FødevareDanmark: Manglen på håndværkere nærmer sig katastrofen

DEBAT: Behovet for faglært arbejdskraft er ikke blevet mindre, og med udsigten til også at mangle østeuropæiske arbejdere er det på tide, at vi ser i øjnene, at samfundet står over for noget, som efterhånden ligner en katastrofe, skriver Torsten Buhl.

Af Torsten Buhl,
Administrerende direktør i FødevareDanmark

Det er næsten som med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. I hvert fald ikke noget, der virker.

Allerede i 2007 skrev formanden for Danske Slagtermestre og daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) i fællesskab en kronik i Jyllands-Posten om behovet for at få flere unge til at vælge en håndværksmæssig uddannelse.

De bragte blandt andet et citat af den gamle kommunist og landsretssagfører Carl Madsen, der angiveligt skrev i en af sine bøger, at det kræver ”10 procent hoved og 90 procent røv” at blive jurist.

Jeg er selv jurist og kan bekræfte, at der er noget om det. Alligevel er både gymnasiet og akademiske uddannelser i højere kurs – også blandt dem, der vælger dem fra – end erhvervsuddannelserne er; og det endskønt man ikke kan klare sig med ”10 procent hoved”, når man skal bygge et hus eller en bro eller reparere en flyvemaskine eller fremstille sunde og indbydende fødevarer.

Et alvorligt problem
Siden 2007 er denne sandhed sagt og skrevet af rigtig mange, og skiftende regeringer har villet flytte de unges interesser over mod erhvervsskolerne. Målet er, at 25 procent af folkeskolens afgangselever skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020, men jeg kan med sikkerhed forudsige, at det mål ikke bliver nået. Det går nemlig den forkerte vej.

I 2009 var der 61 kommuner, som opfyldte dette mål, i 2017 var der 19. Behovet er ellers ikke blevet mindre i mellemtiden, og i fremtiden kan behovet for faglært (og ufaglært) arbejdskraft bliver et meget alvorligt problem for det danske samfund.

Når det ikke for længst er blevet det, skyldes det især, at vi har dækket denne del af arbejdsmarkedet af med især østeuropæisk arbejdskraft. Det har vi nemt kunnet, for arbejdsomme østeuropæere har søgt til os i meget stort tal, fordi lønningerne i Danmark har været meget højere end i Østeuropa. Sådan er det ikke mere, og snart vil incitamentet for polakker og for unge i Baltikum til at tage til Danmark for at arbejde være væk.

Hvad gør vi så?
En reserve, som vi måske kan trække på, er de mange mellemøstlige indvandrere, især kvinder, som i øjeblikket er uden arbejde. Kan de fylde pladserne ud som murere, tømrere og slagteriarbejdere med videre, efterhånden som østeuropæerne rejser hjem? Det kan vi jo håbe, for ellers er det svært at se, hvordan vi skal skaffe den arbejdskraft, som vi kommer til at mangle.

Så er der faktisk kun den vej, som forgæves har været forsøgt i mere end ti år: at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Måske er det nødvendigt at gå lidt mere håndfast til værks for at dække samfundets behov? Måske skal der lægges et eller andet loft for, hvor mange gymnasieelever der må være?

Det vil jo næppe gøre det mindre prestigefyldt at komme i gymnasiet, men vi kan ikke blive ved med at vente på, at anseelsen vender – navnlig ikke, når udviklingen går i den modsatte retning. For det nytter jo ikke, at regeringen og Folketinget laver en lind strøm af forlig om at få flere iværksættere og om at fremme små og mellemstore virksomheder, hvis det er umuligt for dem at få arbejdskraft.

Med den nuværende udvikling og med udsigten til også at mangle østeuropæere er det på tide, at vi ser i øjnene, at samfundet som sådan står over for noget, som efterhånden ligner en katastrofe.

Forrige artikel Arla: Der mangler sund fornuft i sundhedsdebatten Arla: Der mangler sund fornuft i sundhedsdebatten Næste artikel NNF: Fødevareindustrien har det, de unge vil have NNF: Fødevareindustrien har det, de unge vil have
  • Anmeld

    Claus Sønderkøge · Socialistisk økonom

    Vi skal have mere skov og mindre byggeri

    Byggebranchen må gå i tænkeboks og finde ud af hvordan de kan leve med paradigmeskiftet om at naturen, specielt skoven, skal fylde mere i vort lille mishandlede land.

