Konditori, Kgs. Lyngby. 1978)

0:000:00