Midt i den politiske furore og begyndende krigstid vedtog Rigsdagen i august - efter krigsudbruddet - en lov om varepriser og vareforsyning, som havde til hensigt at stabilisere valutaen og standse den stigende hamstring af fødevarer og brændsel.

Det var også formålet at sikre social stabilitet og bremse en ny inflation under krigen mellem stormagterne.

Rigsdagens lov om regulering af priser og sikring af vareforsyning var et vidtrækkende indgreb i samfundsøkonomien, som gav indenrigsministeren næsten ubegrænsede beføjelser. "Den overordentlige Kommission" blev nedsat til at varetage det daglige reguleringsarbejde.

Indenrigsminister Ove Rodes "overordentlige Kommission" gik i gang med sit arbejde, og det fik vidtrækkende konsekvenser. Det blev et eksempel på et lovindgreb, som øjensynligt havde klare sociale formål, men som førte til stærkt forringede forhold for arbejderfamilierne i det virkelige liv.

Aksel Thiess' tegning i Blækstrutten 1917, da bønderne sagde nej til lavere brødpriser - de kunne få højere priser for deres korn i udlandet. Tegning gengivet fra Poul Nyrup Rasmussens nye bog "Rødder".

Reguleringen af landets forsyning med kul og salt gik nogenlunde, som den skulle. Overenskomsterne i 1911 byggede på en femårig aftale, som fastlåste lønningerne indtil 1916. Men da prisen på rugbrød og andre fødevarer begyndte at galopere i krigsårene, stod det klart for den radikale Zahle-regering, at et indgreb var nødvendigt. I december 1914 fastsatte man så maksimalpriser på rug til landmændenes store utilfredshed. Samtidig skulle befolkningen sikres forsyning med brød til rimelige priser.

Det var den radikale regering og socialdemokraterne enige om. Bønderne ville ikke af med deres korn til de fastsatte priser, da det var åbenlyst, at man kunne få højere priser i udlandet, og indgrebet i form af maksimalpriser på brødkorn satte en spekulationsbølge i gang, der næsten ikke var til at standse.

Der var meget bureaukrati i forbindelse med administrationen af kontrollen med priserne. Der blev også spekuleret i handel med kontrabande - viderelevering til Tyskland af varer, smarte forretningsfolk havde importeret fra England. Regeringen prøvede at stoppe hele denne "trafik" i forhold til landbruget ved eksportforbuddet i 1914. Der blev dog jævnligt givet dispensation. Og så var man lige vidt. Det var igen gyldne tider for bønderne - men dårligere levevilkår for arbejderfamilierne i byerne.

Også når det gjaldt den lovlige handel med de krigsførende nationer, var der store spekulationsmuligheder. Navnlig i forhold til Tyskland og Østrig-Ungarn, der begge havde enormt behov for landbrugsvarer, og som var parat til at betale høje priser.

Hvad som helst kunne sælges, og det blev det. Spekulationsbetonede fødevareforretninger blomstrede op, "gullasch" blev anvendt som betegnelse for alle slags kødprodukter på dåse, og der var ingen, der forskede nærmere hverken i indhold eller kvalitet.

Det var en enorm og lukrativ forretning. Folk blev lynhurtigt rige, uanset om de startede fra ingenting. De radikale og Socialdemokraterne var forarget på de nyrige "gullaschbaroner" og den måde, de brugte deres mange penge på med vulgære efterligninger af de gammelriges statussymboler.

Men de gamle og velrenommerede firmaer tjente også penge som aldrig før. Rederierne havde kronede dage. Tietgens, DFDS, H. N. Andersens ØK og A.P. Møller indtjente enorme overskud. Virksomheder inden for f.eks. læder- og skotøjsindustri fulgte godt med.

Aktierne steg og spekulationen med. Alle var interesseret i at få kurserne til at stige, børsspekulanter og gullaschbaroner kunne få øje på overalt.

I aviserne kunne man læse om fantastiske fortjenester, og dansen om guldkalven bredte sig i det danske samfund, men der var også afstandtagen og politiske og faglige krav om en anden fordelingspolitik.