Bevica Fonden: Systematisk fokus på egne blinde vinkler åbner for en skattekiste af potentialer

I den amerikanske fondsverden har der de senere år været en erkendelse af, at der har været blinde vinkler i deres arbejde.

Erkendelsen er kun vokset, siden Ford Foundations præsident Darren Walker i 2016 med skam måtte erkende, at han havde været blind i forhold til inklusion af mennesker med handicap i fondens arbejde. Det førte til et markant skifte i fondens måde at arbejde på, og siden hen er flere amerikanske fonde kommet til.

Det har også ført til etableringen af Disability & Philantropy Forum og Disability Inclusion Fund, der har til formål at øge viden om og sætte fokus på den store gruppe af mennesker med funktionsnedsættelser, som meget ofte bliver glemt og dermed ubevidst ekskluderes.

En erkendelsesrejse

Spørgsmålet er så, om vi i Danmark kan lære noget af den erkendelsesrejse, amerikanerne har været på? Det tror jeg, for vi har også blinde vinkler i Danmark.

Tidligere på året kunne man for eksempel læse i en rapport fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at mennesker med handicap nærmest bliver usynlige, når vi som samfund måler på, hvordan det går med at komme i mål med de 17 verdensmål og særligt Leave No One behind-agendaen. Når det sker, så bliver vi blinde for de udfordringer, mennesker med handicap oplever i samfundet.

Vi ved fra en række analyser, at mennesker med handicap i højere grad er arbejdsløse, oplever højere grad af ulighed i sundhedssystemet, falder oftere fra i uddannelsessystemet og er mere ensomme end resten af befolkningen.  

Hvis vi for eksempel dykker dybere ned i problematikken om ensomhed blandt mennesker med funktionsnedsættelser, så ved vi fra VIVE, at gruppen af mennesker med handicap generelt føler sig mere ensomme end mennesker uden handicap, og andelen, der er utilfreds eller meget utilfreds med deres liv, er 33 procent blandt mennesker med større psykisk handicap og 20 procent blandt mennesker med større fysisk handicap. Tallet er 4 procent blandt mennesker uden handicap.

Det handler måske om et mere mangfoldigt menneskesyn.

Marianne Kofoed
Direktør, Bevica Fonden

Desuden mener 35 procent og 38 procent blandt mennesker med større henholdsvis fysisk og psykisk handicap, at de ”helt afgjort” har fortjent en bedre tilværelse end den, de har fået. Det samme gør dig gældende for fem procent af mennesker uden handicap.

Statistikker som disse fra VIVE peger på, at vi som fonde kunne have en opgave i at betragte denne gruppe anderledes og dermed favne flere i den filantropiske indsats.

Samme erkendelse som vi ser i det amerikanske fondslandskab. Det handler måske om et mere mangfoldigt menneskesyn.

Universelt design som briller mod egne blinde vinkler

For handicap og funktionsnedsættelse eksisterer på tværs af alle aldre og identiteter, og mennesker med handicap er verdens største minoritet og bor i alle målgrupper og tematikker.
Børn, unge, hjemløse, ældre, i uddannelsessektoren, på arbejdsmarkedet, eller hvad det nu kan være. Mennesker med handicap er ikke i en kategori for sig selv.

Hvis man arbejder systematisk med sin egen blindhed og hele tiden lader sig selv blive klogere og få nye indsigter i forhold til målgrupper og tematikker i sit filantropiske arbejde, som vi allerede ser i flere fonde, så åbner man samtidig op for et nyt niveau af potentialer.

Arbejder man med unge, rammer man flere unge; arbejder man med at udbrede kunsten, udbreder man den til flere; arbejder man med socialt udsatte, rammer man flere socialt udsatte.

Vi er også med tiden blevet mere bevidste om den målgruppeblindhed, vi selv har haft, som faktisk har stået i vejen for, at vi har kunnet udnytte vores filantropiske indsats fuldt ud.

Marianne Kofoed
Direktør, Bevica Fonden

Resultatet er med andre ord, at man ender med at gøre det godt for flere.

I Bevica Fonden skal vi arbejde for, at mennesker med et bevægelseshandicap skal have lige muligheder for deltagelse i samfundet som alle andre, og dermed er vi naturligvis meget bevidste om de blinde vinkler, der eksisterer i forhold til dén målgruppe.

Men vi er også med tiden blevet mere bevidste om den målgruppeblindhed, vi selv har haft, som faktisk har stået i vejen for, at vi har kunnet udnytte vores filantropiske indsats fuldt ud.

Den bevidsthed er kommet parallelt med, at vi har arbejdet systematisk med det værdibaserede begreb universelt design, som ganske kort fortalt handler om at erkende menneskets mangfoldighed og indrette samfundet, så flest muligt kan deltage i så mange aspekter af livet som muligt.

Kan favne os alle

Når vi gør det, så skal vi også selv stille os et spørgsmål: Hvordan forstår vi dét at have et bevægelseshandicap? Og hvilke forestillinger har vi om mennesker med handicap?

På den måde er vi blevet mere bevidste om, at for eksempel blinde også kan have et bevægelseshandicap, ældre mennesker ditto, og at funktionsnedsættelse er et grundvilkår, vi alle lever med og oplever gennem livet.

Permanent, midlertidig eller som konsekvens af den situation vi er i: når turisten for eksempel skal forsøge at forcere en trappe med den tunge feriekuffert på slæb.

Den mindre kategoriske tilgang i vores egen målgruppeopfattelse gør faktisk, at vi kan favne os alle. Det betyder at vi i dag kan indgå andre typer af samarbejder, end vi kunne og gjorde tidligere uden at gå på kompromis med det, vi er sat i verden for at arbejde for.