Dansk Erhverv: Uddannelsesfabrikkerne har ikke monopol på læring

Virksomhederne er interesserede i kompetencer, og her er formel uddannelse nogle gange svaret - andre gange ikke.

Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv

Af Mads Eriksen
Uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv

Kan vi leve med, at mennesker bruger de første 20-30 år på at tage uddannelse, og så tror, at den uddannelse holder de næste 40-50 år? Det oplæg har jeg fået til efterhånden en hel del debatter. Det korte svar er naturligvis nej. Den teknologiske udvikling gør, at begrebet livslang læring bliver endnu mere aktuelt.

Men inden uddannelsesinstitutionerne klapper alt for meget i hænderne, må jeg lige minde om, at de ikke har monopol på læring.

Formel uddannelse er ikke altid svaret
Kigger jeg på mig selv, er jeg betydelig bedre arbejdskraft i dag, end da min uddannelse var helt frisk for godt ti år siden. Kollegaer, artikler, opgaver, sejre og nederlag er helt afgørende læring, der jo også gør, at jeg tjener betydeligt mere i dag.

Skulle tesen om, at medarbejderes viden er størst, lige når de har forladt uddannelsesfabrikken, holde, så ville startlønnen jo være tilsvarende høj, mens et halvslidt produkt som undertegnede skulle lønnes væsentligt lavere.

Læring foregår alle steder, og derfor skal vi passe på med udelukkende at tænke i institutioner, når vi taler livslang læring. Virksomhederne er interesserede i kompetencer, og her er formel uddannelse nogle gange svaret - andre gange ikke.

Erhvervskandidatordning er nytænkning
Med dette sagt er vi meget optagede af de nye og kommende muligheder for et mere fleksibelt uddannelsessystem. Erhvervskandidatordningen og det udvidede retskrav er helt oplagte tiltag, der kan gøre kandidatuddannelserne mere erhvervsrettede.
  
Erhvervskandidatordningen er en fremragende måde at tænke uddannelse på. Jeg er af den overbevisning, at erhvervskandidater vil skrive anderledes relevante opgaver, de vil stille mere praksisnære spørgsmål, og de vil få en meget lav dimittendledighed, da de, allerede når de får deres eksamensbevis, har solid erhvervserfaring.

Dertil vil de studerendes viden – ligesom på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne – forhåbentlig give underviserne et større indtryk af arbejdsmarkedet her og nu.

Samtidig kan man håbe, at erhvervskandidaterne kan åbne døre hos virksomheder, som ikke tidligere har ansat akademikere. Det er alt andet lige billigere og mindre forpligtende at ansætte en bachelor på deltid end en kandidat på fuld tid.

Jeg er ikke overrasket over, at søgningen til uddannelserne har været begrænset på en række områder. Uddannelsen er ny, og vi må have tålmodighed. Der kan gå flere år, før ordningen for alvor bliver en succes.

Det udvidede retskrav er et andet oplagt tiltag. Det er helt logisk at give de studerende mulighed for at få noget erfaring efter bacheloruddannelsen, så de er bedre rustet til at vælge og gennemføre en relevant kandidatuddannelse.

Et liv på SU er urealistisk
På papiret er det logisk at flytte mere uddannelse til senere i livet. Vi skal hele tiden udvikle os, arbejdsmarkedet forandrer sig med lynets hast, og uddannelse er et af svarene, der kan ruste os til at følge med og være relevant arbejdskraft.

Virkeligheden er dog den, at rigtig mange af os køber hus, får børn og bliver meget afhængige af en høj indtægt til at finansiere gildet. Et liv på SU vil end ikke kunne betale en carport i en af de store universitetsbyer. Derfor vil det ikke være muligt for mange at udskyde eksempelvis en hel kandidatuddannelse til senere i livet.

Når vi taler livslang læring, er det derfor nødvendigt at tænke ud over kompetencer, der bliver givet af en underviser i et lokale langt væk fra arbejdsmarkedet.

Vi skal have langt mere fokus på læring, men det skal også være nye former for læring. Noget skal finde sted på de offentlige uddannelsesinstitutioner, noget udbydes af private. Andet vil ske på arbejdspladsen, hvor der er konkret behov for opkvalificering.

Livslang læring er vigtigere i morgen, end det var i går, men vi skal udvide vores forståelse af læring og udvikle flere og bedre tilbud, der passer både til juristen, der er blevet overflødiggjort af digitalisering, og til folkeskolelæreren, der skal lære at udnytte den nyeste undervisningsteknologi.