    Den måde man har mishandlet Amager på i de seneste 10-15 år er en gru for alle som vil Danmark det vel. Det meste vil være vel tjent med en bulldozer.

  • Anmeld

    Pilli Villi

    Hvad mon Torsten Buhls børn f.eks laver?


    Dur tyskere ikke, der er millioner af tyskere, der skal tjene mere for at overleve.?

    Der skal ikke loft over noget som helst, erhvervslivet bestemmer alt i forvejen!

    Tværtimod, så bør alle uddannelser som i gamle dage være frit tilgængelige.

    Alt i livet handelr ikke om penge. Hvad gør Fødevarefirmaerne for at gøre deres arbejdspladser interessante, fremfor bundlinjejagende alene?
    Fabiksarbejde slider folk ned mentalt og fysisk.

  • Anmeld

    Flemming Petersen · Chefanalytiker

    Der er 1000 unge, der gerne vil i tømrerlære

    Hvis Torben Buhl mangler en håndværker, så kan han ringe til 3F. Gang på gang har det vist sig, at de virksomheder, der klager, ikke har forsøgt via de kendte jobportaler. Hold nu op med det klynk.

  • Anmeld

    Christian X

    Politikere evner ikke at imødegå den udvikling, der venter os

    Vi er nogen der i årtier, har påpeget ovenstående.
    Men jubelpolitikere har svælget i at få flere og flere i gymnasiet på trods af, at det medfører mere og mere mistrivsel.
    Når umodne børn med andre interesser og en personlighed, der ville trives med noget andet, anbringes i endnu et klasselokale med endnu mere teoretisk undervisning og adgang til en PC med Facebook, spil, tinder, porno, online indkøb og betting etc., så svarer det til at stille en øl foran en alkoholiker - men så langt har ingen velmenende politiker tænkt.

    Hvad gør det når politikere gør noget af et godt hjerte, at de har hovedet under armen?

    Samfundsudviklingen er løbet fra politikernes forstand, konsekvenserne bliver langt værre end ovenstående. Trump er kun begyndelsen.

  • Anmeld

    Poul B. · pensionist, iagttager

    Vi har jo noget der hedder "Den danske Model" Det er godt og ?

    Er man i job får man løn og møder generelt frem 37 timer om ugen.
    Er man uden job får man løn, men bliver hjemme, indtil der viser sig et passende job.
    Den danske Model er som arbejdsmarkedets parter har villet det. Det ser ud til, at der er noget, der skal rettes til.
    Hvis der er mange uden job, men på hjælpeydelser, ligesom mig, der er pensionist, kunne man måske give de arbejdsløse fuld løn fra dag et, men forlange, at de møder frem ved kommunen hver morgen, som anviser job.
    Ville man ikke gøre det sådan i det private erhverv? De som efterspørger lønmodtagere, har vel nogle forslag, som de kunne drøfte med kommunerne?.
    Håber, at jeg har spurgt pænt, så mit indlæg ikke slettes.
    Noget skal der jo gøres!
    Lidt ligesom præsident Trump. Han gør noget, som har været utænkeligt for alle tidligere præsidenter.
    God weekend

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Entreprenør

    Der er kun een ting der duer.

    Og det er at geninføre det gode gamle læreforhold.
    Og så bliver der også frigjort en hel del , åh-så-kloge lærere, til produktivt arbejde.
    Og mestrene får ikke proppet håbløse umuliusser ned i halsen, der alligevel aldrig skulle være i lære.
    Og kunderne skal ikke være med til at finansiere døgenigte, der bare går i vejen og aldrig bliver gode.
    Se, det ville højne arbejdskvaliteten og bringe bestemmelsen tilbage til dem der ved, hvordan man gør, og holde tumber og fjolser langt væk fra fagligt perfekt arbejde og give magten over fagene tilbage til fagenes udøvere, nemlig dem der ved og har lært. Der er ikke penge og plads og kunder til de dumme og dovne.
    mvh