Fonden for Socialt Ansvar: Med enstrengede fondsstrategier er der alvorlig fare for at overse udsatte målgrupper

Den udvikling, som er sket i fondssektoren over de seneste år, minder på mange måder om den udvikling, som er sket i den frivillige sociale sektor. 

Der har været tale om en omfattende professionalisering, hvor strategierne er blevet fornyet og både good governance, social impact og bæredygtighed (ESG) er kommet i højsædet.

Når bestemte målgrupper pludselig får meget stor opmærksomhed, er der en tendens til, at det ”smitter”.

Thit Aaris-Høeg
Administrerende direktør, Fonden for Socialt Ansvar

Ønsket om at være katalytisk og gøre en væsentlig forskel for samfundet og de specifikke målgrupper eller temaer, som man er sat i verden for at løfte, er også det samme. Der findes ikke en uddelende fond eller en frivillig social organisation med respekt for sig selv, som ikke ønsker et samfund som sikrer, at de udsatte får det væsentligt bedre.

En smittende effekt

På den måde vil vi som fonde og sociale organisationer langt hen ad vejen det samme, og det skal vi huske. At vi så har forskellige økonomiske muligheder for at eksekvere på vores ønsker, er selvfølgelig givet.

Fondene har grundet deres store pengetanke mulighed for at beslutte sig for at støtte en bestemt sag eller målgruppe, og kort tid efter kan målgruppen være heldig at modtage en hel masse positiv opmærksomhed.

Det er alt sammen godt, men desværre er der også faldgruber i den nye såkaldt katalytiske tilgang til uddelingerne og herunder: 

1. Når fondenes strategier bliver enstrengede, og de brede uddelinger til den frivillige sociale sektor aflyses af store enkeltuddelinger, som ofte gives til de meget store organisationer, er der alvorlig fare for, at man overser en række, udsatte målgrupper. Det er også med til at give de mindre frivillige sociale organisationer meget trange kår. Mange af disse mindre foreninger er med til at forebygge social ulighed, mistrivsel og ensomhed, og de skaber både sammenhængskraft og engagement, der hvor de arbejder. Mange af de frivillige er selv udsatte eller ensomme, og de løftes af det frivillige fællesskab, hvor de møder ligesindede og i øvrigt hjælper andre – er til for nogen.
2. Når bestemte målgrupper pludselig får meget stor opmærksomhed, er der en tendens til, at det ”smitter”, så rigtig mange midler kommer til at gå i samme retning. Man kan tale om, at bestemte udsatte målgrupper bliver de ”populære” målgrupper, ikke nødvendigvis fordi de er flest, koster samfundet mest eller har det potentielt dårligst, men fordi de lige nu er ”populære”.
3. Når størstedelen af midlerne følger de enstrengede strategier og de såkaldt populære målgrupper rammes de mindre meget specialiserede organisationer og deres målgrupper hårdt. De mister deres tilskud, som ofte ikke er store, men dog livsnødvendige. Fra den ene dag til den anden kan de ikke lave suppe til de hjemløse, passe på de unge om natten eller hjælpe prostituerede, narkomaner, alkoholikere og deres børn og så videre.
4. Når både fonds- og statsmidler går i samme retning, er det naturligvis ud fra et stort ønske om at flytte noget for alvor i samfundet, men indimellem ender det også med at både fonde, stat, kommuner og organisationer vælter over hinanden i iveren for at løfte de samme problematikker for de samme målgrupper uden at koordinere opgaven ordentligt imellem sig.