Danske Universiteter: Dimensionering på ledighed ser kun bagud, men ingen kender fremtiden

Ingen kender fremtiden, men vi ved, at den er fuld af komplekse og endnu ukendte udfordringer. Derfor bliver vi nødt til også at se fremad, når vi skal beslutte, hvilke uddannelser vi har brug for til at uddanne de unge til stærkest mulige opstilling.

Men den ledighedsbaserede dimensionering ser desværre udelukkende bagud. Og den har hvert år siden 2015 næsten mekanisk skruet ned for optaget på visse videregående uddannelser ud fra historiske ledighedstal.

På universiteterne har det særligt haft betydning for optaget på samfundsfaglige, naturvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Der er eksempelvis omtrent 11.000 færre humaniorastuderende i dag, end der var i 2015.

Fortiden dikterer fremtiden

Der er ikke noget i vejen med at diskutere politisk, hvad vi vil med uddannelsessystemet, herunder hvad og hvor mange vi har brug for. Men netop fremtidens behov skal være en væsentlig del af diskussionen. Ellers ender vi med at indrette fremtiden efter fortidens omstændigheder, og vi står svagt over for nye udfordringer.

Vi skal være varsomme med, at vi ikke afskærer unge fra at uddanne sig til deres fremtid ud fra kortsigtede politiske hensyn. 

Hanne Leth Andersen
Formand, uddannelsespolitisk udvalg, Danske Universiteter og rektor, RUC

Det tager fem år at uddanne en kandidat - og to år mere før vi kan måle på ledigheden for vedkommende. Vi regulerer altså på baggrund af situationen for mindst syv år siden. Og det vi regulerer, er fremtiden fem år og frem. Det er et spænd på minimum 12 år.

For perspektivets skyld: For 12 år siden var den første iPhone næsten lige kommet på markedet, klimaforandringerne var ikke bredt anerkendte, den eneste elbil på vejene i Danmark var ”Ellerten”, et EU uden England var utænkeligt, og kunstig intelligens eksisterede kun i science fiction-film. Der er meget, der ændrer sig over 12 år.

Så hvad har Danmark brug for om 12-15 år?

Fremtiden ser anderledes ud

Universiteternes bud er, at fremtiden kræver flere kompetencer. Vi skal uddanne kandidater, som kan håndtere de store udfordringer med bæredygtighed, klima, miljø, sundhed og finde på løsninger af hyperkomplekse problemer i et stærkt digitaliseret og måske også mere polariseret samfund.

Samtidig skal vi sikre, at vi har uddannede kandidater, der kan skabe vækst og velstand i en fremtid, hvor nye teknologier, kunstig intelligens og ekstreme vejrforhold har ændret den verden, vi kender i dag. Vi tror, at alle hovedområder og såvel dyb faglighed som tværfaglig indsigt bliver mere relevante i den fremtid – og det gælder også de hovedområder, der særligt har mærket den ledighedsbaserede dimensionering.

Men måske allervigtigst, skal vi være varsomme med, at vi ikke afskærer unge fra at uddanne sig til deres fremtid ud fra kortsigtede politiske hensyn. Det viser sig jo, at unge nyuddannede fra universiteterne, på trods af at det tager længere tid at finde det første job, hæver produktiviteten i vores virksomheder og offentlige sektor. Arbejdsgiverne kan ikke undvære dem, når først de har fået fodfæste, og ledigheden er lav gennem livet. Derfor er det værste, vi kan gøre, at lægge de unge hindringer i vejen for at uddanne sig.

For hvad nu hvis de unge ender med ikke at få en uddannelse, når mulighederne indsnævres? Hvad nu hvis den unge var bedre til at designe sin egen vej end politikerne er?

For mange styringsmekanismer

Siden den ledighedsbaserede dimensionering blev indført, er der ydermere tilføjet en regional dimensionering med et loft over uddannelser i de større byer – også her tages hensyn til beskæftigelse. Og der er indført en straf og belønningsmekanisme for universiteterne i bevillingssystemet, som også måler på beskæftigelse.

Herudover er der styring gennem rammekontrakterne med universiteterne. Og loft på antallet af engelsksprogede studiepladser. Dertil kan føjes, at universiteterne ingen interesse har i at uddanne til ledighed. Spørgsmålet er, hvor meget dobbeltregulering, der egentligt er behov for?

Fremtiden skabes og udvikles i høj grad med basis i forskningen og af de kandidater som universiteterne uddanner. Vi ved ikke hvilke fagligheder, vi pludselig står og mangler, men vi ved, at vi som samfund skal være beredte på det uforudsigelige og opretholde en bred fagvifte og lade de unge fordybe sig - også inden for områder som lige nu ikke giver job til alle kandidater inden for 14 måneder.

Derfor vil det være oplagt at lade universiteterne tage mere ansvar for at tilpasse optaget på uddannelserne og ikke alene stole på en rigid mekanik.